LIVE

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Live broadcast
Annoncer
logo hd live | Stadia Launch Stream
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Yakuza 6: The Song of Life

Yakuza 6: The Song of Life

Kazuma Kiryu er blevet en ældre mand, har fået rander under øjnene, men han har aldrig været mere frisk og veloplagt.

Open world. To ord der med det samme leder tankerne hen på en enorm åben verden, du selv kan udforske efter behov. Og det er ikke så underligt; i takt med vores maskiner er blevet stærkere, har det tilladt udviklerne at gøre verdenerne større til det punkt, at man har en hel ø som sin legeplads i Just Cause 3 og en ørken i Mad Max. Men kvantitet er ikke lig med kvalitet, og det er her Yakuza-serien træder velklædt ind i billedet. Yakuza 6 er et open world-spil, men man er "begrænset" til en by, der ville være en simpel, lille prik på kortet i Just Cause 3. Men det er i denne lille prik af en by, at Yakuza-serien igen beviser, at open world ikke udelukkende handler om størrelse; det handler i højere grad om mængden - og kvaliteten - af indholdet, man kan presse ind i de kvadratmetre, man arbejder med. Og her tårner Yakuza 6: The Song of Life maskulint over konkurrencen.

Yakuza 6: The Song of Life
Yakuza 6: The Song of LifeYakuza 6: The Song of LifeYakuza 6: The Song of Life

Mange spillere vil måske føle sig skræmt af 6-tallet i titlen. "Kan jeg overhovedet forstå hvad der foregår, hvis jeg ikke har spillet de fem første spil?", tænker du måske fornuftigt. Eller hvad hvis du kun har spillet Yakuza Zero og Yakuza Kiwami tidligere, hvilket er tilfældet for denne anmelder. Frygt ikke, SEGA er godt klar over dette kan være første møde med serien for mange spillere. Derfor har de inkluderet historien over de fem første spil i hovedmenuen, så du velinformeret kan trykke start på kapitel 6. Endnu bedre; for de af jer der ikke ønsker at få de tidligere spil afsløret fuldstændig - igen, hvilket er tilfældet for denne anmelder - så kommer der meget tidligt en kort drømmesekvens, hvor Kiryu opsummerer sit forhold til de enkelte karakterer, der er relevante for historien. Gamle fans vil kunne springe denne sekvens over, men resten af os kan få et kort skud overforklarende dialog, der ikke spolerer handlingen i forrige spil. Alt dette er dog i sidste ende irrelevant, for selv om Yakuza-serien fra begyndelsen har haft Kazuma Kiryu i hovedrollen, og selv om historien fortsætter hvor det forrige rundede af, så står spillene altid på egne ben. Yakuza 6 handler om at finde en person, og finde ud af hvor hun har været i en treårig periode. Handlingen vil traditionen tro blive dybere, der vil være korruption, overraskelser og mord i den bedste B-films stil, men det overordnede plot kan altid opsummeres med én sætning. Præcis som det skal være.

Handling, karakterer og dialog har dog altid været et stærkt område for serien. Dette er et maskulint univers, hvor næverne altid afslutter en dialog, men karaktererne er samtidig troværdige med ønsker og ambitioner, hvilket er så uhyggelig svær en grænse at ramme. Jeg tror, at jeg vil kunne spille samtlige spil i serien, og stadig være i dyb beundring over hvordan SEGA formår at skabe så gode karakterer i et så overdrevent maskulint - og på andre tidspunkter dybt gakket - univers. Et mindre stærkt område for serien tidligere har været dens kampsystem. Det har aldrig været dårligt, men heller ikke dens styrke. Spiller man Kiwami i dag - der er et flot remake af det første spil i serien - vil man ofte kunne finde sig på jorden, efter man igen er blevet stukket eller sparket omkuld, og prøver man at rejse sig, vil man hurtigt blive nedlagt igen... uden mulighed for at kunne undvige slaget. Det blev så vedvarende en oplevelse, at jeg sænkede sværhedsgraden til Easy. I Yakuza 6 oplevede jeg aldrig. Fysikken i deres nye motor er langt mere præcis, så man føler virkelig kræften bag alle Kiryus spark, når man sender personer flyvende mod væggen. Det er ikke længere muligt at skifte mellem tre forskellige kampstile, hvilket kan lyde som et skridt i den forkerte retning, men i stedet er alt fokus blevet lagt på én kampstil. Derfor skal du ikke længere vælge, hvilken af de tre kampstile, du vil opgradere; bare fokuser på at gøre Kiryu stærkere, hurtigere og lær ham flere forskellige bevægelser, for kampsystemet har aldrig føles så godt. Mulighederne er dermed blevet mindre, men når hvert et slag føles så tilfredsstillende, er det en prioritering jeg kan sætte pris på.

