Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
We Happy Few

We Happy Few

Hvad har vi dog gjort, at vi skal ha' det så godt?


Facebook
TwitterReddit

Her er et spørgsmål, som du sikkert har mødt før: hvis en pille kunne gøre dig lykkelig, ville du så tage den? Det er et svært spørgsmål, men også noget forsimplet. For hvad mener vi overhovedet, når vi taler om lykke? Er det overhovedet lykken vi søger - eller noget andet vi flygter fra? Fortidens spøgelser, ligene i lasten og skeletterne i skabet, for eksempel. Det er netop den tanke som bliver fremført og formgivet We Happy Few, hvor indlæsningsskærme og propagandaplakater stolt proklamerer at 'det lykkelige land har ingen fortid'. Det lyder næsten for godt til at være sandt...

We Happy Few er dog alt andet end historieløst. Oprindeligt blev det undfanget som et overlevelsesspil med processuelt skabte elementer, men med tiden har det udviklet sig til en mere traditionel, men ikke mindre interessant spiloplevelse - med et stort fokus på en spændende spilverden og en stærk fortælling. Her er tale om en særpræget blanding af forskellige genrer, stilarter og inspirationskilder. Wellington Wells, spillets semisatiriske dystopi, er tydeligt inspireret af klassiske værker som 1984 og Brave New World, men også film som Brazil og A Clockwork Orange. Og med sin forkærlighed for skarpe neonfarver og anakronistisk teknologi, er en sammenligning med BioShock vist heller ikke til at komme udenom.

We Happy Few

Strukturelt set er spillet lidt af en sandkasse. Der er tre spilbare karakterer med hver deres kampagne, talrige sidemissioner og halvstore, åbne områder at udforske. Miljøernes detaljerigdom er ofte imponerende og selvom både nærkamp og snigeri indgår i oplevelsen, så virker We Happy Few mest af alt som et opdagelsesspil i førsteperson. Det er i hvert fald her at spillet kommer til sin ret; når verdenen får lov at udfolde sig i et mere langsommeligt tempo og ikke kun i forlængelse af et geværløb. Udviklerne har formået at skabe en kontrast- og spændingsfyldt spilverden, som måske netop i kraft af sine åbenlyse inspirationskilder fremstår som noget helt særligt.

Wellington Wells er ikke ligefrem noget rart sted at være, trods overfladiske beviser på det modsatte. Her er euforiserende lykkepiller en obligatorisk del af kosten, ligesom ansigtsbrede smil hører uløseligt til garderoben. Afviger man fra normen, så er det ud, ud, ud! Bag de farverige butiksfacader og sukkerholde samtaler gemmer byen nemlig på en dyster hemmelighed. En hemmelighed som de fleste har fortrængt og kun de færreste tør nævne. Og som du måske kan forestille dig, så er det netop mødet med denne som driver historiens tre spilbare karakterer på flugt fra samfundet.

We Happy Few

Imidlertid er livet uden for Wellington Wells, om muligt, endnu værre. Her er langt mellem måltiderne, men ikke kortere mellem farerne. Så det handler om løbende at indsamle resurser og håndbygge små remedier og værktøj. Jovist, for trods talrige omvæltninger, så er spillets overlevelsessystem stadig intakt - på godt og ondt. Hvis tanken om dette for dig til at miste al interesse og gribe efter brækposen, så bebrejder jeg dig ikke. Hvad sjov er der overhovedet i at skulle babysitte sin spillerkarakter hvert andet minut? Der er heldigvis mening med galskaben. Sådan da.

We Happy Few forsøger ikke som sådan at genopfinde den dybe tallerken. Som altid er der søvn-, sult- og væskebehov som skal dækkes. Her scorer spillet ingen point for originalitet, men til gengæld er det fleksibelt. Sværhedsgraden er flerdimensionel, så man kan intensivere eller helt deaktivere overlevelsesaspektet, uafhængigt af resten af spillet. På midterste sværhedsgrad er hverken søvnunderskud eller dårlig kost nok til at tage livet af dig. Det kan sænke evnen til at sprinte, men ellers er konsekvenserne i grove træk negligerbare.

Mere interessant er muligheden for at lade sig fornøje eller forgifte af diverse rusmidler, heriblandt Joy, den kulturelt ordinerede lykkepille. Er man på Joy, kan man (nogenlunde) frygtløst udforske Wellingtons småbyer og distrikter. Til gengæld bliver man, med fare for at overdosere, nødt til at holde rusen ved lige, for ikke at opleve de både psykologiske og sociale bivirkninger. Altså må man hele tiden vægte og veje de belønninger og risici som er forbundet med indtagelsen af stoffer. Ligesom i virkeligheden.

We Happy Few
We Happy Few