GR STREAMING
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
FIFA 19

FIFA 19


FIFA fortsætter den gode stime og rammer endnu engang plet i dette års udgave. 



Facebook
TwitterReddit

EA har igen i år serveret et delikat festfyrværkeri af en fodboldbuffet med det nyeste skud på FIFA-stammen. Hvis du går let uden om det ildelugtende fad med ligegyldigheder og lader være med at skæve for meget til køkkenet, er der rigeligt med godter til fans af serien. Som sædvanligt kan du let overse forskellen fra sidste år ved første øjekast. Der er dog kommet flere boller på suppen, hvis du kigger efter.

En af de forskelle du dog allerede kan mærke fra første fløjt, er måden hvorpå spillerne behandler bolden. FIFA kalder det selv på godt dansk: "aktiv touch system". Et term der dækker over en række nye animationer, der alle er med til at gøre, at spillerne har et mere realistisk touch på bolden og langt flere muligheder for at behandle den. Det føles i mindre grad som om, at bolden er limet til fødderne på dine spillere, og du bliver derfor hele tiden nødt til at arbejde for at beholde den i egne rækker. Det virker naturligt at bruge den højre styrepind til at lave en retningsbestemt tæmning eller tage et uventet træk.

En af de ting som FIFA gør så utroligt godt, er, at du let kan lave vanvittigt flotte opspil med de grundlæggende kontrolmuligheder, og samtidig har mulighed for at udvide dit spillemæssige vokabularium med de mere avancerede kontrolmuligheder. Der er en rigtig fin synergi mellem de forskellige knapper og deres forskellige funktioner. Eksempelvis bruges den samme knap til at lave finter uden bolden og lade bolden glide mellem benene i stedet for at tæmme den. Derfor føles det hurtigt naturligt at kombinere de forskellige knapper på kryds og tværs.

En af de mest opsigtsvækkende tilføjelser i denne udgave af FIFA er timede afslutninger. Ved afslutninger kan du give et ekstra tryk på afslutningsknappen, når spilleren rammer bolden. Dette vil give bolden mere styrke og præcision. Der er dog en vis risiko ved de timede afslutninger. Mistimer du dit andet tryk vil din spiller ramme bolden virkelig skidt og gøre chancen meget mindre. Heldigvis er de timede afslutninger ikke et sikkert kort. En veltimet afslutning kan både redes af målmanden og ramme langt ved siden af målet. Omvendt kan en mistimet afslutning sagtens ende i kassen. Det er en meget videospilsagtig feature, men det falder også perfekt ind i fodboldverdenen, hvor præcision og timing er en stor del af spillet.

FIFA 19
FIFA 19FIFA 19FIFA 19

En af de mere skjulte nye features er 50/50-kampe, hvor kampen om en løs bold mellem to modstandere, der er lige tæt på den, vil blive afgjort af brugerfærdigheder og spillerfærdigheder. Jeg synes allerede, at FIFA har været gode til at have fokus på duellerne, men med dette nye tiltag er der virkelig kamp om alle andenbolde. I min anmeldelse af PES var jeg lidt ærgerlig over, at det defensive spil ikke var lige så spændende som det offensive. Det er ikke tilfældet i FIFA. Her er det defensive spil sin helt egen størrelse. FIFA har endda stjålet PES' bedste defensive feature, hvor du har en ekstra tom spillermarkør, der indikerer hvilken af dine spillere, der vil komme og hjælpe, hvis du tilkalder ekstra hjælp. Der er så meget fornøjelse at hente i en veltimet tackling.

Du skal hele tiden afveje dit løb med forsvarsspilleren: Skal du prøve at komme ind på kroppen af angriberen? Skal du hellere dække af for afleveringsmulighederne? Laver du et indgreb for tidligt, kan modstanderen let spille uden om dig, men venter du for længe, så giver du for meget initiativ til modstanderens boldholder. Spillet er underholdende og udfordrende i begge ender af banen og der er en overflod af kreative udfoldelsesmuligheder, når du skal sammensætte det perfekte angrebsmønster - og det hele ser blødende flot ud, selvom det grafisk ikke har taget nogle kvantespring. FIFA's gameplay har bare ramt en lækker balance mellem evner og tilfældigheder. Selv de sløjeste amatører fra røven af fjerde division kan være heldige at score på en afrettet dødbold mod Barcelona, men sandsynligheden er selvfølgelig ikke lige så stor, som var det omvendt. Det samme vil gøre sig gældende for manden med controlleren. De simple midler kan sagtens gøre sig gældende mod de mere avancerede.

FIFA 19
FIFA 19FIFA 19FIFA 19