Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Phantom Doctrine

Phantom Doctrine

Firaxis populariserede det turbaserede spil på ny i 2012, og nu følger CreativeForge op med en espionage-baseret fortolkning. Vi anmelder.


Facebook
TwitterReddit

Da Xcom: Enemy Unknown udkom tilbage i 2012, så var det en sand landvinding for branchen. Godt nok havde lignende turbaserede action-strategispil eksisteret forinden, men spillet var en revitalisering, en kærkommen tilbagevenden, der appellerede bredt nok til ikke bare at minde nostalgikere om hvor tilfredsstillende denne formular fungerer, men også introducere et helt nyt publikum til selvsamme formular.

Når det så er sagt, så er Xcom: Enemy Unknown og Xcom 2 ikke for alle - slet ikke. Og hvorimod dem der fulgte branchen forventede en sand syndflod af lignende projekter, så er det ikke mange nye der er sprunget op. Jo, til tider er der dukket et enkelt op hist og her, men ligefrem en revolution er det ikke blevet til.

Og her kommer Phantom Doctrine så, et spil der modigt benytter en nær identisk strukturel formular som Xcom, men vandrer ned ad en anderledes narrativ sti. Det er modigt når der nu ikke er særligt mange forgangstilfælde. Og som denne anmeldelse forhåbentlig reflekterer, så er CreativeForge Games' spionspil netop den fortolkning af Firaxis' formular, jeg håbede at se.

Phantom Doctrine
Phantom DoctrinePhantom DoctrinePhantom DoctrinePhantom Doctrine

Selvom CreativeForge har tilføjet en masse til "Xcom-strukturen", så vil hvert eneste mekaniske aspekt øjeblikkeligt føles komisk genkendeligt. Du har en base, hvorfra du opgraderer grej, tilpasser dine agenter, danner et overblik over fjendens bevægelser og hyrer nyt talent fra. Via et verdenskort sender du agenterne rundt på missioner, hvoraf nogle er automatiske og giver belønninger, hvorimod andre kræver at du udvælger et hold og bevæger dig ud på mission. Alt ligefra verdenskortet til avanceringen af tid som primær udslagsgivende faktor - det er altsammen løftet direkte fra Firaxis på nær skamfuld facon. Igen, dog er det modigt at de ønsker tilkendegive deres inspirationskilde på så åbenlys vis. Firaxis kan ikke være helt vrede.

Lighederne stopper ikke der. I kamp bevæger du dine agenter rundt en efter en. En lys blå indikerer hvor langt en bestemt karakter kan nå, og efterfølgende kan du bruge action-point på at skyde, kaste granater, gå i nærkamp eller alt derimellem. Det kan ikke siges nok gange - det her er Xcom, det er det bare.

Men samtidig er Phantom Doctrine en espionage thriller ala Dame, Konge, És, Spion, hvor nationer udspionerer hinanden, lærer dunkle hemmeligheder og udfører skjulte missioner. Din gruppe udforsker en ondsindet smuglerring ved navn Beholder, og langsomt men sikkert graver du ud i et dybt realistisk politisk plot, der ikke bare fortolker ægte verdenshistorie på spændende vis, men også formår på egen hånd at skabe indlevelse, intrige og interesse. Mellemscenerne er statiske, håndtegnede billeder med effektivt stemmeskuespil, og selvom du konstant drages imod andre problemer på verdenskortet, så er der altid en rød tråd at følge igennem al politikken. Har du bare nogenlunde hang til James Bond, Mission Impossible og særligt John Le Carré-romaner, så vil du finde en udsøgt fornøjelse i at opleve en historie der tager sig selv seriøst, og lykkedes vigtigst af alt. Desuden skal det nævnes, at der er tre forskellige kampagner fra start af, hvor du enten spiller CIA, KGB eller en tredje, hemmelig, organisation. Forskellene er meget små, men ønsker du i forvejen at spillet det igennem igen, eksempelvis på en højere sværhedsgrad, så er dette en fin måde at introducere lidt variation.

Phantom Doctrine
Phantom DoctrinePhantom DoctrinePhantom Doctrine

Men det er ikke alt CreativeForge har tilføjet til Phantom Doctrine for at det kan skille sig ud, for hvorimod Xcom-formularen byder på snigeri i begyndelsen af hver kamp, så handler spillet dybest set om taktisk krigsførelse, hvorimod Phantom Doctrine handler om taktisk espionage. Når dine agenter ankommer til en mission, så er området oftest befolket, og soldater patruljerer. Alt ånder med andre ord fred, og oftest forholder det sig sådan at visse strukturer anses som værende forbudt område, men generelt kan dine agenter bevæge sig rundt i banen med fjender om ørene uden at blive angrebet - de er jo bare civile i deres øjne. I det hele taget er Phantom Doctrine struktureret omkring det faktum at du bør undgå åbne ildkampe så vidt som muligt. Én eller flere af dine agenter kan klædes ud så de kan bevæge sig ind på forbudte områder, og dermed uskadeliggøre fjender og stjæle information i det usete. Dermed bliver det der er et kampscenarie i Xcom i stedet til ét stort puslespil i Phantom Doctrine, hvor du konstant tænker over hvordan du kan undgå at blive set.

Bliver du så set, så slipper helvedet løs, for én af de mere kuriøse tilføjelser er manglen på en procentbaseret chance for at ramme. I Phantom Doctrine er der kun en meget smal chance for at misse helt, ellers rammer både du og fjenden altid - spørgsmålet er så bare hvor meget skade du eller de gør. Det er mærkværdigt for at sige det mildt, og kommer du i kamp mærker du hurtigt hvor ubalanceret dette system er. Du placerer din agent ved fuldt dække, men over hundrede meter væk rammer en fjende alligevel. Det procentbaserede system i Xcom har også sine skønhedsfejl, men det føles mere retfærdigt end her. Der er ingen tvivl om at Phantom Doctrine er sjovest når du, spilleren, har magten til at styre tempoet, og det har du når du er i såkaldt "Infiltration Mode", hvor du uopdaget danser en dans med døden, alt imens du undgår fjendtlig kontakt.

Phantom Doctrine
Phantom DoctrinePhantom DoctrinePhantom DoctrinePhantom Doctrine