Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Mutant Year Zero: Road to Eden

Mutant Year Zero: Road to Eden

Kan The Bearded Ladies levere efter en række lovende trailere og indtryk? Anders anmelder...


Facebook
TwitterReddit

Mutant Year Zero: Road to Eden er et spil, som man rigtig gerne vil elske. Det er et spil, som også til tider er glimrende. Og så er det andre gange et spil, som man har lyst til at afinstallere af ren og skær frustration. Hvis du tidligere har grædt dig selv i søvne over de turbaserede tæsk du fik i XCOM, og ikke vil have lignende traumer fra et endnu sværere spil i samme dur, så er svenske Mutant Year Zero nok ikke din kop te. Derimod er dette spil skabt til de benhårde taktikere derude, som nyder at skulle finde den rigtige vej frem i hver eneste kamp. Lad os se, om det postapokalyptiske Sverige er et besøg værd.

For dem derude, som ikke læste vores preview af spillet, så har Mutant en ret interessant setting. Hovedrollerne indtages af Dux og Bormin, en humanoid and og gris, som roder gennem det, der er tilbage af Sverige, for at de sidste mennesker kan overleve. I det postapokalyptiske ingenmandsland bor de to i The Ark, som er en lille bid civilisation midt i ødemarken. Med et gradvist voksende hold skal spilleren bekæmpe en kult, som har taget The Arks måske vigtigste beboer til fange. Han er en slags opfinder ved navn Hammon, som kan fikse maskiner og holde The Ark ved lige. Uden ham er beboerne mere eller mindre fortabte. Det er sådan cirka den historie, der gives de første mange timer.

Dette simple setup er hverken imponerende eller bestemt dårligt, genren taget i betragtning. Som i XCOM, så holder det sådan set bare spillet kørende. Det er de små kampe, og samtalerne mellem dine holdkammerater, der danner den egentlige fortælling. Det havde dog hjulpet spillet, hvis The Ark var lidt mere livlig. Den futuristiske skrot-by danner nemlig en slags base for dit hold, hvor man kan tale med flere butiksejere, men de siger aldrig noget interessant, og man får sjældent råd til at købe særligt meget. Man kan også tale med byens mystiske leder. Lederen, blot kaldet The Elder, taler dog så langsomt, og om så ligegyldige ting, at vi blot skippede hans monologer. Det hjælper ikke, at disse små scener næsten ingen animationer har, med ansigter som forekommer livløse og leragtige, hvilket gør scenerne svære at leve sig ind i.

Mutant Year Zero: Road to Eden
Mutant Year Zero: Road to EdenMutant Year Zero: Road to EdenMutant Year Zero: Road to Eden

Man bruger dog ekstremt lidt tid i The Ark. For det meste udforsker spilleren områder i The Zone, dvs. den ødelagte omverden udenfor The Ark, og slagter beboerne her. Ruinerne af Sverige bebos nemlig af hjernetomme ghouls, som er så beskadigede af radioaktivitet, at de ikke betragtes som mennesker mere. I mange tilfælde styres disse ghouls af tossede kultledere, hvis hjerner er muteret og har givet den superevner. Man støder også på mange slags robotter, som kræver en helt anden strategisk tilgang. Der er dermed rigeligt med variation i kampene, og det er rigtig positivt.

Miljøerne er også fint varierede, og byder på mange sjove situationer, hvor dit hold af mutanter forsøger at gætte sig til aspekter af den faldne civilisation, de aldrig har set. Fra boomboxes og iPods til resterne af et "pizza and falafel"-skilt, så fejlfortolker de på fantastisk vis kulturelle objekter fra vor tid. Min favorit er området "Izza and Fala", hvor et gammelt pizzeria fortolkes som et faldent kongerige. Disse små situationer er langt mere interessante end den egentlige historie her, og løfter spillets personlighed en hel del.

I det store hele, så er der ingen tvivl om at XCOM er hovedinspirationen her. Kampe er turbaserede og fokuserer på at finde halvt eller helt cover, mens hver karakter har unikke evner, som låses op i takt med stigende erfaringspoint. Base-opbygningen fra XCOM er dog skåret ud til fordel for at man her udforsker områder i realtid, mens kun kampene foregår turbaseret. Af denne grund kan holdmedlemmer heller ikke dø permanent, som i XCOM, men genopliver i stedet når kampen slutter, hvis de faldt undervejs. Dette forsimpler spillet en del, hvilket er helt fint. I realtid foregår der dog også planlægning, da man kan sætte sine karakterer op til et angreb på fjenden, inden man for alvor går i krig. Dette gøres ved at holde øje med fjendernes synsfelt, og gemme sine karakterer én af gangen, før man til sidst angriber.

Mutant Year Zero: Road to Eden
Mutant Year Zero: Road to EdenMutant Year Zero: Road to EdenMutant Year Zero: Road to Eden

Her kommer vi til den måske bedste idé spillet har: rigtig turbaseret stealth. Udnytter man sine tropper rigtigt, så kan de på forskellig vis nedlægge fjender uden nogensinde at alarmere hele området. Som de får nye mutationer, altså evner, kan ens holdkammerater nemlig fryse robotter i flere runder, eller vælte fjenderne, så de er bevidstløse. I disse runder kan man affyre ens lydløse våben, indtil fjenden falder død om. Hvis man er heldig med dette system kan en base af ghouls blive betydeligt mindre, før det store slag går i gang.

Dette er dog kun en mulighed en gang imellem. Spillet modarbejder nemlig muligheden for stealth med sine andre systemer. Først og fremmest, så er fjenderne ofte ekstremt sejlivede, og flere af dem går ikke så let ned med nakken. Dernæst står de ofte tæt sammen, og da der ikke er nogen mulighed for at lokke fjender væk, så vil et skud på blot én af dem alarmere hele området. Ens evner har desuden cooldowns, og derfor vil man ofte mangle lige den ene seje evne, som kan give én et stealth kill. Sidst, men ikke mindst, så er ens lydløse våben langt mindre seje end deres støjende modparter, og derfor er de sjældent nok i sig selv.

Mutant Year Zero: Road to Eden
Mutant Year Zero: Road to EdenMutant Year Zero: Road to Eden
Mutant Year Zero: Road to Eden
Mutant Year Zero: Road to EdenMutant Year Zero: Road to EdenMutant Year Zero: Road to Eden