Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Adventure Time: Pirates of the Enchiridion

Adventure Time: Pirates of the Enchiridion

Pirates of the Enchiridion bliver endnu et offer for "spil baseret på tv-serier"-forbandelsen, men det formår stadig at overraske positivt... nogle steder.


Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus

At få stukket et Adventure Time-spil i hånden er en ambivalent følelse. Som fan af serien vil jeg altid se frem til flere eventyr med Finn og Jake, men som fan af spil-industrien kender jeg kun alt for godt til "spil baseret på film/serier"-forbandelsen. Det er en forbandelse, der har resulteret i utallige halvfærdige spil, der lige skulle udkomme samtidig med filmen, det var baseret på. Pirates of the Enchiridion ridder højt på bølgen af showets sidste sæson, men man kunne håbe, at udviklerne hos Climax Studios ikke har været nødt til at skynde sig for at fange bølgen. Meget tyder dog på, at de har haft en anelse for travlt.

Humor handler om timing. Den rette punchline på det forkerte tidspunkt tiltrækker meget lidt latter, hvorfor spil ofte har haft svært ved at overføre jokes fra et tv-show til din konsol. South Park: The Stick of Truth havde overraskende stort held med det, men Matt Stone og Trey Parker skubbede også sig selv og udviklerne til bristepunktet for at opnå den bedrift. En bedrift som Climax Studios ikke kan prale med. Der bliver forsøgt, men aldrig ramt rigtigt. Stemmeskuespillerne ender med at lyde som en skygge af sig selv, og når seriens jokes aldrig kommer ordenligt i land, er det svært at føles som serien.

Heldigvis er der et andet niveau til serien; verdenen. Vidunderlig barnlig med sine uhyggelige skove, øer lavet af kage og sine karakteristiske indbyggere, hvilket er et punkt som Pirates of the Enchiridion har større held med, om end det aldrig rammer tv-seriens grafiske udtryk. Det havde måske også været meget at bede om, men i det mindste forsøger de at lægge sig tæt op af den. De forskellige øer er befolket med indbyggere - der går side om side med potentielle fjender - hvilket skaber liv i byen, selv om du ikke kan interagere med dem. Det er dog et liv, der hurtigt føles falsk. Jo mere man går rundt i verdenen, jo mere tom føles den. Ja, der går karakterer rundt, men de er begrænset til en stramt optegnet rute eller at stå stille ved siden af deres hus. De siger nogle gange noget, men gentagelser i replikker bliver hurtigt åbenlyst for spilleren. Der er et liv i serien - en livsglæde, en humor, en tilstedeværelse - som spillet aldrig formår at opfange, hvorfor spillet ender som en efterligning af Adventure Time uden at have sjælen.

Adventure Time: Pirates of the Enchiridion
Adventure Time: Pirates of the EnchiridionAdventure Time: Pirates of the EnchiridionAdventure Time: Pirates of the Enchiridion

På gameplay-fronten har udviklerne dog taget nogle gode beslutninger. Med sit tur-baserede kampsystem, har udviklerne hurtigere kunne smække noget sjovt sammen, hvilket bare kan være sværere at gøre hurtigt med andre kampsystemer. Dermed ikke sagt at tur-baserede kampsystemer er lette at ramme rigtigt, men med en mulighed for at angribe, special angreb, forsvare sig, tage en kage (liv) og flygte, så spiller det hele som man kender det uden på nogen måde at forny genren. Dette er et kampsystem der fungerer, fordi det læner sig op af hvad andre spil allerede har bevist fungerer. Dybt bliver det aldrig, udfordrende bliver det nogle gange, men det formår altid at være underholdende. Heldigvis kender de også deres besøgstid og overrumpler dig ikke med kampe konstant.

Finn og Jake ender også ofte med at skulle forhøre en karakter, hvilket ender med en beslutning om good cop eller bad cop. Skal du være sød eller sur? Ofte ret let at "regne ud" da spillet lodret fortæller dig, hvilken strategi der nok virker bedst. Og rammer du ved siden af? Bare rolig, så kan du bare gøre det omvendte næste gang. Det ender som en mærkelig tilføjelse, der ikke rigtigt tilbyder noget til spillet, som ikke kunne være håndteret med en underholdende cut-scene.

I det hele taget savner man mere af det underholdende aspekt. Ikke af mangel på forsøg hos udviklerne, men hvad der virker som mangel på tid til at udføre det ordenligt. Når man sejler på sin båd "Jeff" mellem øerne, vil Finn og Jake synge en sang. Lyden er bare så ringe produceret, at man ikke rigtigt kan opfange hvad de synger. Loading-skærmen før en kamp får ofte lov til at bryde billedet i alt for lang tid i forhold til hvad vi i dag forventer - især med et kampsystem der virkelig ikke ser ud til at kræve meget af konsollen. Jeg oplevede endda, at Finns stemme forsvandt i en cut-scene, og næste gang han talte var det Jakes stemme der kom ud af munden på ham. Til denne dag nok den mærkeligste bug jeg har været ude for, og i sidste ende et meget godt billede af hele oplevelsen. Det har gået lidt stærkt i udviklingen af spillet, og selv om Climax Studios har taget nogle gode valg, savner spillet stadig nogle måneder i fabrikken, før det er klar til at blive søsat.

Adventure Time: Pirates of the Enchiridion bliver derfor endnu et offer for forbandelsen. Der har været større syndere gennem tiden, men spillet kan ikke løbe fra en følelse af, at det hele føles lidt ufærdigt. Jake og Finn er langsomt ved at udleve deres sidste eventyr, og det er forståeligt, at udgiveren gerne ville have Pirates of the Enchiridion ud før makkerparret er gået på pension. Adventure Time er endnu et bevis på, at god underholdning kræver god tid, og det er en tid som Pirates of the Enchiridion ikke havde.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Kampsystemet
-
Bugs, formår aldrig at føles som serien, stemmeskuespillet, forhør
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer