Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Bomberman Land Touch! 2

Bomberman Land Touch! 2

Manden med bomberne rejser atter til en fjern forlystelsespark, hvor minispil og mysterier venter forude. Jesper har kæmpet sig gennem toeren.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

For omtrent et år siden modtog jeg Bomberman Land Touch! til anmeldelse, og på trods af en indledningsvis foragt for hele tematiseringen og opbygningen af en latterlig historie, omkring den mindre spændende Bomberman-karakter, endte anmeldelsen med at falde positivt ud. Jeg så dog ingen idé i eventuelle fortsættelser, og man kunne derfor kalde mig mildt chokeret, da æsken til Bomberman Land Touch! 2 fløj igennem min brevsprække og fint indpakket landede på det støvede entrégulv.

Det i forvejen alt for lange og bare en smule kiksede navn, er der uheldigvis ikke blevet pillet ved, men omvendt taler den sit tydelige sprog. Hvis man nogensinde gav sig i kast med forrige spil, ved man nemlig fuldstændig, hvad man har i vente. Selvom Hudson heldigvis har lyttet til min klage og forkortet historiens introduktion væsentligt, så er handlingen stadig fuldstændig ligegyldig, størstedelen af minispillene kedelige, udforskningsdelen uden synderlig spænding, og spillet ligner sådan set fuldstændig forgængeren.

Grundlæggende set går spillet ud på, at man som Bomberman, render rundt i en forlystelsespark og langsomt åbner op for flere og flere områder, mens man graver sig dybere ned i historien. Dette gøres primært ved at gennemføre en række minispil, men nogle gange bliver herligheden krydret med enten banale eller uigennemskuelige gåder. I originalen oplevede jeg ikke kombinationen af minispil og udforskning som en ulempe. Tværtimod pirrede det min konstante nysgerrighed, og fik mig trods alt til at gennemføre spillet, selvom flere åndssvage gåder og minispil, fik mig til at kaste forbandelser over den stakkels lille Nintendo DS.

Hudson har desværre ikke kun hvilet på laurbærrene og skabt et spil, der føles fuldstændig identisk med originalen; de har sågar formået at forringe oplevelsen med en langt kedeligere verden, dårligere progression og en gennemsnitlig lavere kvalitet af minispillene. Meget sigende er det, at det langt sjoveste og mest brugte minispil i Touch! 2, er tyvstjålet fra originalen, og det er faktisk en smule pinligt, at man har gravet dybt i forgængerens inventar for at få en bare rimelig liste af minispil.

Min nysgerrighed blev stadig pirret undervejs i spillet, og den generelle udvikling i verdenen, hvor tidligere utilgængelige områder, pludselig bliver opnåelige, efter man har modtaget bestemte genstande, gør stadig Bomberland Land Touch! til andet end en bunke meningsløse minispil, som det ellers ofte er set. Men det er også et design, som kan blive kedeligt i længden, og her spiller min erfaring med forgængeren tydeligvis ind. Verdenen i Touch! 2 føles nærmest som et stort déjà vu, og gjorde den mere uinteressant og uinspirerende end en film med Jean-Claude Van Damme.

Af samme grund har holdbarheden oplevet et væsentligt dyk. Ikke mindst fordi den stagnerende kvalitet hos minispillene svækker lysten til, at dyste mod vennerne i samme grad, som et nøgenfoto af Grev Ingolf ville svække visse andre lyster. Det føles sjældent umagen værd, at finde andre Nintendo DS'ere, bare for at udfordre en ven. Og hvis ikke de mange uinspirerende minispil driver dig på flugt, så skal musikken nok gøre kål på dig. En lydside, jeg i originalen fandt en smule charmerende, er nu blevet forvandlet til irriterende musikspor, der gentages i det uendelige, og giver mere hovedpine end at have videoen med "Leave Britney alone" kørende på repeat.

Bomberman Land Touch! 2 er bare en af de efterfølgere, som aldrig burde have eksisteret. Har man ikke spillet originalen, er der muligvis en smule at komme efter, men den overordnede kvalitet er stadig væsentligt forringet, og det er en manglende nysgerrighed og lyst til at udforske, det tydelige bevis på. Forhåbentlig bliver dette ikke et årligt fænomen, for hvis trenden fortsætter, bliver vi snart nødsaget til at indføre karakterer under nulpunktet.

Bomberman Land Touch! 2
Bomberman Land Touch! 2
Bomberman Land Touch! 2
Bomberman Land Touch! 2
Bomberman Land Touch! 2
Bomberman Land Touch! 2
Bomberman Land Touch! 2
Bomberman Land Touch! 2
Bomberman Land Touch! 2
Bomberman Land Touch! 2
Bomberman Land Touch! 2
02 Gamereactor Danmark
2 / 10
+
Hyggelig verden at udforske. Visse gode minispil og gåder.
-
Latterlig historie. Overordnet lav kvalitet af minispil. Uimponerende teknisk side. For mange gentagelser fra originalen.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Bomberman Land Touch! 2Score

Bomberman Land Touch! 2

ANMELDELSE. Skrevet af Jesper Nielsen

Manden med bomberne rejser atter til en fjern forlystelsespark, hvor minispil og mysterier venter forude. Jesper fortæller...



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.