Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Vampyr

Vampyr

Dontnod har skruet op for ambitionsniveauet, men har det resulteret i et vellykket spil?

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Mens mange monstre kommer og går har vampyren siden sit indtog på den litterære scene i 1800-tallet i den grad bidt sig fast i populærkulturen, hvilket væsenets udødelige natur taget i betragtning vel egentlig er meget passende. Det er derudover også meget forståeligt, for i modsætning til tidens mest populære monster, zombien, er vampyren ikke bare en genstand hvorigennem vi kan undersøge og reflektere over vores egen menneskelighed, men i sig selv en interessant skabning. En stor del af vampyrens dybde og holdbarhed kommer fra dens iboende dualitet. Menneske eller monster? Død eller levende? Frastødende eller tiltrækkende? Vampyren har ofte et ben i hver lejr, og ved at trække den mod den ene eller anden pol, er der utallige muligheder for at skræddersy ens blodsuger, hvilket i populærkulturen har resulteret i meget forskellige inkarnationer - der er immervæk langt fra From Dusk till Dawns blodtørstige monstre til Twilights hjerteknusere. Dualiteten er også en kvalitet, der gør vampyren til en noget nær perfekt spilprotagonist i titler, der fokuserer på valg, men på trods af dette, har der faktisk været relativt få spil, der virkelig udnytter denne karakteregenskab.

Netop derfor lander Dontnod Entertainments nyeste titel på et virkelig tørt sted. Efter at have hensat sine to første titler til fremtidens Paris (Remember Me) og nutidens Oregon (Life is Strange) har den parisiske udvikler flyttet handlingen til London og rejst præcis 100 år tilbage i tiden. Her møder vi vores hovedperson, Jonathan Reid, en berømt blodspecialist, der netop er hjemvendt fra 1. Verdenskrigs slagmarker blot for at erfare, at hans hjemby er blevet forvandlet til et helvedeslandskab tynget af krigen, den spanske syge, og det der er værre. Det hjælper heller ikke ligefrem på Jonathans humør, at en ukendt vampyr har forvandlet ham, så han uforvarende har drænet sin egen søster. Det er et solidt udgangspunkt, som sender Jonathan på jagt efter svar i spillets særdeles dystre version af London. Og det er netop dette opklaringsarbejde, der åbner op for det mest bemærkelsesværdige aspekt ved spillet.

I sin grundform er Vampyr nemlig et temmelig traditionelt action-rpg, men bagved kører der en form for social simulator, hvor hvert distrikt har sit eget menneskelige øko-system, som du naturligvis kan påvirke i kraft af dit virke som enten læge eller vampyr. Vælger du at agere som helende læge og helbrede de syge borgere, bliver spillets distrikter mere stabile, og der er fri adgang til at handle med entreprenante borgere. Ulempen ved ikke at give efter for sine blodhungrende behov er, at du går glip af en massiv mængde erfaringspoint, der naturligvis kan benyttes til at opgradere Jonathans offensive og defensive evner og dermed gøre kampene lettere. Ulempen ved at mæske sig i sine medborgeres blod er til gengæld, at distrikterne risikerer at ryge i kaotiske tilstande, hvor borgerne er fjendtlige og butikkerne utilgængelige. Dertil kommer naturligvis de samvittighedsmæssige kvaler et sådant blodbad vil påføre de mere dydigt anlagte. For de af os der hverken er fromme lam eller blodtørstige monstre, er en mere afmålt tilgang vejen frem. Ved at snakke med de forskellige borgere kan du nemlig opnå viden om dem og dermed afgøre, hvem der fortjener at leve eller dø.

Vampyr
VampyrVampyrVampyr

Som mit første offer valgte jeg for eksempel en krigsveteran med stærke kroniske smerter. Han er nok et bedre sted nu, bildte jeg mig selv ind, mens jeg tørrede blodet væk fra mundvigen og spankulerede tilbage til de andre patienter. På den måde spiller dialogsystemet sammen med den sociale simulator, hvilket er en god idé, der i praksis desværre medfører en del kedelige rutinesamtaler. For der er nemlig den krølle på halen, at jo mere du ved om dit offer, des mere erfaring giver det nemlig, når du lader dine hugtænder tale dødens sprog. Information om en person fås både gennem at snakke med vedkommende men også med distriktets andre borgere. På den positive side løfter det sløret for nogle interessante sidehistorier, men dialogen og præsentationen er ikke altid stærk nok til at holde kedsomheden tilbage. Mere spændende er de uforudsete konsekvenser, det kan have at tage et liv. For eksempel resulterede mit mord på krigsveteranen i, at en gruppe vampyrjægere bortførte en sindsforvirret patient, de havde mistænkt for at være vampyr. Tynget af dårlig samvittighed måtte jeg haste til deres tilholdssted for at komme hende til undsætning ved at slagte jægerne. Det er i situationer som dette, at Vampyr virkelig lever, men desværre bliver den sociale simulator ofte tynget af mikrostyring som for eksempel at haste rundt og uddele medicin til de syge for at opretholde et (nogenlunde) sundt og velfungerende distrikt. Omvendt kan man jo bare lade det hele gå amok, men det strider mod Jonathans karaktertegning, og så føles det også lidt mærkeligt at ignorere et af spillets største fokusområder fuldstændig.

Vampyr
VampyrVampyrVampyrVampyr