Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Painkiller: Overdose

Painkiller: Overdose

Pinlig udvidelsespakke til Painkiller. Nicolas har blandet hovedpinepiller i sin konfekt. Læs hvorfor i anmeldelsen.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Panodil. Ipren. Kodimagnyl. Alle disse hovedpinepiller er blevet indtaget som konfekt i min juleferie. Hvorfor? Fordi jeg er blevet hjemsøgt af Painkiller: Overdose, udvidelsespakke nummer to til Painkiller.

Bag på æsken ser det ellers ganske fint ud. En håndfuld nye monstre, otte nye våben og seksten nye baner venter forude. Fantastisk, tænker jeg, alt imens jeg installerer spillet og gør klar til kamp. Painkiller var jo en rigtig fornuftig Serious Sam klon.

Men jeg bliver hurtigt skuffet; samtlige seksten baner består af en masse hermetisk forseglede rum, som er proppet med monstre, og hver eneste gang jeg har ryddet et rum, entrerer jeg et nyt rum, hvor nøjagtig samme begivenhed udspiller sig. Opskriften er pinligt banal, og med ét føler jeg, at jeg er trådt ind i en tidsmaskine, som har taget mig tilbage til de tidlige 90'ere.

Jeg tror, jeg nupper sådan en panodilkonfekt.

At meje monstre ned i de forskellige rum havde nok været sjovere, hvis Painkiller: Overdose bød på et spændende våbenarsenal. Men de nye våben er ikke noget at råbe hurra for. Det gør det heller ikke meget bedre, at det at nedlægge en fjende føles som at skyde hagl i vatrondeller; der mangler ganske enkelt den der følelse af, at man virkelig flår kød, indvolde og knogler i tusinde stykker. En lydside med mere nosser i havde i høj grad hjulpet på indlevelsen, som fuldkommen kastreres af våben, der lyder som vandgeværer.

Kodimagnyler dyppet i chokolade er i øvrigt ikke værst.

Men hvad så med historien? Er det ikke bare fabelagtigt at være halv engel / halv dæmon OG hedde noget så råt som Belial? Egentlig ikke. At forsøge at fortælle en historie ud fra et spil, der kun handler om at skyde alt og alle er håbløst; og mine sidste hjerneceller var da også brugt op, da der blev ævlet og kævlet om himmel og helvede. Jeg er ligeglad. Giv mig nu bare noget at skyde på. Eller endnu bedre; Giv mig... iprennougat! Mm...

Og der er skam nok tid til at indtage smertestillende medicin når spillet skal tænke; det tager nemlig en halv krig og et århundrede inden ens computer henter banerne frem - og det er uanset om man har en supermaskine eller et rustent hakkebræt. Tamt.

Spillet er proppet med så mange mærkværdige tiltag, at det er svært at tro, at det nogensinde er blevet kvalitetstestet. Jeg troede personligt, at Mario var den eneste spilfigur, der døde når han rørte vand, men Belial er lige så svag. Så når du spiller Painkiller: Overdose, så pas på de drabelige vandpytter, der ligger rundt omkring. Du skal også passe på de kasser og tønder, der er spredt rundt omkring i de små rum; visse af dem eksploderer nemlig når du skyder dem, mens andre indeholder guldstykker; det er bare ikke helt til at vide, hvilke der indeholder hvad - og resultatet heraf er typisk, at man dør og skal vente en halv krig på de lange loadtider. I øvrigt skal du være opmærksom på, at det bedre kan betale sig at hoppe fremad end at gå fremad; du opnår sådan cirka dobbelt hastighed på den måde. Jeg fatter det ikke.

At samle ammunition i Painkiller: Overdose er hårdt arbejde. I stedet for at lægge det de logiske steder, man kommer forbi, har udviklerholdet besluttet at lægge samtlige ammunitionskasser så langt ude i de store rums hjørner som muligt. Resultatet? Du spenderer adskillige minutter i hvert rum på at indsamle kasserne - blot for overhovedet at kunne klare dig i næste rum. Og så er det ikke engang sikkert, at du kan bruge din ammunition til noget; hvis du skyder raketter af sted mod din fjende, vil cirka halvdelen af dem blot fare direkte igennem. Pinligt.

Men der er enkelte lyspunkter i Painkiller: Overdose. Det faktum, at der konstant er noget at skyde på, er noget, jeg kan li'! Og hvor fesen Belial end er, så har han altså nogle ret sjove punchlines à la Duke Nukem - og det kan jeg også li'! Men det er klart, at det ikke redder spillet fra den visse afgrund.

Det er en tam oplevelse af spille Painkiller: Overdose. Den der helt specielle mavefornemmelse, man sidder med, når man spiller et godt spil, erstattes af et blødende mavesår - og det er ikke på grund af for meget smertestillende konfekt

Jeg tror, jeg har fået en overdosis.

Painkiller: Overdose
Painkiller: Overdose
Painkiller: Overdose
Painkiller: Overdose
Painkiller: Overdose
Painkiller: Overdose
Painkiller: Overdose
Painkiller: Overdose
Painkiller: Overdose
Painkiller: Overdose
Painkiller: Overdose
Painkiller: Overdose
Painkiller: Overdose
Painkiller: Overdose
Painkiller: Overdose
03 Gamereactor Danmark
3 / 10
+
Nonstop action, sjove punchlines.
-
Elendigt banedesign, vattede fjender, lange loadtider, monotont gameplay, uinteressant historie, mærkelige fejl.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer