Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Assassin's Creed Odyssey

Assassin's Creed Odyssey

Origins var et vendepunkt for serien, og Odyssey følger trop med flere RPG-mekanikker, og mere fokus på frihed. Men fungerer det? Andreas anmelder...


Facebook
TwitterReddit

Siden Jade Raymonds og Patrice Desilëts Prince of Persia-arvtager udkom i 2007 har Assassin's Creed virkelig været en af de serier fyldt med kæmpe highs og dybe lows. Stadig i dag husker jeg følelsen af at skalere de lokale bygninger og massive konstruktioner med hovedpersonen Altaïr under det 3. korstog, og hvordan jeg næsten ikke kunne holde munden lukket grundet den vidunderlige grafik og anderledes setting. Minderne med Altaïr er så pragtfulde, at jeg ofte støver spillet af og putter det i min PlayStation 3. Jeg har fulgt Assassin's Creed hele vejen. Rejst med Ezio fra romantisk renæssance til arabisk ørken, med Connor i front af den amerikanske revolution og søskendeparret Evie og Jacob i skyggen af det industrielle gennembrud. Igennem tykt og tyndt i det bugfyldte Assassin's Creed: Unity og det sublime fjerde kapitel, Black Flag. Kvaliteten har til tider haltet - specielt i Unity, Chronicles, Liberation, Rogue og Bloodlines - men Assassin's Creed har alligevel altid haft et personligt hook, noget som kunne hive mig fra eventyr til eventyr fra uudforsket tidsperiode til uudforsket tidsperiode.

Men så kom sidste års Assassin's Creed: Origins. En nærmest greatest hits -samling af alle de bedste elementer. Level-systemet mindede om Syndicate, områderne lignede til tider det første Assassin's Creed og verdenen var enorm, men stadig spændende at udforske som i Black Flag. Origins efterlod den nærmest Batman-inspirerede parrér og dodge-styring og var mere RPG end et stealth-action spil, som klædte serien rigtig godt. Alligevel var det ikke nok til at hjælpe serien til de helt store vidder og den ultimative Assassin's Creed-oplevelse måtte vi stadig vente på. Er Assassin's Creed Odyssey endelig spillet, hvor Ubisoft udfordrer de helt store moderne klassikere? Netop dette spørgsmål gjorde, at jeg nærmest tiggede vores kære chefredaktør Magnus om at få anmeldertjansen. Alle trailere viste en fænomenal oplevelse med et dybere kampsystem, valgdrevet historie og en fabelagtig repræsentation af det antikke Grækenland.

I takt med de tidligere kapitler, er Assassin's Creed Odyssey også delt op i nutiden og fortiden. I nutiden fortsætter spillet den fortællermæssige tråd, vi kender fra forrige kapitel med Layla-Hassan og hendes opdagelser. Eventyret begynder med, at Layla finder den spartanske konge Leonidas - Ja, Gerard Butler fra 300 - spyd, hvilket giver dem adgang til to forskellige DNA-tråde: Alexios og Kassandra. Denne del af historien vil jeg umiddelbart ikke spoile, da den fylder en relativ mindre del af spillet og har nogle vigtige momenter. Ligesom med Desmond Miles formår Layla at bringe lidt liv og identitet tilbage til nutiden, hvorfor det ikke længere føles som en eller anden gimmick. Det er ikke samme niveau som Assassin's Creed III, men det er en klar forbedring.

Assassin's Creed Odyssey
Assassin's Creed OdysseyAssassin's Creed OdysseyAssassin's Creed OdysseyAssassin's Creed Odyssey

Det blev nævnt adskillige gange forud for titlens udgivelse, at et centralt element i spillet ville være det store fokus på historie og konsekvenserne af dine valg. Dette er - i min optik - altid meget farligt territorium. Ofte leger spil mere med idéen om symbolske konsekvenser af dine vakg, fremfor réelle konsekvenser. I det nyeste eventyr begynder valgene allerede fra de indledende momenter, da spilleren skal vælge hvorvidt det er Alexios eller Kassandra, der skal på rejse i fortiden. Om end du vælger Alexios eller Kassandra spiller det ikke den store rolle, men det er derimod heller ikke uden en betydning for spillet, da begge karakterer eksisterer i hinandens respektive universer. Spilleren får derfor heller ikke muligheden for at ændre på karakterens udseende eller lignende, da de er fast manifesteret i universet. Jeg valgte personligt at gennemføre spillet med Alexios.

Som handlingen skrider frem i Assassin's Creed Odyssey er det klart, at skaberne gerne vil skabe meningsfulde valg og, hvorvidt det lykkedes kan forklares med to eksempler. Ligesom The Witcher 3: Wild Hunt er Assassin's Creed Odyssey befolket med at hav af forskellige npc'er, der alle har en unik personlighed og interesser. Det er her spillet virkelig leger med sin egen verden. Med Alexios havde jeg f.eks. et one-night stand med en bondepige, som jeg senere rekrutterede til mit skib, og hjalp et gammelt ægtepar bosat i bjergene med at genfinde kærligheden i deres ægteskab. Disse møder havde vægt og personerne føltes som deres egen unikke figurer - et aspekt der ofte mangler i rigtig mange andre RPG-spil. De små personlige interaktioner med den græske befolkning føles virkelige og bidrager en masse til verdenens indlevelse. Det er ikke helt på The Witcher-niveau, men det er tæt på.

Assassin's Creed Odyssey
Assassin's Creed OdysseyAssassin's Creed OdysseyAssassin's Creed OdysseyAssassin's Creed Odyssey