Infernal

Forleden dag sad jeg i min sofa og spillede Doom på min Xbox 360. I ved, den version man kan hente ned fra Xbox Live Arcade og nyde for en symbolsk sum penge. Nå, men som jeg sad der, og dette var sjovt nok mens jeg havde Infernal liggende på mit skrivebord til anmeldelse, skete der pludselig noget meget underligt. Jeg kunne drage direkte paralleller mellem et spil fra 1993 og et fra 2007; der er åbenbart ikke sket meget på fjorten år.

I har nok allerede læst mit smugkig på Infernal, hvor jeg faktisk var ovenud tilfreds med spillet; der var masser af action, grafikken var blændende, og så kørte det som en drøm, selv på mit forhistoriske system. Kunne det blive meget bedre? Jeg må nok indrømme, at jeg blev momentært blind; I ved, ligesom når Jack Black bliver forelsket i et fedtbjerg på 300 kilo, uden at han selv kan se det... lige indtil fortryllelsen ophæver, og der står en stor, tyk blondine foran ham. Det beskriver vist meget godt mit forhold til Infernal i skrivende stund: jeg er ikke længere forelsket.

Men hvad er det der har gjort, at fortryllelsen er ophørt?

For det første er hovedpersonen Ryan Lennox, som jeg styrer rundt fra et trediepersons perspektiv, møghamrende irriterrende. Et eller andet sted syntes jeg det også, da jeg sad med betakoden i hånden; men på en eller anden måde virker han bare mere klichéagtig i den endelige version. Måske er hans smarte fipskæg blevet trimmet lidt for meget, eller også har han sendt sin stramme røde t-shirt til rens - måske har Arnold Schwarzenegger himself oplært ham i billige punchlines. Sikkert er det dog, at Ryan Lennox intet har at byde på rent personlighedsmæssigt. Han er en tom skal, der ikke kan andet end at slå på tæven.

Jo, han kan bruge sin højre ham til at hjælpe sig selv. Og nu ved jeg godt hvad du tænker, men det er slet ikke derhenne vi er, selvom spillet oser af seksuelle undertoner, når Ryan interagerer med det modsatte køn. Ryans højre arm benytter han dog til at afstraffe fjenden. Og nej, det er stadig ikke det, jeg snakker om. Ved hjælp af magiske kræfter tilføjer han enorm slagkraft til alle de våben, han skyder med - bagsiden af medaljen er dog, at det kræver magisk essens, som ikke just hænger på træerne (hvis der overhovedet findes træer i raffinaderier og klostre). Da jeg bevægede mig rundt i de utroligt dårlig designede baner, benyttede jeg mig dog ikke af de magiske kræfter; de tager alt for lang tid at eksekvere, og det er meget hurtigere blot at trække en pistol og pløkke sin fjende i hovedet.

Infernal er en stor jagt efter en måde at åbne døre på. Præcis som dengang jeg rendte rundt og ledte efter den gule nøgle, som kunne åbne den gule dør - det gik an i Doom, men det går altså ikke an i dag. Punktum. Samtidig stilles jeg heletiden overfor en ny udfordring; netop som spillets action begynder at køre med et godt flow, så kastes jeg ud i en forhindring, som jeg skal bruge en halv time på at løse. Og når forhindringen langt om længe er klaret, har spillet præsteret at dræbe al den spillelyst, jeg sad med. Dybt godnat.
Det eneste, som Infernal gør rigtigt (nemlig at levere en masse god action), manes til jorden af ulogiske gåder, indespærring i rum og en evig jagt efter knapper, computere og nøglekort, der skal åbne en eller anden dør i den anden ende af banen. Velkommen til sidste årtusinde, kære læser!

Endnu mere trivielt og langsommeligt bliver spillet af, at man konstant skal dræne sin fjendes sjæle for at få våben, energi og magisk essens. De første par gange jeg gjorde det tænkte jeg: "wauv, det her ser godt ud", men når man har drænet et tilstrækkeligt antal fjender (og denne proces tager en del tid) så får man bare lyst til at spille minestryger i stedet; her er der da mere variation at hente. Hvorfor ikke bare lade mig vandre henover min nedskudte fjende, som alle mulige andre actionspil?

Men der er også enkelte lyspunkter; bosskampene er udfordrende, grafikken er blændende og mellemsekvenserne er interessante. Når jeg ikke plages af dumme forhindringer, så er spillets action god og hurtig, og de våben, der står til min rådighed, fede i brug.

Men det kan ikke rette op på, at Ryan Lennox og hans kamp mod den lyse organisation, Etherlight, nok skulle være blevet på tegnebrættet til en grundig retouchering. Infernal føles som en middelmådig samlebåndsproduktion - og jeg er skuffet.