Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Assassin's Creed Odyssey

Assassin's Creed Odyssey

Origins var et vendepunkt for serien, og Odyssey følger trop med flere RPG-mekanikker, og mere fokus på frihed. Men fungerer det? Andreas anmelder...

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Siden Jade Raymonds og Patrice Desilëts Prince of Persia-arvtager udkom i 2007 har Assassin's Creed virkelig været en af de serier fyldt med kæmpe highs og dybe lows. Stadig i dag husker jeg følelsen af at skalere de lokale bygninger og massive konstruktioner med hovedpersonen Altaïr under det 3. korstog, og hvordan jeg næsten ikke kunne holde munden lukket grundet den vidunderlige grafik og anderledes setting. Minderne med Altaïr er så pragtfulde, at jeg ofte støver spillet af og putter det i min PlayStation 3. Jeg har fulgt Assassin's Creed hele vejen. Rejst med Ezio fra romantisk renæssance til arabisk ørken, med Connor i front af den amerikanske revolution og søskendeparret Evie og Jacob i skyggen af det industrielle gennembrud. Igennem tykt og tyndt i det bugfyldte Assassin's Creed: Unity og det sublime fjerde kapitel, Black Flag. Kvaliteten har til tider haltet - specielt i Unity, Chronicles, Liberation, Rogue og Bloodlines - men Assassin's Creed har alligevel altid haft et personligt hook, noget som kunne hive mig fra eventyr til eventyr fra uudforsket tidsperiode til uudforsket tidsperiode.

Men så kom sidste års Assassin's Creed: Origins. En nærmest greatest hits -samling af alle de bedste elementer. Level-systemet mindede om Syndicate, områderne lignede til tider det første Assassin's Creed og verdenen var enorm, men stadig spændende at udforske som i Black Flag. Origins efterlod den nærmest Batman-inspirerede parrér og dodge-styring og var mere RPG end et stealth-action spil, som klædte serien rigtig godt. Alligevel var det ikke nok til at hjælpe serien til de helt store vidder og den ultimative Assassin's Creed-oplevelse måtte vi stadig vente på. Er Assassin's Creed Odyssey endelig spillet, hvor Ubisoft udfordrer de helt store moderne klassikere? Netop dette spørgsmål gjorde, at jeg nærmest tiggede vores kære chefredaktør Magnus om at få anmeldertjansen. Alle trailere viste en fænomenal oplevelse med et dybere kampsystem, valgdrevet historie og en fabelagtig repræsentation af det antikke Grækenland.

I takt med de tidligere kapitler, er Assassin's Creed Odyssey også delt op i nutiden og fortiden. I nutiden fortsætter spillet den fortællermæssige tråd, vi kender fra forrige kapitel med Layla-Hassan og hendes opdagelser. Eventyret begynder med, at Layla finder den spartanske konge Leonidas - Ja, Gerard Butler fra 300 - spyd, hvilket giver dem adgang til to forskellige DNA-tråde: Alexios og Kassandra. Denne del af historien vil jeg umiddelbart ikke spoile, da den fylder en relativ mindre del af spillet og har nogle vigtige momenter. Ligesom med Desmond Miles formår Layla at bringe lidt liv og identitet tilbage til nutiden, hvorfor det ikke længere føles som en eller anden gimmick. Det er ikke samme niveau som Assassin's Creed III, men det er en klar forbedring.

Assassin's Creed Odyssey
Assassin's Creed OdysseyAssassin's Creed OdysseyAssassin's Creed OdysseyAssassin's Creed Odyssey

Det blev nævnt adskillige gange forud for titlens udgivelse, at et centralt element i spillet ville være det store fokus på historie og konsekvenserne af dine valg. Dette er - i min optik - altid meget farligt territorium. Ofte leger spil mere med idéen om symbolske konsekvenser af dine vakg, fremfor réelle konsekvenser. I det nyeste eventyr begynder valgene allerede fra de indledende momenter, da spilleren skal vælge hvorvidt det er Alexios eller Kassandra, der skal på rejse i fortiden. Om end du vælger Alexios eller Kassandra spiller det ikke den store rolle, men det er derimod heller ikke uden en betydning for spillet, da begge karakterer eksisterer i hinandens respektive universer. Spilleren får derfor heller ikke muligheden for at ændre på karakterens udseende eller lignende, da de er fast manifesteret i universet. Jeg valgte personligt at gennemføre spillet med Alexios.

Som handlingen skrider frem i Assassin's Creed Odyssey er det klart, at skaberne gerne vil skabe meningsfulde valg og, hvorvidt det lykkedes kan forklares med to eksempler. Ligesom The Witcher 3: Wild Hunt er Assassin's Creed Odyssey befolket med at hav af forskellige npc'er, der alle har en unik personlighed og interesser. Det er her spillet virkelig leger med sin egen verden. Med Alexios havde jeg f.eks. et one-night stand med en bondepige, som jeg senere rekrutterede til mit skib, og hjalp et gammelt ægtepar bosat i bjergene med at genfinde kærligheden i deres ægteskab. Disse møder havde vægt og personerne føltes som deres egen unikke figurer - et aspekt der ofte mangler i rigtig mange andre RPG-spil. De små personlige interaktioner med den græske befolkning føles virkelige og bidrager en masse til verdenens indlevelse. Det er ikke helt på The Witcher-niveau, men det er tæt på.

Og så har vi de store hårdtslående beslutninger. I takt med mange ambitiøse titler før det, formår Alexios og Kassandras odyssé ikke at levere hundrede procent på dette punkt, da jeg sørgede for at have to gemte spil inden vigtige momenter og prøvede at teste resultaterne af samtlige scenarier. Dine valg har en konsekvens ja, men føles sjældent fuldstændig revolutionerende for den fulde oplevelse. Desværre er stemmeskuespillerne også alt for middelmådige og dræber nogle gange den ellers så fine indlevelse, hvilket heller ikke bliver hjulpet godt på vej af et til tider dovent manuskript.

Assassin's Creed Odyssey handler om den peloponnesiske konflikt mellem demokratiets vugge Athen og fødestedet for den krigsgale Kratos, nemlig den græske ø Sparta. Denne krig er konstant at føle i Alexios' rejse på tværs af det antikke Grækenland og alle områder er enten under kontrol fra den ene eller anden enhed. Som en brik i det større krigs spil kan du flirte lidt med de forskellige sider eller vælge at donere alt din støtte til Sparta eller Athen. Selve konceptet minder især om Syndicates strongholds, da forskellige sabotager af militærbaser og snigmord på de rette personer kan ændre den enkelte regions magtbalance, hvilket leder til at Alexios' skal vælge at repræsentere den eller anden side på store Dynasty Warriors-inspirerede slagmarker.
Assassin's Creed Odyssey handler om en kæmpe national krig og det kan føles hele vejen igennem, hvorfor Alexios heldigvis også kommer udstyret med et kæmpe arsenal af færdigheder og egenskaber. Midt i kampens hede kan Alexios have fire unikke bevægelser forbundet til sit sværd, spyd eller økse og fire til hans bue. De varierer fra eksplosive pile, erobring af fjendens skjold til et direkte spartaner spark alá Zack Snyders' ikoniske 300.
I klassisk RPG-stil bliver de låst op, i takt med, at Alexios stiger i level. Heldigvis føles alle unikke og giver plads til forskellige spillestile. De episke kampe på havet er også tilbage i Assassin's Creed Odyssey. Ubisoft genopfinder ikke den dybe tallerken på dette punkt, men tilføjer nogle interessante tiltag såsom at hyre stabsansvarlige med forskellige evner eller et øget fokus på at ramme ind i fjendtlige skibe. Ligesom med Black Flag er det et af mest underholdende elementer i spillet.

Assassin's Creed Odyssey
Assassin's Creed OdysseyAssassin's Creed OdysseyAssassin's Creed OdysseyAssassin's Creed Odyssey

Selvom rigtig mange ting virkelig er gode i Assassin's Creed Odyssey, er spillet immervæk ikke perfekt, hvorfor det for eksempel var til min store ærgelse, at jeg desværre ofte oplevede nogle fald i spillets FPS, der altid kom på de mest uventede tidspunkter. Det var aldrig en alt for irriterende faktor, men stadig nok til, at det blev for bemærkelsesværdigt. Ydermere er det mig en gåde, hvordan et spil med Assassin i titlen stadig ikke leverer specielt godt på dette punkt. Torskedumme fjender, en mangel på nyttige færdigheder og en tit upræcis styring bidrager til, at serien aldrig rigtigt formår at ramme helt plet på dette punkt. Dette års kapitel forbedrer tingene en smule, men denne del har et par skridt at vandre endnu.

I indledningen nævnte jeg, hvordan det oprindelige Assassin's Creed formåede at blæse mig omkuld med sin grafiske præstation tilbage i 2007. I 2018 har Ubisoft gentaget denne triumf med en fantastisk genskabelse af den græske verden anno ca. 400 år før vores tidsregning. Alt fra de indledende momenter på den smukke ø Kephallonia til de kæmpe søslag og gamle templer føles virkelige og sprudlende med liv. Traditionen tro er det spillets metropolis, der skinner bedst igennem. Ligesom med Jerusalem, New York og Paris er den græske hovedstad Athen det centrale punkt i spillet og det føles virkelig som om, at udviklerne har taget en historiebog og trykket "copy to game". Som en studerende i faget oldtidskundskab, var det at skalere gamle bygninger med joniske søjler og hoppe fra hustoppe ned i bunker med hø blandt togaklædte npc'er en fryd og stadig præcis så sjovt som det altid har været. Parkour-evnerne er også mere flydende end nogensinde før og der eksisterer ikke den bygning eller bjergside, du ikke kan overkomme.

Bedre end nogensinde før er måske i sidste ende den rigtige sætning at bruge i forbindelse med det store græske eventyr. Mekanikkerne er dybe, mulighederne mange og verdenen fyldt med en levende identitet. Frameraten halter desværre til tider og selve snigmordene trænger stadig til nogle justeringer, men hold da op en episk oplevelse. Det gamle Grækenland har aldrig været mere velrealiseret og æstetisk smukt, og enhver med interesse for historie, mytologier eller man bare nyder at rejse rundt i et krigshærget land, vil finde oceaner af god underholdning i det kæmpe ø-hav.

Så er Assassin's Creed Odyssey det ultimative Assassin's Creed-spil til dato? Uden tvivl.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
View comments
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastisk verden og stemning, solide kampmekanikker, skibskampe, npc'er med dybde, rigtig flot
-
Dårligt stemmeskuespil, framerate halter en smule, uintelligent AI.,
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Bboellehuus
    Assassin's Creed serien er efterhånden blev fast inventar på spilverdenens globale landkort. Serien har været utallige lande, tidsperioder, samt... 6/10

Relaterede tekster

Indlæser mere indhold