Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
anmeldelser
Yakuza 6: The Song of Life

Yakuza 6: The Song of Life

Kazuma Kiryu er blevet en ældre mand, har fået rander under øjnene, men han har aldrig været mere frisk og veloplagt.


Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus

Open world. To ord der med det samme leder tankerne hen på en enorm åben verden, du selv kan udforske efter behov. Og det er ikke så underligt; i takt med vores maskiner er blevet stærkere, har det tilladt udviklerne at gøre verdenerne større til det punkt, at man har en hel ø som sin legeplads i Just Cause 3 og en ørken i Mad Max. Men kvantitet er ikke lig med kvalitet, og det er her Yakuza-serien træder velklædt ind i billedet. Yakuza 6 er et open world-spil, men man er "begrænset" til en by, der ville være en simpel, lille prik på kortet i Just Cause 3. Men det er i denne lille prik af en by, at Yakuza-serien igen beviser, at open world ikke udelukkende handler om størrelse; det handler i højere grad om mængden - og kvaliteten - af indholdet, man kan presse ind i de kvadratmetre, man arbejder med. Og her tårner Yakuza 6: The Song of Life maskulint over konkurrencen.

Yakuza 6: The Song of Life
Yakuza 6: The Song of LifeYakuza 6: The Song of LifeYakuza 6: The Song of Life

Mange spillere vil måske føle sig skræmt af 6-tallet i titlen. "Kan jeg overhovedet forstå hvad der foregår, hvis jeg ikke har spillet de fem første spil?", tænker du måske fornuftigt. Eller hvad hvis du kun har spillet Yakuza Zero og Yakuza Kiwami tidligere, hvilket er tilfældet for denne anmelder. Frygt ikke, SEGA er godt klar over dette kan være første møde med serien for mange spillere. Derfor har de inkluderet historien over de fem første spil i hovedmenuen, så du velinformeret kan trykke start på kapitel 6. Endnu bedre; for de af jer der ikke ønsker at få de tidligere spil afsløret fuldstændig - igen, hvilket er tilfældet for denne anmelder - så kommer der meget tidligt en kort drømmesekvens, hvor Kiryu opsummerer sit forhold til de enkelte karakterer, der er relevante for historien. Gamle fans vil kunne springe denne sekvens over, men resten af os kan få et kort skud overforklarende dialog, der ikke spolerer handlingen i forrige spil. Alt dette er dog i sidste ende irrelevant, for selv om Yakuza-serien fra begyndelsen har haft Kazuma Kiryu i hovedrollen, og selv om historien fortsætter hvor det forrige rundede af, så står spillene altid på egne ben. Yakuza 6 handler om at finde en person, og finde ud af hvor hun har været i en treårig periode. Handlingen vil traditionen tro blive dybere, der vil være korruption, overraskelser og mord i den bedste B-films stil, men det overordnede plot kan altid opsummeres med én sætning. Præcis som det skal være.

Handling, karakterer og dialog har dog altid været et stærkt område for serien. Dette er et maskulint univers, hvor næverne altid afslutter en dialog, men karaktererne er samtidig troværdige med ønsker og ambitioner, hvilket er så uhyggelig svær en grænse at ramme. Jeg tror, at jeg vil kunne spille samtlige spil i serien, og stadig være i dyb beundring over hvordan SEGA formår at skabe så gode karakterer i et så overdrevent maskulint - og på andre tidspunkter dybt gakket - univers. Et mindre stærkt område for serien tidligere har været dens kampsystem. Det har aldrig været dårligt, men heller ikke dens styrke. Spiller man Kiwami i dag - der er et flot remake af det første spil i serien - vil man ofte kunne finde sig på jorden, efter man igen er blevet stukket eller sparket omkuld, og prøver man at rejse sig, vil man hurtigt blive nedlagt igen... uden mulighed for at kunne undvige slaget. Det blev så vedvarende en oplevelse, at jeg sænkede sværhedsgraden til Easy. I Yakuza 6 oplevede jeg aldrig. Fysikken i deres nye motor er langt mere præcis, så man føler virkelig kræften bag alle Kiryus spark, når man sender personer flyvende mod væggen. Det er ikke længere muligt at skifte mellem tre forskellige kampstile, hvilket kan lyde som et skridt i den forkerte retning, men i stedet er alt fokus blevet lagt på én kampstil. Derfor skal du ikke længere vælge, hvilken af de tre kampstile, du vil opgradere; bare fokuser på at gøre Kiryu stærkere, hurtigere og lær ham flere forskellige bevægelser, for kampsystemet har aldrig føles så godt. Mulighederne er dermed blevet mindre, men når hvert et slag føles så tilfredsstillende, er det en prioritering jeg kan sætte pris på.

Det er vigtigt, at kampsystemet fungerer godt, for uanset om du hjælper to kærlighedsramte teenagere med at finde sammen, står i et åndsvagt kostume og underholder børn eller hjælper en far med et finde modet til at sige sin kone imod, så skal det nok ende i en slåskamp. Det er et løfte spillet altid holder. Dette er trods alt et univers, hvor selv de mest simple problemer lige kan løses med en knytnæve i ansigtet. I centrum af dette univers står Kazuma Kiryu; en person der let kunne være blevet en endimensionel karakter, men fordi SEGA konstant sender ham på morsomme og åndsvage sidemissioner, er det umuligt ikke at elske ham. Kraven på skjorten er altid slået op, de øverste knapper har han forladt åbne, så man kan se hans muskuløse brystkasse og øjenbrynene vidner om en intens seriøsitet. Men når den person, synger sit hjerte ud på en karaoke og bogstavelig talt slutter med at stå dansende på stranden og kigge længselsfuldt mod horisonten, har man bare lyst til at tilbringe mere tid med ham.

Yakuza 6: The Song of Life
Yakuza 6: The Song of LifeYakuza 6: The Song of LifeYakuza 6: The Song of Life