Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Fallout 76

Fallout 76

Laursen har vadet ødemarken tynd, undertiden i selskab, men oftest alene. Fallout 76 er mere af det samme og dog så forskelligt. Læs mere her...

Med den transportable C.A.M.P. (forkortelser er en anden Bethesda-fetich) kan man knalde en mobil lejr op de fleste steder. Ligesom i Fallout 4, så afgrænser lejren et stort cirkulært område, hvor man kan bygge og opstille borde og stole, vægge og gulve, tøjskabe og strømgeneratorer - og selvfølgelig meget mere. Byggesystemerne, ligesom meget andet i spillet, er næsten uberørt blevet hentet ind fra det forrige kapitel i serien og antallet af ting man kan bygge synes heller ikke at være blevet udvidet nævneværdigt. Vigtigst, så bliver lejren fjernet når man forlader spillets verden. Når man hopper tilbage, bliver lejren genskabt - hvis altså ikke pladsen er blevet taget af en anden.

I det tilfælde må man finde sig et nyt sted at kalde hjem. Alle byggeobjekterne bliver sendt tilbage i tasken og lejren, der ellers koster dyrebare flaskekapsler at rykke rundt på, kan omkostningsfrit flyttes til et nyt sted. At lejren forsvinder afværger selvfølgelig det værste onlinehærværk og jeg kan godt lide hvordan dette, i forlængelse af spillets behovspyramide, kultiverer en fleksibel, nomadisk spille- og livsstil. Det er øjensynligt ikke meningen, at man skal blive hængende det samme sted. Men det lægger også en dæmper på motivationen for at gøre noget særligt ud af sit hjem - næste gang man starter spillet op, skal man måske starte forfra.

Fallout 76

Sådanne problemstillinger er uløseligt forbundet med den uvished som kendetegner onlinetilværelsen i Appalachia. Spillets verden, som virkelig er gigantisk, huser kun 24 spillere. West Virginia byder på mange udfordringer, men pladsmangel er bestemt ikke en af dem. Alle spillere starter med at forlade Vault 76, så i de første par timer efter udgivelsen var koncentrationen af spillere ret stor i midten af kortet. Men nu, knap en uge senere, synes folk at være spredt for alle vinde. I starten opponerede jeg mod at kunne se andre spillere på kortet, men alternativet vil sandsynligvis betyde, at jeg aldrig så nogen. Selvfølgelig kan man støde på folk hist og her, men hvis man virkelig vil være social, så er det noget man selv må opsøge.

Hvad så når man endelig møder nogen? Tja, man kan forsøge sig med rudimentær kommunikation gennem diverse animationsskabeloner. Penge? Dig? Hjælp? Tommelfinger? Alternativt kan man forsøge sig med globale og lokale varianter af stemmechat, med alle de åbenlyse helbredsfarer og frustrationsmomenter det indebærer. Tekstbeskeder er ikke en ting, desværre. Man kan invitere andre til at spille sammen, hvilket sikrer en fair fordeling af erfaringspoint og samtidig fjerner muligheden for at skade hinanden. Men det kræver at spilleren står stille længe nok, til at man kan sende invitationen - eller at man kan huske og finde navnet på serverlisten over alle spillere i banen...

Fallout 76

Hvad jeg prøver at sige er, at Fallout 76 lige nu virker som et uhyre primitivt onlinespil. Der er ingen tekstchat, ingen mulighed for at dele missioner og bruger man ikke mikrofon, så er der kun simple redskaber til at kommunikere og koordinere med. Det tætteste man kommer på en spontan oplevelse af samarbejde, er ved deltagelsen i de Destiny-agtige kollektive begivenheder som udspiller sig rundt omkring med jævne mellemrum. Det er oftest noget med at eskortere en svagelig robot fra A til B, eller at nakke nok zombier på et kvarter. Sindsoprivende er det ikke, men det giver en sjælden og værdifuld følelse af at være en del af noget større.

Der er selvfølgelig også fjendtligt stemte spillere. I løbet af de første fem karakterniveauer er man i helle, men derefter kan alt ske. Bliver man umotiveret angrebet, så tager man kun meget lidt skade. Det er kun hvis man slår igen, at begge spillere kan slå ordentligt til. Det er en ret effektiv måde at demotivere ballademagere på. Lidt for effektiv, måske. Som forsvarer har man altså god mulighed for at forberede et stærkt modangreb og dermed hurtigt blæse angriberen i stykker. En mere eksplicit aftaleform eller nedtælling havde måske været en bedre løsning.