Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Mega Man 11

Mega Man 11

Claus har været fan af den ikoniske Mega Man-karakter siden de spæde 80'ere, og nu er han endelig ordentligt tilbage. Claus tager temperaturen på dette 11. kapitel.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her!

* Skal udfyldes

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Jeg har spillet Mega Man-spil siden 80'erne, og har prøvet mange af de dusinvis af titler, der udgør både almindelige Mega Man- og Mega Man X-spil, som findes derude. Et af mine absolut favoritspil er sågar det første Mega Man X-spil, som jeg fik til min Super Nintendo i starten af 90'erne. Men som årene er skredet frem er Mega Man-formlen blevet mere og mere udvandet, med den konsekvens at Mega Man har været i hi i de sidste mange år. Så derfor var det med stor spænding, at jeg fik Mega Man 11 at lege med til denne anmeldelse. Så lad os kigge på om denne genoplivning af karakteren kan leve op til sin arv, og måske endda forny serien. Jeg spillede Mega Man 11 på PlayStation 4, men det kan fås til næsten alle platforme derude, og er udviklet af Capcom.

Lad os begynde med historien, for som i alle de andre spil i serien, handler den om kampen mellem Mega Man, og hans evindelig fjende Doktor Wily. Mega Man-serien har aldrig som sådan fokuseret på historien, og derfor har ingen af disse narrativer kunne vinde priser. Dette ændrer sig ikke i Mega Man 11. Når man starter spillet op mødes man af en sekvens, hvor man ser de unge versioner af Doktor Light og Doktor Wily stående foran en komité. Light argumenterer for at Wilys forskning er farlig, og at hans egen skal vælges af komitéen. De vælger at støtte Doktor Lights forskning, og her vågner Doktor Wily fra hans mareridt. Efter at have valgt sværhedsgrad og startet et nyt spil befinder man sig i Doktor Lights laboratorie, hvor han lige har udviklet otte robotter, som Wily stjæler med hans "Double Gear"-teknologi. Light fortæller at han vil installere den samme teknologi i Mega Man, så han kan stoppe Wily og hans onde planer. Og så er den som sådan ikke længere - tilbage på hesten, alt er ved det gamle. Herefter er man ved den kendte menu, hvor man kan vælge imellem otte robotbosser, som man kan bekæmpe i den ønskede rækkefølge, lige som i næsten alle andre kapitler i serien. Historien er ikke Shakespeare på nogen måde, og bliver fortalt igennem små mellemsekvenser, som er sparsomt spredt ud igennem oplevelsen. Der er ikke meget af den, og i alt er der nok fire til fem sekvenser, hvor historien bliver fortalt. Historien er ganske forglemmelig, og er set bedre i tidligere spil, hvilket er synd, for jeg tænker, der var mulighed for at give serien et pift ny energi, men den er ligeså forglemmelig som altid. Det er dog ikke her spillets fokus historisk har været, og det er det heller ikke denne gang. Stjernen i spillet er som det altid har været, nemlig gameplayet.

Så er du af en mere traditionel disposition, så kan du se bort fra denne klagesang. Der er ingen der mener at serien skal satse hårdt på narrativitet, men at give historien mere kærlighed, særligt når karakteren og serien nu genintroduceres for mange, havde bare været rigtig smart.

Man kan som altid vælge imellem otte bosser. Disse er Block Man, Acid Man, Blast Man, Fuse Man, Torch Man, Impact Man, Tundra Man og Bounce Man. Navnene på bosserne siger det hele, og de ligner bosser man har set før. Hver bane har et tema der passer til bossen. For eksempel foregår Block Mans bane på en byggeplads, og Bounce Man i et karneval. Fjenderne i banerne passer så også ind i temaet, men der er også gengangere til stede, som rækker helt tilbage til det første spil, som alle der har spillet Mega Man på et tidspunkt kan genkende. Der er mellembosser på vejen mod hovedbossen, og disse kan godt være en udfordring, men de er alle overkommelige, når man lærer deres angrebsmønstre. Hovedbosserne er på samme måde, da man også skal lære deres mønstre for at besejre dem. Alt dette lyder sikkert enormt bekendt for Mega Man-spillere. Noget som også skulle lyde bekendt er, at man får ét våben baseret de forskellige bosser, når man besejrer dem. Disse våben er så en svaghed hos en af de andre bosser, og gør kampen mod dem mere triviel. Dette er den eksakte formel, som man finder i hver eneste Mega Man-spil nogensinde, og den er ærlig talt en smule kedelig, men fans af serien forventer den nok. Jeg savner dog noget nyt her, for jeg er sikker på denne dimension af spillet kunne nytænkes en smule, uden at Mega Man mister det der gør spillet populært.

Mega Man 11
Mega Man 11Mega Man 11Mega Man 11

Det er tydeligt at se hvorfor Capcom har gået forsigtigt til værks, for netop med spil som Mighty No. 9 i baghovedet har de ønsket at skabe et nostalgisk tilbageblik på karakteren, samtidig med at han skal appellere til et nyt publikum. Det er en svær position at befinde sig i, men det er sikkert at sige, at du ikke bør forvente at formlen genopfindes eller videreudvikles i Mega Man 11. Den raffineres tvært imod, og måske er det nok.

