Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Vane

Vane

Friend & Foes debuttitel tjekker de rigtige bokse af, men kommer ikke i nærheden af at leve op til sine inspirationskilder.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Vi begynder med en kærlighedserklæring. Ikke til en person, en by eller et land, men til en trio af smukke, uudgrundelige japanske spil. Ico, Shadow of the Colossus og The Last Guardian hører alle til blandt mine favorittitler - også selvom de (især The Last Guardian) har deres klare og åbenlyse problemer. Jeg elsker dem for de digitale bånd, de får mig til at knytte; for deres minimalistiske historiefortælling og den sære og karakterfulde arkitektur, deres verdener er fyldt til randen med (den vindmølle, altså). På papiret tjekker Vane fra Tokyo-baserede Friend & Foe alle disse ting af, men som det ofte er tilfældet, skal der mere end gode inspirationskilder til for at skabe et godt spil.

Selvom Friend & Foe har base i Tokyo, er størstedelen af studiets ansatte europæere med erfaring fra titler som Killzone, Battlefield 3 og, nå ja, The Last Guardian. Spillets første del kanaliserer dog i højere grad thatgamecompanys titler end Fumito Uedas. Alene i et vidtstrækkende ørkenlandskab, skal du i form af en krage flyve rundt og aktivere særlige poster og samle en regulær hær af kraver. Denne del er helt åben og på befriende vis gives der hverken hints eller quest-markører - kun små lysglimt afslører vejen. Samtidig er det nemt at identificere points of interest i det golde landskab, hvilket gør udforskningen givende og regulært spændende. I de første 30-45 minutter er Vane mestendels en fornøjelse. Det golde landskab føles tillokkende og fremmed på samme tid med aparte strukturer, der oser af historie og mystik. Friheden og det rolige tempo giver samtidig spillet en nærmest meditativ kvalitet og fortryllelsen hæves kun, når man med brug af den lidt klodsede styring skal lande på diverse genstande.

Vane
VaneVane

Der går ikke længe før man får muligheden for at skifte form mellem dreng og fugl, men desværre begynder oplevelsen kort efter at falde i kvalitet. Indledningsvis er muligheden for at skifte form forfriskende. Gameplayet bliver mere puzzle-drevet uden at udforskningen skrinlægges. Og billederne fortsætter med at imponere med metalliske strukturer formet af tidens tand. Arven fra The Last Guardian er bestemt til at føle.

Desværre er denne arv også til stede i form af det genstridige kamera, der ofte bliver fanget bag søjler, vægge og gulv. I de åbne sektioner er det ikke et udtalt problem, men så snart pladsen bliver trang, har vi for alvor balladen. Ud fra et gameplay-mæssigt perspektiv er det irriterende, men dog ikke en katastrofe, da Vane hverken kræver præcist eller hurtigt input fra din side. På den æstetiske front er det faktisk værre, da en af Vanes største styrker - den audio-visuelle præsentation - bliver undermineret hver gang en væg blokerer hele skærmbilledet. Jeg troede - måske naivt - at det katastrofale kamera var en ting, der hørte fortiden til, men Vane hev mig effektivt ud af den dagdrøm for at minde mig om, hvor meget den slags bryder indlevelsen.

Det samme gjorde spillets anden halvdel, hvor udforskningen fylder mindre og mindre og i stedet erstattes af halvkedelige puzzles. Puzzles er måske så meget sagt, for Vanes udfordringer handler mere om at observere omgivelserne og finde det rigtige sted at trykke trekant. I en særlig kedsommelig sekvens skal man sammen med en flok ligesindede børn skubbe en stor, gylden kugle igennem bygninger og terræn. I løbet af de ca. 20 minutter, det tager at få bugseret til vejs ende skal man kun et par gange løse et ganske simpelt puzzle. Resten af tiden går med at skubbe og skubbe og... ja, skubbe. For at føje spot til skade udstillede sekvensen også Vanes lidt hårde checkpoint-system og fejlfyldte kode. På et tidspunkt bevægede jeg mig fra langt væk fra kuglen, hvilket fik spillet til at respawne mig som krage et sted i luften tæt på kuglen. Desværre lod spillet ikke til at synes, det var et godt sted, for lige meget hvilken retning jeg bevægede mig i, respawnede det mig igen samme sted. Ok, tænkte jeg, så må jeg jo bare genstarte spillet, hvilket løste indeværende problem, men til gengæld sendte mig 10 minutter tilbage til starten af den dræbende sekvens.

Vane
VaneVane

Visse spil overvinder deres svage tekniske sider ved at excellere på andre områder (*host* The Last Guardian *host*), men Vane fik mig aldrig engageret for alvor. Hverken i dets gameplay eller karakterer. Flere scener er tæt på at resonere følelsesmæssigt, men reaktionen udebliver alligevel. Hvis nu jeg kunne have knyttet et bånd til mine medkrager/drenge på samme måde, som jeg gjorde til Trico eller oplevet følelsesmæssig katharsis hen mod slutningen som i Journey ville det have været nemmere at tilgive Vane dets mangler, men disse øjeblikke udebliver desværre. I stedet står vi med en halvinteressant, ordløs fortælling, hvor det egentlige forløb og ens motivation ikke fremstår helt klart. Hvad er det, jeg arbejder frem mod ved at samle krager/drenge om min sag? Denne tilgang med at holde spilleren hen kan sagtens fungere - bare se Inside - men jeg tror Vanes fortælling havde haft godt af et håndgribeligt mål som fx bjerget i Journey til at forankre fortællingen lidt mere.

Lyder det som om, jeg ikke kunne fordrage Vane? Måske. Men faktisk er jeg mest af alt bare ærgerlig over, at det færdige produkt ikke er bedre, for der er anslag til noget rigtig godt. Den åbne begyndelse er god, verdenen er spændende og billederne rammer hele vejen igennem plet med jævne mellemrum og netop derfor er det ærgerligt, at den tekniske del halter med dets umulige kamera, haltende framerate og nærige checkpoint-system. Og det er ærgerligt, at Friend & Foe i Vanes anden halvdel ikke formår at bruge spillets mekanikker til noget mere meningsfyldt og underholdende. Når man kun har en længde på 2-3 timer, er der ikke plads til lange dyk i kvaliteteten. Der skal leveres nærmest fra start til slut.

Er man som undertegnede stor tilhænger af Fumito Ueda og thatgamecompanys arbejde ville jeg ikke afskrive Vane (om end jeg nok ville vente på et prisfald). Det har sine øjeblikke og forhåbentlig får Friend & Foe patchet bare nogle af de tekniske mangler og fejl. Mangler du derimod at spille disse spil (og RiME), kan du snildt glemme Vane, for denne type oplevelse fås uendeligt meget bedre derude.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Stærk start, spændende verden, flot billedside.
-
Katastrofalt kamera, nærigt checkpoint-system, haltende framerate, kedelig anden halvdel med kugleskubberiet som absolut lavpunkt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer