Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Trauma Center: Second Opinion

Trauma Center: Second Opinion

Grib skalpellen og red dine medmennesker fra døden på operationsbordet. Kristian har testet det anderledes og styringsmæssigt gennemførte Trauma Center.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

"Pulsen falder! Vi åbner patienten, og jeg skal bruge skalpellen NU! Stop den blødning omgående, og få så anlagt det drop!" Blodet flyder, og adrenalinen pumper fælt, men det gælder for alt i verden om at bevare overblikket i Trauma Center: Second Opinion, som er en direkte konvertering af DS-udgaven, som udkom sidste år under titlen Trauma Center: Under the Knife.

Som nyudklækket kirurg på intensiv afdeling lever og dør patienterne for din hånd, i hvad der bedst kan beskrives som en operations-simulator. Enhver, der har prøvet originalen på DS'en ved, at udviklerne har fat i noget af det helt rigtige. Det tenderer det geniale at henlægge handlingen til en operationsstue, hvor man redder patienterne ved at udnytte Wii-moten til direkte at styre skalpeller, sprøjter og scannere i helbredelsens tjeneste. Her skal lappes trafikofre, fjernes kræftsvulster og udskiftes hjerteklapper, inden jagten går ind på et menneskeskabt virus, som truer hele klodens befolkning. Det hele ses gennem øjnene på den fimsede Derek Stiles, som er hovedpersonen i historien, der forsøger at retfærdiggøre omgangen med andre menneskers liv og levned.

Et spil som Trauma Center står og falder naturligvis med styringen. Og den er heldigvis blændende. Man bruger nunchuk'en til at vælge, hvilket instrument, man skal bruge, og så bruger man wii-moten til at anlægge de millimeter-præcise snit, rode og regere med organer og lappe patienterne sammen igen. Det er et blændende koncept, som passer lige så godt på Wii'en, som det gjorde på DS'en. Styringen er stram og uden tvivl det mest sprøde, jeg endnu har oplevet i et Wii-spil. Følelsen af at kontrollere liv og død er udsøgt, og gudekomplekserne kæmper mod stramme tidsgrænser og patienter på grænsen til dødsriget. Det er hektisk, herligt og gribende. Desværre skæmmes oplevelsen af et nærmest katastrofalt fejlsnit, som ikke er blevet rettet fra DS-udgaven.

Det drejer sig om sværhedsgraden, som er voldsomt ubalanceret. Nintendo messer igen og igen for hele verden, hvor nem Wii'en er at gå til, og hvordan spillene også kan mestres af svigermekanikken og onkel Georg. Desværre gælder det ikke for Trauma Center. Efter de første nemme operationer stiger sværhedsgraden lodret, og spillet bliver så svært, at Georg og svigerforældrene med garanti smider wii-moten fra sig og skruer fjernsynet over på Vild med Dans. Og det er en skam. For det er ikke engang selve operationerne, som bliver svære - de er stadig til at tage og føle på.

Men pludselig skal man også bruge halvdelen af tiden på at holde patienten i live med den magiske, grønne væske, som man i ét væk kan blive ved med at sprøjte ind i årerne, og det er en balancegang, der ikke fungerer. Det fjerner i den grad fokus fra de sjove operationer, og selv om det naturligvis er en selvfølge, at patienten skal holdes i live, så skal den opgave ikke gå ud over morskaben. Men det gør den desværre i høj grad. Det er svært at beskrive problemet på skrift, men prøv at forestille dig, at man skulle huske at trykke på optageknappen hvert femte minut, når man optog noget i fjernsynet, og så har du måske en fornemmelse af, hvad jeg mener. Jeg vil gå så langt som til at mene, at Trauma Center kunne have klaret sig helt uden tidsgrænserne og patienternes evigt faldende energi-målere. Selve operationerne er så underholdende, at de fint bærer spillet i sig selv.

Når man sidder og vrider Wii-moten med og mod uret for at få brækkede knogler til at passe sammen og griber fat i hjerteklapper og løfter dem over i operationsbakken, så lever Trauma Center virkelig. Havde udviklerne blot tilføjet muligheden for at operere uden de snærende bånd, så ville Trauma Center være nået hele vejen i mål.

Desuden er Trauma Center en uimponerende størrelse her i 2007. Da der er tale om en direkte konvertering af DS-udgaven, så består fortællingen igen af statiske mellemsekvenser, hvor billeder af hovedpersonerne glider ind over et baggrundsbillede, mens deres replikker står skrevet nederst på skærmen. Det gav mening på den lille DS, men på Wii'en virker det som om, man er sprunget over, hvor gærdet var lavest. Trauma Center skal dog også have den ros, at både lyd og grafik under operationerne fungerer flimrende med dramatisk underlægningsmusik og tydeligt tegnede organer, som skriger på at blive skåret op.

Trauma Center sidder lidt mellem to stole og er virkelig svært at bedømme retfærdigt. For på den ene side så holder grundideen i den grad. Spillet lykkes forbløffende godt med styringen og sit virkelighedskoncept, som man kun kan håbe, vi vil se mere til i andre afskygninger, for når operationerne ruller derudad, så er Trauma Center forrygende godt. Men på den anden side, har man bibeholdt sværhedsgraden og de tvivlsomme designvalg fra DS-udgaven, hvilket gør spillet utilnærmeligt for alt for mange spillere, fordi de kun magter at nå halvvejs igennem spillet. Det får ikke spillet til at forbløde på operationsbordet, men det gør pulsen ustabil. Den får man forhåbentlig styr på til fortsættelsen, som er i produktion.

Trauma Center: Second Opinion
Trauma Center: Second Opinion
Trauma Center: Second Opinion
Trauma Center: Second Opinion
Trauma Center: Second Opinion
Trauma Center: Second Opinion
Trauma Center: Second Opinion
Trauma Center: Second Opinion
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Glimrende styring. Genial ide.
-
For svært. Godt gameplay ødelægges af dårligt design.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.