Der er dog nye ideer i spillet også. Wilys "Double Gear" er en ny mekanik, og den fungerer glimrende. Trykker man på L1 på controlleren (på PS4), bliver Mega Mans våben meget stærkere i en kort periode, og trykker man på R1 aktiverer man slow motion i en kort periode. Trykker man på de to knapper igen, så deaktivere man dem. Hvis de er aktiverede for længe bliver de for varme, og gør at Mega Man ikke kan bruge dem i 30 sekunder. Disse "Gears" giver Mega Man en enorm fordel i flere af spillets sekvenser, og kan gøre flere kampe meget nemmere, hvis man da lærer at aktivere og deaktivere dem i tide, for bliver de for varme, kan det betyde at man taber en kamp med en boss, eller falder ned i en afgrund, når tiden igen bliver normal. Dette er en fed nytænkning, som spillet desværre har lidt for lidt af, for som læseren nok kan udlede, så er spillet enormt formularisk, og minder om alle andre spil i serien, hvilket er lidt kedeligt. Dog, "credit where credit is due" - Double Gears tilføjer variation til formlen, og tak for det.

Mega Mans Mega Buster kan lades op til et super skud, og bossvåbnene kan, ved hjælp af "Double Gear", blive stærkere. Det lyder måske også nyt, men det minder mistænkeligt om når man lader Mega Buster-våbenet i Mega Man X. Nogle af disse bossvåben er nærmest ubrugelige, mens andre er enormt nyttige, og man kan mærke, at de fleste ideer har været brugt i andre spil, for de minder alle om noget, man har set før. Det er også svært at blive ved med at være originale efter over 30 år.

Desuden kan man samles møtrikker og tandhjul, som man kan købe opgraderinger med. Disse kan alt fra at give en energi tilbage, til at sørge for at Mega Buster-våbenet kontinuerligt lader sig selv op. Nogle af disse kan gøre sværhedsgraden nærmest triviel, og andre gør spillet mere udfordrende, så det er op til spilleren at vælge, hvordan spillet skal spilles. Dette er et underligt tiltag, for hvis man ikke er klar over, at man har en af dem aktiveret kan det tydeligt ændre sværhedsgraden, uden at man ved hvorfor. Generelt føles spillet meget svingende i forhold til sværhedsgraden. Der er sekvenser i banerne, som gør man har lyst til at kaste med controlleren, mens der er baner, som er meget lette, og nogle af disse er også meget forskellige i længden. Det hele føles meget ukonsekvent på en eller anden måde.

Mega Man 11
Mega Man 11Mega Man 11Mega Man 11Mega Man 11

Grafikken er dog smuk og charmerende, og de forskellige fjender er fantasifulde og smukt animerede. Grafikken er 2.5D, og kører glimrende uden at billedehastigheden falder. Lyden er også fortrinlig, og musikken fungerer uden at imponere. Der er ingen Doktor Wily-sang som i Mega Man 2 her, som jeg har haft som min ringetone på telefonen, men det fungerer. Dog synes jeg at stemmeskuespillet er dybt irriterende, og det faktum at Mega Man skriger højt, når han dør, er meget forstyrrende. Det er fint at der er stemmeskuespil i mellemsekvenserne, men hold dem væk fra selve spillet og menuerne.

Så alt i alt er Mega Man 11 en blandet omgang, for der er næsten intet nyt under solen, og netop derfor vil det kraftigt variere fra spiller til spiller hvor irriterende man finder dette faktum. Spillet føles som ren fanservice, og for mig er det synd, men for dig der måske ikke har spillet samtlige af spillene religiøst i årtier, så kan det meget vel være at denne simplere oplevelse er lige hvad du leder efter. Jeg havde dog håbet på lidt mere efter Mega Mans lange pause. Jeg havde håbet at der ville være fornyelser, som dem man så i springet fra Mega Man til Mega Man X-serien. Så er du fan af Mega Man, så får du lige præcis den samme oplevelse, som du har prøvet før så mange gange. For nu kan vi slå os til tåls med at den ikoniske karakter er tilbage, og det er i et spil der fungerer fortrinligt et langt stykke hen ad vejen. Jeg håber bare at Capcom ryster posen lidt næste gang, for det er på tide at Mega Man udvikler sig en smule.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Charmerende grafik. Double Gear-systemet, flotte animationer, solid balance.
-
Ukonsekvent sværhedsgrad, ringe stemmeskuespil, kedelig historie.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Mega Man 11Score

Mega Man 11

ANMELDELSE. Skrevet af Claus Larsen

Claus har været fan af den ikoniske Mega Man-karakter siden de spæde 80'ere, og nu er han endelig ordentligt tilbage. Claus tager temperaturen på dette 11. kapitel.

"Alle kan hoppe med" på Mega Man 11

NYHED. Skrevet af Anders Baad Mai

Vi havde muligheden for at tale med udvikler Koji Oda og Kazuhiro Tsuchiya til dette års E3, omkring deres kommende spil Mega Man 11. Vi spurgte ind til hvad der er nyt i...



Indlæser mere indhold