Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Salt and Sanctuary

Vi anmelder Salt and Sanctuary på Switch

Et uhøjtideligt, anderledes, og decideret godt spil overføres på akavet, uheldig vis til uhøjtidelig, anderledes, god konsol.


Facebook
TwitterReddit

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at jeg er svært glad for Dark Souls. Jeg er dog ikke glad for at alting skal sammenlignes med Dark Souls, men lige præcis hvad angår Salt and Sanctuary, er sammenligningerne helt reelle. Mest af alt fordi udviklerne slet og ret erkender, at de gerne ville lave et Dark Souls-spil. Det udfordrende action-rollespil er en genre der dog ikke just er ny, og heller ikke blev opfundet med Dark Souls, så hvordan tilgår man sådan en krabat uden at skulle lide under beskyldninger om plagiat? Jo, i tilfældet med Ska Studios, giver man det ikke blot et visuelt karakteristisk spin, men ligeså kaster man en snert platformer-afart ned i trylledrikken. Salt and Sanctuary har i det hele taget fundet en formular der virker, om end en formular der ikke just er original.

Spillets gang forløber sig nogenlunde som i, ja, Dark Souls. Du er strandet efter et skibbrud, og skal nu redde den prinsesse dig og dit mandskab valfartede på tværs af havene, for at stoppe udbruddet af totalkrig. Historien er ikke mere kompliceret, eller udpenslet, end det. Du nedlægger fjender, får X-antal point, og anvender disse point til at opgradere din selvskabte karakter. Ved bestemte steder på den meget åbne, og sammenhængende bane, er der så en boss som er væsentligt sværere end de sædvanlige fjender du ellers går og hugger i. En sjov lille lakrids, som følge af navnet, er at de point du indsamler og opgradere med omtales som salt. I ved, fordi når en gamer bliver vred og frustreret, så er graver de i saltminerne. Internetkultur og så fremdeles. Lige meget. Derudover samler du også guld fra slagne fjender, som du kan anvende til at købe nyt udstyr. Det giver spillet en væsentligt hurtigere progression end pendanten Dark Souls, at have to valutaer i stedet for en. Det hele fremvises med en meget afdæmpet, karikeret tegneseriestil, nærmest som man kender den fra gamle Newgrounds Flash-animationer. Det er på sin vis familiært, men anderledes æstetisk tilfredsstillende på samme tid.

Salt and Sanctuary
Salt and SanctuarySalt and Sanctuary

Salt and Sanctuary leverer en spændende sammenslutning mellem betænkelige kontrastød og aggressive angrebsteknikker. Du kan vælge mellem at blokere og slå til kontra, eller bare spring mellem den ene kombination og den anden, mens du hopper rundt og leverer bomber fra oven. Til trods for at Ska Studios gerne ville levere en trolig Dark Souls oplevelse, får jeg snarere associationer til Mega Man eller Ghost n' Goblins når man ankommer til kampsituationerne. Af samme årsag, låner Salt and Sanctuary sig selvfølgelig også langt bedre til et controller layout end mus og keyboard. Jeg har selv spillet til PC, og kan bekræfte at lidt håndgemen med en styrepind og fire knapper, fungerer langt bedre end QWERTY og maniske museryk.

Derfor ligger Salt and Sanctuary også fint i svinget til Switch. Det kunne man i hvert fald ledes til at tro, hvis man kaster sig ud i at redde prinsessen når konsollen står i standeren. Her foregår styring, spiloplevelse og så fremdeles på mange måder som at spille det på hjemmecomputeren. Om end opløsningen ikke er helt så skarp. Historien er en helt anden hvis du griber din Switch-konsol, og vil udforske Village of Smiles for eksempel, i håndholdt tilstand. Spillet er simpelthen for småt fremvist. For småt og for mørkt. Salt and Sanctuary er ikke et farverigt spil, og gør sig i en hel del i skyggeriger og mørke korridorer, hvilket, rent æstetisk, passer til spiloplevelsen. Rent teknisk skaber det dog en masse problemer, når man kombinerer tunge skygger med monstre med få animationer, nedskalaret til nærmest mikroskopisk størrelse. Der er vitterligt tidspunkter hvor jeg ikke kan se at jeg bliver angrebet, fordi spillet er så småt gengivet.

Salt and Sanctuary
Salt and SanctuarySalt and Sanctuary

Dette fjerner et stort eksistensgrundlag for Salt and Sanctuary på Switch, da spillet i sig selv kunne være en flot optakt til Dark Souls' debut på konsollen senere i år. Når jeg ikke kan trække min Switch med mig og spille Salt and Sanctuary indskrænkes glæden ved at eje spillet på Switch dog en hel del. BlitWorks, der står for konverteringen, er erfarne på alle mulige andre konsoller, men dette er deres første forsøg på at overføre et spil til Nintendo Switch, og det kan mærkes når det man kigger på arbejdet med den håndholdte tilstand af spillet. Har du ikke andre muligheder kan du helt sikkert stadig trække en række underholdende timer ud af Salt and Sanctuary, hvis du ikke har noget imod at sidde derhjemme med din Switch. På farten bliver det dog en frustrerende oplevelse. Derudover er det til tider problemer med piletasterne, hvor op og ned går til venstre eller højre og omvendt, når man skal gennemgå gennem valg af nye evner.

Alt i alt bliver et oplagt spil til hybridkonsollen ikke et gennemført flot mål, men derimod et halvkvalt forsøg på et saksesparks-finish, som en medspiller lige må drible udenom målmanden efterfølgende.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Fungerer flydende i standertilstand, spændende hybrid mellem action-rollespil og platformspil, unik grafisk fremvisning.
-
Ikke optimeret til håndholdt tilstand overhovedet, piletasterne opfører sig til tider mærkeligt, formår ikke at udnytte Switch-konsollens fulde potentiale.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer