Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Sonic Mania Plus

Sonic Mania Plus

Claus anmeldte Sonic Mania sidste år, og nu vender han tilbage for at kigge nærmere på genudgivelsen, der har fået navnet "Plus".


Facebook
TwitterReddit

Som nogle måske kan huske så anmeldte jeg Sonic Mania sidste år, og uden at ødelægge glæden ved at læse den originale tekst så var jeg godt tilfreds med hvad SEGA og deres hold bestående af Christian Whitehead, Headcannon og PagodaWest Games havde præsteret. Så her et år senere landede Sonic Mania Plus, eller Encore som det også bliver kaldt, i spillets menu. Ja, for allerede eksisterende ejere er dette i virkeligheden bare en udvidelse, men SEGA har også taget chancen og genudgivet spillet. Spillet kan fås på Nintendo Switch, PlayStation 4, Xbox One, Microsoft Windows, og jeg har denne gang valgt at anmelde spillet på Nintendo Switch.

Jeg var så heldig at rejse en tur til Rumænien i ferien, og som mange ved, så kan lufthavne godt være et kedeligt sted. Derfor var det fantastisk at kunne spille Sonic Mania mens jeg ventede. Spillet passer perfekt på en håndholdt konsol, og man kan med Nintendos standby-system, bare stoppe og genoptage ens sessioner når man vil.

Så Sonic passer godt på Switch - sikken overraskelse (læs: sarkasme), men hvad er der så nyt i denne version af Sonic Mania? Altså, ikke så meget faktisk, og det er spillets svaghed synes jeg. Men lad os lige få styr på præcis hvad det nye indhold er inden vi bestemmer os for om det kan betale sig enten at geninvestere eller at købe udvidelsen.

Det første man opdager, er at man kan spille med to nye karakterer, Mighty the Armadillo og Ray the Flying Squirrel. Generelt spiller man dem på samme måde som Sonic, Tails og Knuckles, men de har hver især nogle evner som gør at de skiller sig ud. Mighty kan i luften smadre ned i jorden, og derved slå fjenderne, eller knuse sten som kan føre til nye steder. Jeg synes egentlig ikke jeg brugte det særligt tit, da banerne ikke har mange steder hvor det kunne betale sig. Derudover var det tit farligt, da især de sidste baner i spillet er fyldte med pigge og andet farligt, som man kan lande på og miste alle sine ringe.

Ray det flyvende egern har en lidt mere brugbar evne, som gør han kan glide i luften lidt ligesom Mario kan i Super Mario World. Dette gør at man kan nå hemmelige steder, som er højere oppe end normalt. Faktisk vil jeg sige at alle karakterer som kan klatre eller flyve er at foretrække fremfor dem der ikke kan. Det kommer specielt i tale når man snakker om at finde de store ringe, som fører én til bonusbanerne. Jeg havde uhyre svært ved at finde nok til at blive til Super Sonic, men da jeg spillede som Tails fandt jeg dem allerede efter fjerde eller femte bane. Jeg siger ikke at det gør spillet dårligere, men det gør spillet meget nemmere, hvis man gerne vil have det hele med. Der er egentlig ikke mere at sige om selve Mania Mode, som bare er spillet som det altid har været. Hvis man derimod gerne vil prøve noget nyt, så er Encore Mode, det man skal vælge.

Encore Mode er en helt ny måde at spille Sonic på. Her er de regler man kender lavet om, og man skal forholde sig til nye ting. Banerne er de samme som i Mania Mode, men de har tit en anden farvepallette, og stemningen er anderledes. Derudover er der nye bonusbaner som man skal lære at kende, så man kan få Kaos-juvelerne. Dette er jo meget som i Mania Mode, men der hvor denne spiltype skiller sig ud, er i den måde man får Power Ups. Man får nemlig ikke ekstra liv som man normalt gør, men man får liv til en af fem karakterer man kan vælge. Det vil sige at man kan få et Tails-liv, som så kommer til at stå i bunden af skærmen som T, og Sonic får et S, og så videre. Der er altid to karakterer på skærmen som man kan skifte imellem løbende. Hvis den ene dør, så kommer den karakter man har fået et ekstra liv til så i spil. Man kan desuden smadre en Power Up, som skifter til en tilfældig karakter. Denne konstante udskiftning gør at Encore Mode føles meget nyt, og man er hele tiden tvunget til at bruge ens karakters specielle evner så godt man nu kan. Dette kan godt lyde lidt svært, men heldigvis handler Sonic Mania for det meste om at løbe stærkt og samle ringe, og det kan man sagtens med alle fem karakterer. Jeg synes Encore Mode er en spændende tilføjelse til spillet, men når alt kommer til alt, er det bare Sonic, og længere henne i spillet synes jeg at det nye, spændende går af spiltypen. Og det er nok min største klage over spillet - der mangler lidt nye indhold, der skal retfærdiggøre "Plus"-titlen, og en kæmpe genudgivelse.

Sonic Mania Plus er et fantastisk spil uden tvivl, men retfærdiggør indholdet prisen? Både ja og nej. Spillet koster omkring 150 kroner på de fleste platforme, og det i sig selv er ikke galt, men ejer du Sonic Mania allerede så får du det ekstra indhold til cirka 35-40 kroner, og indholdsmæssigt passer det nok meget godt. Jeg havde dog gerne set nogle nye baner. Tag ikke fejl, de allerede eksisterende baner får en helt ny følelse med de nye farver, men det er altså de samme baner. Alle hemmelighederne er de samme steder og ringene ligeså, så det føles ikke meget anderledes. Jeg havde gerne betalt det dobbelte for en ny omgang baner, ligesom i Sonic 3 and Knuckles tilbage i 90'erne, hvor man fik fire til fem nye baner og nye bonusbaner, som kunne gøre en til Hyper Sonic. Jeg er ikke sikker på jeg havde købt Sonic Mania Plus hvis jeg ikke skulle anmelde det. Har man ikke Sonic Mania, så vil jeg klar anbefale spillet. Det koster som sagt 150 kroner, og når man købet det så følger Plus-indholdet med i prisen.

Sonic Mania Plus et stadig et fantastisk spil, grafikken har stadig det der dejlige 16bit-udseende, og musikken er remixet med ny musik i smuk forening. Styringen er præcis og tilfredsstillende, og når man drøner rundt i banerne i fuld fart så føles spillet ligesom eller bedre end originalerne på Sega Mega Drive eller Sega CD. Det skal som sagt fremhæves, at jeg spillede Sonic Mania Plus på Nintendo Switch, og spillet fungerer glimrende både i håndholdt tilstand og i standeren. Faktisk var der noget tilfredsstillende ved at spille det mens jeg var på rejse, fordi jeg følte mig hensat til da jeg spillede Sonic i gamle dage. Det er måske bare nostalgien der taler her, men det føltes bare godt.

Så har du Sonic Mania allerede, vil jeg anbefale Sonic Mania Plus forsigtigt, da der ikke er meget nyt indhold, som man ikke allerede har med originalspillet, men har man ikke spillet, så får det de varmeste anbefalinger herfra. Sonic Mania er stadig det bedste 2D Sonic-spil efter min mening.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Knivskarp styring, flot 16bit-grafik, fantastisk lyd, glimrende sværhedsgrad.
-
Manglende indhold i Plus-delen, de nye karakterer er ikke anderledes nok.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer