Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Beoplay H9i

Beoplay H9i

Vi anmelder langt om længe det bedste headset fra danske Bang & Olufsen - Beoplay H9i.


Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus

"Bang og Olufsen er noget ganske særligt" - sådan har jeg hørt den ene efter den anden postulerer, da jeg fortalte venner og familie om langt om længe at have fået fingrene i den succesfulde danske virksomhed, der har været så søde at låne os et sæt Beoplay H9i til test. Det er et kraftfuldt citat, noget der runger i baghovedet idet man pakker sådan et eksemplar ud. Selvom virksomheden har set både medgang og modgang, så er det i sidste ende præcis sådan et ry der sikrer succes på den lange bane - forbrugerne mener per definition at der er tale om noget specielt, præcis som når man pakker et Rolex-ur ud eller en ny iPhone.

Men med Beoplay er Bang og Olufsen ikke kommet sovende til det ry. Det er sket ved rutinemæssigt at være bedst i klassen, og udmanøvrere konkurrenterne. Ja, markedet er tætpakket med Bose, Marshall, JBL, AKG og Sony bare for at nævne nogle få, og det er ikke engang fordi at det danske mærke er det eneste med den æstetiske sans i orden - det har størstedelen af dem efterhånden.

Så hvad kan Beoplay H9i så? Ja, ikke så meget andet end at være det absolut bedste headset du overhovedet kan komme i nærheden af.

Beoplay H9i

Først og fremmest, selvom mange andre producenter leverer ganske smukke enheder, så er der ingen der kommer i nærheden af at levere noget så øjeblikkeligt betagende som H9i. Testeksemplaret er den sorte variant, som godt nok benytter sig af samme industrielle æstetik, men dette pardannes med smukt læder, afrundede kanter og simpel styring. Det hele er brugervenligt og så uendeligt luksuriøst. Godt nok er bøjlen i aluminum, men den er betrukket af okselæder, godt nok er kopperne i memoryfoam, men de er i lammeskind.

På ydersiden af den højre kop kan du, traditionen tro, operere både volumen og sangvalg, men dette sker ikke via knapper, men ved at lade fingeren glide enten opad, nedad eller til højre og venstre - ja, du styrer med touch, så dekadent kan det blive. Det virker desuden ganske upåklageligt. Desuden pauser headsettet i det du tager det af, og igangsætter i det du tager det på igen, og hvorimod vi har set andre forvandle denne ellers gode idé til et absolut helvede, så virkede det i testperioden. Faktisk blev det svært at leve uden.

Beoplay H9i

Så det er smukt, er udarbejdet i luksuriøse materialer og kan betjenes med touch. "So what" tænker den kritiske forbruger måske, der måske mener at hvorimod Bang og Olufsen rutinemæssigt leverer æstetisk prangende produkter, så er det teknikken der kunne menes at halte. Sådan forholder det sig dog virkelig ikke her. Under testperioden leverede H9i en generel spilletid på omtrent 17 timers afspilning med støjreduktion, og dette antal kom op på 20 timer med det fra. Batteriet kan desuden skiftes ud, noget man ikke er synderligt vant til.

I hver kop sidder der 40mm elektrodynamiske drivere, der leverer en af de bedste lydoplevelser du overhovedet kan finde. Bassen er hverken for dyb eller overfladisk, og diskanten er lettere balanceret så mellemtonen også får lov at bryde frem. Støjreduktion til trods, som har det med at få lyden til at fremstå "kunstig", så formår H9i at fremføre et neutralt og transparent lydbillede, og det er på tværs af alle de musikgenre vi kunne kaste efter headsettet. Det kan særligt anbefales at lytte til soundtracks for at se driverne spille lidt med musklerne, og vi benyttede os særligt af Hans Zimmers soundtrack til Dunkirk for at se hvordan balancen arbejdede sig igennem de subtile til det ovenud bombastiske. Desuden kan du have to enheder tilsluttet takket være Bluetooth 4.2.

Beoplay H9i

Vi benyttede os desuden af BeoPlay-applikationen til iOS (der også findes til Android), og denne tilbyder en at hente nye firmware-opdateringer, og den hjælper dig desuden med at lære mere om dit headsets diverse funktioner. Den er ganske let at bruge, og selvom denne er mere fiks uden at være prangende, så var den funktionel.

Alt i alt har det været en sand triumf at teste BeoPlay H9i, et sandt mesterstykke på både den tekniske og æstetiske front. Vi kan kun tage hatten af for Bang og Olufsen, der beviser at de har en finger på pulsen, og leverer det og mere til som forbrugeren forventer. Ja, de er da dyre, men de er hver en krone værd.

10 Gamereactor Danmark
10 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer