Valkyrie Profile 2: Silmeria

Blide vindstød tager fat i det høje græs, som svajer taktfast fra side til side, en fløjte kvidrer lystigt som fuglesang, og i baggrunden høres en sagte, beroligende lyd af bølgeskvulp. For hvert pust hvirvles kridhvide blomsterblade op i luften med kurs mod det store ocean, som kan skimtes i horisonten. I dette smukke, uberørte naturområde, Kythena Plains, erindrer jeg pludselig, hvorfor rollespil engang var min foretrukne genre. Rollespil har idylliske landsbyer, billedskønne enge, magi, tro, håb og en tydelig grænse mellem det gode og det onde. I rollespil dør man ikke. Man knockoutes. Folk låser ikke deres døre. Alle er velkomne til at træde ind og sige goddag. Rollespillene giver uanede muligheder for at drømme sig ind i en anden verden. Det kræver blot, at man lader fordommene falde og er en smule romantisk anlagt.

Naturligvis er intet perfekt, og heller ikke Midgård er uden sine skurke, skjulte dagsordener og kynisme. Valkyrien Silmeria, som trofast har forsynet Odin med sjæle fra modige krigere, får færten af, at guden har skumle hensigter, hvorfor hun vender sig mod ham. Odin svarer igen og forviser Silmeria fra Valhalla. Af uforklarlige årsager overføres Silmerias ånd til prinsessen Alicia, som er et menneske af kød og blod. For den uindviede fremstår prinsessen som et skizofrent tilfælde, men de, der er tæt på hende, ved, at hun blot bærer rundt på to væsensforskellige sjæle.

Alicia er en prinsesse af få ord. I den nærliggende havneby, Solde, må Silmeria træde til for at få bueskytten Rufus i tale, som accepterer at ledsage damerne til byen Dipan. Hun viser sig tilmed at have en evne, der mere end kompenserer for Alicias ordknaphed. Silmeria kan materialisere såkaldte einherjer, faldne soldaters sjæle, og det er en effektiv metode til at øge gruppens medlemstal. Muskuløse krigere, stolte magere og ferme bueskytter slutter sig til selskabet og stiller deres kunnen til rådighed for pigen med blåt blod i årerne.

De ekstra hænder falder på et tørt sted. Midgårds templer, grotter, åbne sletter, miner og slotte vrimler med fjender, og når det er en både krævende og spændende opgave at nedkæmpe dem, skyldes det tri-Aces mod på at udfordre genrens dogmer. Selvom Valkyrie Profile 2's kampsystem hverken har gjort sig fri af de turbaserede lænker eller slået sig ned i strategirollespillenes kongerige, er det dynamisk, actionbetonet og taktisk krævende. Figurerne guides rundt på slagmarken som i et strategirollespil, angriber i realtime-comboer som i et actionspil, og er vanen tro underlagt et hav af tal og statistiske værdier. Såvel gruppe som fjender har synlige angrebsfelter, så du nogenlunde kan beregne, hvordan du kommer tæt nok på til at angribe uden selv at risikere liv og lemmer. Den mest effektive taktiske streng at spille på er den såkaldte dash-funktion; ved hjælp af denne kan du med et snuptag løbe forbi eller ud af fjendens angrebsfelt, eller om bag ham. Det er fordelagtigt og tilmed nødvendigt, da nogle fjender konsekvent parerer frontangreb.

Á la Xenosaga kan du udføre angreb, der løfter fjenden op i luften, støder ham bagud eller slår ham i jorden, og her ligger endnu et taktisk element, navnlig når fjenden har defensive styrker, som først skal nedbrydes. Den side af strategien afhænger ikke alene af dine beslutninger i kampene, men lige så meget af dine våbenvalg. I det hele taget gemmer menuerne på så mange tilpasnings- og udviklingsmuligheder, at man er ved at tabe pusten. Silmeria er uden tvivl et spil for den kræsne og RPG-vante spiller med meget fritid og tålmodighed. Begge dele er et ufravigeligt krav, fordi tri-Ace ikke har gjort figurtilpasningen gennemsigtig. Det er udmærket at vide, at man ved at udstyre sin figur med tre bestemte genstande kan øge dens angrebsstyrke, men når spillet ingen "du har allerede disse tre genstande, vil du ekvipere dem?"-funktion har, farer man vild i lange lister og glemmer undervejs sit forehavende. Selv Final Fantasy VIII uden autokonfiguration af spells havde været vand ved siden af Valkyrie Profile 2. Og det er rigtig synd, når viljen til at gå i dybden med systemet ellers er til stede.

Tri-Aces lyst til at tænke i nye baner, har ikke kun resulteret i et anderledes kampsystem. Selvom alle lokaliteter er skabt i den mest henrivende 3D-grafik - Silmeria er uden tvivl et af maskinens allerflotteste spil - styrer du den stille prinsesse rundt i 2D, hvilket kun øger spillets charme. Det samme gælder det platformsgameplay, som tri-Ace har smuglet ind ad bagdøren. Det er slet ikke Alicia, som lider af skizofreni, men selve spillet. Identitetsforvirring kan sagtens have positive effekter.

Når jeg ikke længere bruger så meget tid på rollespil, som før i tiden, skyldes det den tid, man er nødt til at lægge i kampene. Hvor tri-Aces eksperimenterende toer på den ene side har antændt min eventyrlyst, tvinger den mig på den anden til at bruge unødigt mange timer i kamp. Spillet er simpelthen dårligt balanceret. Alt for ofte støder du ind i fjender, der lammetæver hele gruppen til ukendelighed. Så er der ingen anden udvej end at vende tilbage til det område, du lige har forladt, og nedkæmpe de samme tre aggressive teddybjørne 30 gange i træk. Det trækker tempoet ud af spillet og suger med tiden tiltrækningskraften ud af kampsystemet. Alting med måde.

Jeg har efter 10 timers spil stillet Valkyrie Profile 2 på hylden, og dér bliver det nok stående. Trods en god historie, sublim grafik, dybe udviklings- og tilpasningsmuligheder og et godt kampsystem, må jeg erkende, at jeg ikke er parat til at bruge timer på yderligere, at styrke mine figurer, når jeg allerede har taget kampen op med 80-90 % af alle de fjender, jeg har mødt på min vej. Tri-Ace har gjort mange ting rigtigt, men har ikke evnet at skabe balance mellem pillearbejde og underholdning. Det kan hærdede rollespillere muligvis leve med, men i min verden er det en iøjnefaldende streg i regningen.