Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
anmeldelser
State of Decay 2

State of Decay 2

Zombierne er tilbage, og Sebastian har kastet al hans energi ind i State of Decay 2. Han er nu kommet lettere skambidt ud på den anden side, og I kan læse hans rejseberetning her.


Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus

Jeg har taget en chance, og tvunget de ekstra kilometer ud af min bil velvidende at den triller på de sidste dieseldampe. Grådigheden har fået mig til at gennemsøge endnu et tomt hus på vejen, hvilket har kostet både tid og brændstof. Mørket sænker sig nu pludseligt, og hvad der skulle have været en hurtig solotur ud efter noget mad og ekstra medicin, er nu pludseligt noget helt andet. Bilen er død. Tom for brændstof. Til min store ærgrelse må jeg efterlade den her på den mørke vej, selvom jeg i min naivitet har fyldt den til randen med ting, som vi skal bruge hjemme på basen. Jeg tager den store rygsæk fra bagagerummet, og forbereder mig på et godt hike tilbage til de andre overlevende i lejren. Undgå de store vejkryds, og snige mig i mørket. Planen er klar! Alt går også helt fint til jeg spotter et sæt røde øjne i mørket. Skrigeren kommer ind i skæret fra min lommelygte. Han lægger nakken tilbage og udsender det karakteristiske høje og ubehagelige lange skrig, hvorefter zombier pludseligt vælter frem fra alle retninger. Løb!

Efter mange minutters vild flugt gennem mørket, hvor jeg til tider må uddele et økseslag eller sågar ty til at affyre mit håndvåben, for at fjerne hovedet fra en af de vandrende døde, så er jeg endelig tilbage ved broen. Dette er vores nogenlunde sikre base, her på dag seks efter min indtræden i spillet. Jeg smækker porten bag mig, og slipper for et par minutter controlleren og vender tilbage til solskinsramte Danmark. Nat i spillet er blevet til dagslys gennem vinduet her i virkeligheden. Det er i dette sekund, hvor hjertet banker i min brystkasse, at jeg må erkende, at jeg igen er ramt. State of Decay 2 har sænket sine zombieinficerede tandstumper grundigt ned i mit kød, og jeg griber hurtigt controlleren igen, for at komme tilbage og planlægge, hvordan jeg får resten af mit loot ud af den strandede bil. Bring it on!

Spiloplevelsen er dog desværre ikke uden malurt i bægeret, men før vi går ned af den vej, så lad os kigge lidt tilbage i tiden. For næsten præcis fem år siden udkom State of Decay til Xbox 360, og jeg stiftede for første gang bekendtskab med spillet, da jeg fik stukket en anmelderkode i hånden, og blev bedt om at danne mig en mening om spillet. Et sandkassespil afviklet i tredjepersonsperspektiv i en verden fyldt med zombier. Den er da lige til højrebenet. Men titlen adskilte sig dog hurtigt fra, hvad der ellers var på mit velvoksne spil-CV. Jeg blev særligt ramt af den permanente død. Hvis du tanketomt bare løb alene rundt i den store åbne spilverden, så endte du ret hurtigt med at dø. Mange timers investering i en person. Opbygning af færdigheder med mere. Alt kunne være spildt på én forkert beslutning.

State of Decay 2
State of Decay 2State of Decay 2State of Decay 2State of Decay 2

Den post-apokalyptiske verden er nu tilbage i State of Decay 2, og jeg kan straks mærke, at alt det som jeg elskede ved det første spil, er bibeholdt i Undead Labs andet udspil i serien. Den permanente død var netop det, hvor det første spil virkelig fangede mig. Spillet vandt uden tvivl, når min puls pludseligt steg - eller jeg omvendt fik en stor ro, når jeg endeligt faldt over en stor bunke tiltrængte ressourcer i et forladt hus. Der var ingen checkpoints eller save-funktioner som kom og reddede mig, hvis jeg tog en forkert beslutning. Fysisk respons på en virtuel oplevelse.

Ligesom det første spil, så starter man ud med få overlevende. Der findes i State of Decay 2 flere udgangspunkter for historien, som man kan vælge i starten. Min første indgang var et søskendepar, som søgte tilflugt i en forladt flygtningelejr. De første par minutter går med en gennemgang af de basale styreegenskaber, hvorefter man hurtigt finder andre overlevende, og ender med at etablere en lejr. I mit tilfælde var dette et helt ordinært toetagers familiehus. Alle personer i det lille samfund er spilbare, og man skifter mellem dem, når de eksempelvis bliver trætte eller sårede og skal have behandling. Huset kan udbygges med haver, infirmerier, værksteder og meget mere. Der er flere opgraderings- og udbygningsmuligheder end i det første. I starten måske endda så mange, at man lige skal finde en prioritering, således at den sparsomme plads i lejren bliver brugt mest fornuftigt.

Samfundet kræver et konstant flow af ressourcer såsom mad, byggematerialer, medicin, ammunition, brændstof eksempelvis. At dette skal spille sammen med de faciliteter, som man vælger at bygge på matriklen. Senere i spillet kan man flytte hele baduljen til bedre lokaliteter, og få nye og bedre forhold til at udbygge med endnu flere faciliteter. Men der er ingen vej udenom, at tage ture udenfor basens generelt sikre rammer. Afsted med en tom rygsæk i håb om at få den fyldt op til renden med netop de ressourcer, som basens konstant sulte gab kræver. Mangler man en grund til at gøre dette, udover de sulte munde derhjemme, så er spillet let krydret med en knivspids hovedmissioner, og en velvoksen skefuld sidemissioner. De fleste er dog alene en undskyldning for at komme lidt rundt, og springer aldrig ud som store episke fortællinger.

State of Decay 2
State of Decay 2State of Decay 2State of Decay 2State of Decay 2
State of Decay 2