Det er vigtigt, at kampsystemet fungerer godt, for uanset om du hjælper to kærlighedsramte teenagere med at finde sammen, står i et åndsvagt kostume og underholder børn eller hjælper en far med et finde modet til at sige sin kone imod, så skal det nok ende i en slåskamp. Det er et løfte spillet altid holder. Dette er trods alt et univers, hvor selv de mest simple problemer lige kan løses med en knytnæve i ansigtet. I centrum af dette univers står Kazuma Kiryu; en person der let kunne være blevet en endimensionel karakter, men fordi SEGA konstant sender ham på morsomme og åndsvage sidemissioner, er det umuligt ikke at elske ham. Kraven på skjorten er altid slået op, de øverste knapper har han forladt åbne, så man kan se hans muskuløse brystkasse og øjenbrynene vidner om en intens seriøsitet. Men når den person, synger sit hjerte ud på en karaoke og bogstavelig talt slutter med at stå dansende på stranden og kigge længselsfuldt mod horisonten, har man bare lyst til at tilbringe mere tid med ham.

Og der er nok at lave sammen. Hjembyen Kamurocho har aldrig set bedre ud, og en ny funktion der tillader at gå rundt i first person, gør kun den udtagelse endnu mere sand. Som beskrevet er det ikke nogen stor by, men hvad den mangler i areal, opvejer den i indhold. Og som altid sker mange af byens sidemissioner pludselig og uden varsel. Så det ene øjeblik kan du gå ned af gaden og nyde bylivet, og det næste øjeblik jagte en elektronisk støvsuger mellem butikkerne. Dette er for mig, en af spillets større styrker, men det kommer også med en pris; i andre spil, ville du selv skulle interagere med en person/objekt for at starte en sidemission, men i Yakuza-serien sker det af sig selv. Det får byen til at føles mere levende, og det giver dig lyst til at stikke din næse i byens forskellige kroge i håb om, at en person vil stoppe dig for eksempelvis at vise dig, hvordan han lægger an på damer. Men jeg oplevede enkelte gange, at forskellige missioner overlappede hinanden, uden jeg kunne gøre noget ved det. Så det ene øjeblik jagtede jeg tre gravrøvere, og det næste stod jeg stille i en cut-scene, fordi en pige havde stoppet mig i min jagt. Missionen med gravrøverne fejlede derfor, og jeg måtte prøve igen, når den dukkede op senere.

Det er dog en lille pris at betale, for et system man ikke rigtigt finder andre steder. Hvis der er én ting, man kan være sikker på, uanset om du ønsker at spille dart, baseball eller tale med pigerne på en kabaretbar i nattelivet, følger der en historie med. Måske ikke altid den mest nuancerede historie, men bare det, at få sat ansigt på sine fjender i en lokal baseballkamp - ansigter der bliver ved med at håne ens hold - så føles det bare sjovere endelig at slå dem, og man er motiveret til at blive det bedste hold i provinsen.

Yakuza 6: The Song of Life
Yakuza 6: The Song of LifeYakuza 6: The Song of LifeYakuza 6: The Song of Life

Yakuza 6 inkluderer også Clan Creator, hvilket er et lille top-down real-time strategi-spil, hvor du sender AI-kontrollerede kæmpere efter modstanderen, og har 3-4 minutter at nedkæmpe dem alle. Det er her muligt at kæmpe mod dine venners klan - eller bare andre online spillere - og som de fleste af jer sikkert allerede har gættet, så følger der også en hel historie med dette minigame. En organisation skal nedlægges, modstandere der udfordre dig til kamp, og venner vil stå side om side med dig. Selve spillet er ikke det mest velfungerede - jeg foretrækker at nedlægge mine fjender personligt i stedet for at sende andre personer efter dem - men jeg fangede mig selv i konstant at gå tilbage til planlægningsbordet, så jeg kunne se mere af sidehistorien. Jeg fangede mig selv i konstant at vende tilbage til baseball - selv om jeg nok er verdens dårligste træner. Jeg fangede mig selv i konstant at vende tilbage til dart - selv om udfordringen langsomt blev virkelig intens, og jeg havde en deadline med denne anmeldelse. Jeg fangede endda mig selv i konstant at vende tilbage til en kattecafé, der ikke havde katte, bare for at se mere af den sidehistorie og hjælpe personerne.

Intet i Yakuza 6 er til stede bare for at være der; hvis der er mulighed for at få en drink på en bar, kan du være sikker på, at der gemmer sig en historie, minigame og personer, man gerne vil lære at kende. Alle reklamer på bygningerne, skilte på fortovet, og menneskemyldret på gaden er blevet placeret med nøjsomhed og en kærlighed til detaljen, der simpelthen ikke ville være muligt, hvis spillets verden skulle dække over en hel ø. Kazuma Kiryu, og resten af Yakuza-serien, er snart blevet en ældreborger, men de har aldrig bukket under for presset, og gjort deres verden større. Dermed formår Yakuza 6 at føles friskt og innovativt, på trods af det følger den klassiske Yakuza-formel, fordi det adskiller sig fra andre open world-spil. Yakuza 6 er ikke et af de største open world-spil, du vil spille i år. Det er dog et af de bedste.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Historien, sidemissionerne, byen, karaktererne, minigames der altid kommer med sin egen lille historie, tonen der på elegant hvis formår at skifte mellem seriøs og gakket
-
Nogle sidemissioner kunne overlappe hinanden uden man kan gøre noget ved det.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Ting kan ikke fortsætte i evigheder. På et tidspunkt må alt slutte. Dette gælder også for Japans Chuck Norris, Kazuma Kiryu. Dette, til trods... 8/10

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold