Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Thronebreaker: The Witcher Tales

Thronebreaker: The Witcher Tales

Savner du et nyt stort eventyr fra Witcher-universet? CD Projekt RED har lavet netop sådan et til dig...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her!

* Skal udfyldes

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Hvis der er én ting, gamere har higet fortrøstningsløst efter siden sommeren 2015, så er det flere Witcher-eventyr. Netop derfor vakte det lige dele begejstring og bekymring, at CD Projekt RED i august kunne afsløre Thronebreaker: The Witcher Tales, som tager afsæt i seriens Gwent-kortspil fremfor klassisk action-rollespil. Thronebreaker er nemlig lige dele historietungt RPG og separat Gwent-kampagne, hvilket er et mix som kunne gå grueligt galt. På besynderlig vis går formlen dog op i en højere enhed, da Thronebreaker ikke kun er stærkt underholdende, men også er en milepæl for sin genre. Vi har vendt hver en krog af Thronebreakers gigantiske kort, og er mildest talt imponerede.

Da CD Projekt RED efter gigantsuccesen Witcher 3 fortalte, at de gerne ville vende tilbage til universet uden Geralt i førersædet, var det næppe Thronebreakers koncept, nogen ventede. I stedet for at lave en bard-fortælling med Dandelion i hovedrollen, eller at være på dannelsesrejse som Ciri, så har vi at gøre med en karakter, som kun ærkefans vil have bidt mærke i før nu. Alt sammen i en slags udvidelse til Gwent, som ligesom hovedspillet kan styres 100 % med musen, hvilket er ganske afslappende.

Vi indtager rollen som Dronning Meve, hærsker over Lyria og Rivia, en karakter som aldrig har stået i rampelyset, hverken i bøgerne eller i spillene. Alligevel er hun en vigtig brik i den overordnede historie. Det var Meve, som slog Geralt til ridder, gav ham navnet Geralt of Rivia, og kort efter fjernede hans ridder-status for at forlade hæren. Hun var samtidig den eneste monark, som var modig nok til at drive Nilfgaard tilbage i 2. Nordiske Krig. Kort sagt må man sige, at uden Meve, så havde Geralts verden set fundamentalt anderledes ud.

Thronebreaker: The Witcher Tales
Thronebreaker: The Witcher TalesThronebreaker: The Witcher Tales

Vi indtager Meves royale sko netop som hun vender hjem til et land, som er ved at blive indtaget af Nilfgaard ved begyndelsen af førnævnte 2. Nordiske Krig. Såvel landlige områder som større byer står i flammer, og de få overlevende har mistet både familie og levebrød til Nilfgaards flammehav. Mens flere af hendes mest trofaste allierede kaster håndklædet i ringen og på bedragerisk vis byder de sortklædte soldater velkomne, er Meve af en noget anden støbning. Selv efter hun bliver styrtet og må flygte fra sit rige kæmper hun med næb og kløer for at få sin trone tilbage og skubbe Nilfgaard over på den anden side af floden Yaruga, hvor de hører til.

Omend Thronebreaker tager sin tid med at få etableret både historien og karaktererne, så gør spillet et mesterligt job når det hele først kommer i omdrejninger. Meve foldes ud som en moden og kompetent leder, og støttes glimrende af hendes tro følgesvend Raynard Odo, ligesom eks-banditten Gascon skaber en glimrende kontrast til Raynards ridderlige indstilling. De mindre karakterer, man samler op undervejs, giver ligeledes både humoristiske og mere alvorlige indslag, som er med til at skabe en sammenhængende verden.

Egentlig er konceptet med Thronebreaker ret så genialt. Spillet er historien om, hvordan den udstødte Meve fik samlet en hær, som kunne drive Nilfgaard tilbage. Denne hær er dit deck, og på godt og ondt formes den af dine beslutninger gennem spillet. Nøglepersoner vælger måske at blive eller forlade Meve, eller hele hæren/decket får +/- 1 i kamp pga. god eller dårlig morale. Vælger du nådesløst at hænge dessertører, når du har trukket dem gennem helvede og egentlig godt forstår deres desperation? Dræber du nilfgaardiske soldater på afveje, blot fordi det vil højne moralen blandt dine soldater, eller viser du nåde?

En af de mest moralsk ubehagelige dele af spillet er, hvordan man skal håndtere den ekstremt dygtige, men vanvittigt racistiske kriger Black Rayla. Får hun sin vilje, så dræber hun alle scoia'tael, hun kan få fingrene i. Dette inkluderer sårede i et scoia'tael-felthospital, men også en landsby af nonhumans, som dog lige har brændt alle deres menneskelige beboere som hævn mod undertrykkelse. Her bliver man sat på prøve som spiller, da man i Meves sko lige har set hvor barbariske scoia'tael kan være, og samtidig har brug for Rayla ved sin side. Dog er det tydeligt, at ligesom Geralt har en neutralitet at opretholde, så bliver Meves moral også sat på prøve af de morderiske gerninger, hun oplever gennem sin rejse. Som spiller er det spændende at vælge ud fra en fornemmelse af, hvad Meve selv ville gøre i de ofte grusomme situationer, man møder.

Thronebreaker: The Witcher Tales
Thronebreaker: The Witcher TalesThronebreaker: The Witcher Tales

Når du ikke spiller forskellige afskygninger af Gwent, så dirigerer du Meve rundt i en smukt tegnet verden i isometrisk perspektiv, hvilket minder mere om et klassisk rollespil, omend meget forsimplet. Figuren af Meve repræsenterer også hæren, og som du bevæger dig rundt på kortet møder Meve og hendes følgesvende mange muligheder og udfordringer. Mens der er en direkte vej til dit mål, så er de mange lokationer i Thronebreaker overraskende store, og for at få så god en hær som muligt vil man gerne gennemføre små sidemissioner, puzzles og samle alskens loot op, ikke mindst fordi man ikke kan komme tilbage til tidligere områder, når man først er taget videre. Her er spillet virkelig effektivt til at få samleren frem i én, især fordi man faktisk ofte mangler guld og byggemateriale.

Oftest lønner nysgerrighed sig også i form af nye allierede eller "trinket"-kort, som man får efter at have besejret en fjende. Dette kan være trofæet fra en Manticore, som giver 1-2 i skade til hver nye fjende, som dukker op, eller en skummende og indbydende øl, som giver +3 til en allieret på hver række i slutningen af hver runde. Andre belønninger kommer uden kamp, fx. en uventet stor mængde guld og byggematerialer, som du finder i en forladt mine i Mahakam, hvilket til gengæld koster nogle af dine mænd livet.

Fra krigshærgede Lyria, Rivia og Aedirn til dværgenes snedækkede hjemland Mahakam og Angrens forbandede sumpområder, så er Thronebreakers univers fyldt med mennesker at hjælpe, konflikter at vade ind i og monstre, som venter på at blive slagtet. Stort set alle de små historier, man samler op undervejs, er velfortalte og får fantasien frem. Det i høj grad tekst- og fortællerbaserede narrativ får virkelig lokationerne og situationerne til live, ikke mindst grundet glimrende stemmer, men også fordi spillet ganske enkelt er velskrevet.

I hver lokation er der en unik stemning, men den måske mest mindeværdige er Angrens forbandede sump, Ysgith. Her må Meve og hendes armé vade gennem monster- og igle-inficeret vand, med luft så tæt at man knapt nok kan få vejret. Ysgith er forladt, da intet kan vokse der uden at gå i forrådnelse, og således er området fuldkommen ubeboeligt. Bare tanken om at have en blødende, udmattet hær på march gennem sådan et gudsforladt sted er skræmmende. Som spiller får man lyst til at spurte ud af Ysgith så hurtigt som muligt, og netop derfor er det et af Witcher-universets mest mindeværdige steder.

Kampene består naturligvis af Gwent-dyster. For en dybere anmeldelse af Gwent kan vi henvise til anmeldelsen af det almindelige Gwent her på sitet. Ellers vil denne anmeldelse mest fokusere på, hvordan kortspillet er implementeret i Thronebreaker. Generelt må man sige at kampene er veludtænkte. Man kunne forestille sig, at hvis de alle fulgte klassiske Gwent-regler med flere runder, så ville det blive trættende. Heldigvis er det ikke tilfældet. De fleste kampe er forkortede, så de kun består i én runde, og der er ganske glimrende variation mellem hver kamp. Visse kampe består i puzzles af forskellig art, hvor du får tildelt et helt bestemt deck, som kan overvinde runden på en helt bestemt måde. Disse kan være ganske udfordrende, og er klart noget af det sjoveste i spillet.

Thronebreaker: The Witcher Tales
Thronebreaker: The Witcher TalesThronebreaker: The Witcher Tales

Visse Gwent-kampe er ret uortodokse, og viser virkelig hvor meget udviklerne har tænkt ud af boksen. Førnævnte manticore er eksempelvis fordelt på seks kort, som har hver sin evne. I en anden kamp skal Meves listige ven Gascon snige sig ud af en by, og her skal du bruge din leders evne til at dirigere ham fra øverste hjørne til nederste hjørne. Mellem Gascon og udvejen er der gyde-kort og vagt-kort, og bruger du din leders evne på gyderne, så vil Gascon rykke derhen. Man skal dermed undgå vagterne, og kan til dette også bruge kort i sin hånd, heriblandt et, som distraherer vagterne, således at de vender om.

I en anden absurd kamp skal Gascon drikke mere øl end en dværg, og spillet handler så om at booster Gascon nok til at han kan tage større slurke øl. Disse små, besynderlige puzzles giver glimrende kort, og er derudover ganske udmærkede distraheringer fra hovedmissionerne.

Thronebreaker er både et glimrende kortspil og en gribende historie, som giver spilleren en brændende lyst til at jævne Nilfgaard med jorden. Den velkendte Witcher-musik, det smukke design af alt fra kortene selv til verdenen, man færdes i, stemmerne, alting er enormt velskabt.

Thronebreaker: The Witcher Tales
Thronebreaker: The Witcher TalesThronebreaker: The Witcher Tales

Alligevel kan man til tider godt mærke, at der er nogle problemer i maskineriet, som bør udredes. Først og fremmest, så er spillet alt for nemt. Mens puzzles er lige i skabet, så bliver Meves hær vanvittigt stærk. Ved at bruge fælder, sætte ild til modstanderens rækker og "spil et kort fra bunken"-evner er det virkelig nemt at vinde, selv på højeste sværhedsgrad. At give massive tæsk til Nilfgaard og konstant høre fortælleren tale om, hvordan Nilfgaards styrker er mange gange større end ens egne er lidt usammenhængende.

Der er desuden adskillige kort, som ikke virker efter hensigten. Det kan enten skyldes at kortene ikke virker, eller at det ikke er forklaret ordentligt hvordan de virker. Ofte er det ikke signaleret på et kort, at det ikke kan skade en boss, selvom spillet har termen Restraint til netop dette. I starten var det meget forvirrende, hvorfor visse kort ikke fungerede med bosser. Sammen med andre usagte regler gør dette, at de første par timer med Thronebreaker kan være lidt forvirrende. Dette er en af grundene til at både Thronebreaker og Gwent kunne bruge en mere detajleret kamphistorik, i stil med Hearthstones.

Trods nogle kort-bugs, en alt for lav sværhedsgrad og nogle manglende kortbeskrivelser, så står Thronebreaker som et imponerende spil. På en eller anden måde har CD Projekt RED formået at klemme en over 30 timers historie ind i et kortspil, og det er helt fantastisk. Elsker man Witcher-universet, så er der ingen vej udenom dette spil, som giver et spændende andet syn på universet end Geralts. Ganske enkelt, så er Thronebreaker en kæmpe overraskelse, og helt banebrydende for digitale kortspil som genre. Vi håber blot på nogle flere Witcher Tales, gerne med lidt mere udfordring.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Smukt udført, fantastiske lokationer, glimrende fortælling, velskrevet, originalt koncept, god variation, gode karakterer, velfungerende puzzles.
-
For let, kort-bugs, kort-effekter ikke altid tydelige nok.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold