Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Soul Calibur VI

Soul Calibur VI

Uanfægtet af sine egne utilstrækkeligheder, står Soul Calibur VI som et af de bedste indspark til serien i lang tid. Ja, man fristes til at sige, at det er forbandet godt.


Facebook
TwitterReddit

Til trods for mit ellers rolige gemyt, har jeg altid godt kunne lide at tæve folk. Ja, altså, i computerspil. Med en vis respektfuld tone, selvfølgelig. Derfor har jeg selvfølgelig altid graviterede mod kampspil. I mine spæde børneår i start 90erne, fik jeg syn for sagen med Street Fighter II, og det mindre anerkendte Dragon: The Bruce Lee Story til min Super Nintendo. Filmen blev ligeså genset igen og igen. Senere fik jeg smag for det tredimensionelle dog, og med Tekken efterlod Ryu og kompagni til fordel for Kazuya, King og Paul Phoenix. Da de bumsede teenageår tromlede henover mig, blev jeg dog introduceret til Soul Calibur-serien af en ven, og blev mildest talt bjergtaget.

Vi spillede dem igen og igen, mod og med hinanden, med etableret karakterer og vores egne vilde kreationer. Det var det element af at kunne skabe sin egen kæmper der virkelig træk i en rollespilsnørd som jeg selv. Tekken var dog stadig mit hjertebarn, og da det fjerde og femte kapitel af Soul Calibur kom og gik, var jeg uimponeret. Nu står Soul Calibur VI her, med løfter om en stærk tilbagevenden til fordums storhedstid. Bandai Namco har lovede masser af alt muligt, faktisk, ikke blot indhold, men en tredje historie-tilstand, nye og gamle karakterer der vil debutere i fremtiden og så fremdeles. Er jeg gejlet op til den her udgivelse? Det kan du tro jeg er.

Soul Calibur VI

Som når man lære et nyt kampspil fra barnsben, vil jeg gå slavisk til værks. Allerede fra første øjekast i Soul Chronicle-tilstanden, den første af to tilgængelige historiedrevet modus i spillet, skuer jeg at fejlene fra Soul Calibur V på sin vis er blevet rettet op på. Som missionerne skrider frem, bliver flere og flere karakterer tilgængelige, og pludselig har jeg som kompliment til hovedfortællingen, adgang til kortere eller længere sidefortællinger til vitterligt alle karakterer i spillet. På hver sin vis, smyger og snor de sig omkring hovedfortællingen, der er en genfortælling af det allerførste spil. Det forbandet sværd Soul Edge er blevet genfundet, og den mutererende kraft, Evil Seed, er blevet sluppet løs på 1600-tallets Jorden. Det er nu op til vores helte at sætte en stopper for denne vederstyggelighed.

Det lyder karikeret, og i bedste karikeret anime-stil, forbliver det også således. Ligeså kan Soul Chronicle-tilstanden vel egentlig også fint beskrives med mærkatet varierende kvalitet. Hovedhistorien er hvad den er, ligetil og uden det store subtile islæt. Dybden kommer fra de etablerede karakterers tilstødende fortællinger. Det er langt fra alle der er direkte involveret i kampen mod Nightmare, men til fælles har de dog at alle på en eller anden måde er berørt af hændelsen med Evil Seed, og tilbagekomsten af sværdet Soul Edge. Det kræver alligevel sit, at få 21 personlige historier til at passe ind i den samme fortælling. Disse strækker sig fra det legitimt rørende til det direkte ligegyldige. Til den sidste pointe er Talim og Zasalamel de største syndere. Den ene er kun med en ekstremt vag tilknytning til hovedfortællingen, og indeholder end ikke besøg af nogen fra det etablerede persongalleri, og den anden er en serie af gabende kedelige monologer. Det var som at overvære en universitetsforelæsning om statistik.

Soul Calibur VI
Soul Calibur VI
Soul Calibur VI
Soul Calibur VI
Soul Calibur VI
Soul Calibur VI