Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots

Der er så mange forventninger til det fjerde Metal Gear Solid, at man næsten kan blive nervøs ved tanken om at skulle spille og anmelde det. Det er næsten som om det er min anmeldelse, der skal indfri alle forventningerne. Efter denne afstikker som anmelder af storspil, kan jeg forhåbentligt gå tilbage til de sædvanlige, lettilgængelige og farverige Nintendo DS-spil. Til den tid håber jeg at jeg igen kan få min nattesøvn.

Trods det enorme pres er Metal Gear Solid dog en fantastisk spilserie. Der findes så mange elementer som får serien til at adskille sig fra alt andet, elementer som skaber seriens identitet. Mange af disse elsker jeg, mens andre er til konstant irritation. Hvad jeg synes, rager dog endnu en gang Kojima en papand, og han har igen lavet et nyt spil ud fra hans egne ambitioner og visioner - et spil i hvilket jeg endnu engang befinder mig.

I Guns of the Patriots møder vi en aldrende Snake, der endelig synes at være begyndt at tage skade af de mange år på slagmarken. Men historien i Guns of the Patriots foregår ikke lang tid efter de tidligere spil, og den pludselig ældning er på ingen måde naturlig. Den slidte superspion er i stedet blevet smittet med det sjældne Werners-syndrom, som kraftigt fremskynder aldringen, og pludselige hosteangreb og rygsmerter følger Snake gennem hele eventyret. Sygdommen giver et nyt billede af sårbarhed, og er noget som vi ikke har set i serien før. Intet ondt sker dog uden også at have noget godt med sig, og et fordømt stilfuldt, gråt moustache pryder nu spionens overlæbe.

Udrustet med en imponerende camouflagedragt, og den sædvanlige cigaret i den rynkede mundvig, begiver den slidte og aldrende soldat sig ud på et endnu et eventyr. Der skal jages ondskab, denne gang i form af psykopaten Liquid. Den tilsyneladende enkle tilgang til historien, bakkes selvfølgelig op af et virvar af henvisninger til tidligere spil, og kaotisk som den er, er den som sædvanlig helt umulig for mig at greje fuldt ud. Men selvom spillerens engagement i historien varierer, er der ingen, der kan betvivle dets mere interaktive stykker, og så snart jeg har en kontroller i hånden imponerer Guns af Patriots på alle niveauer.

Spiloplevelsen starter med mig, omgivet af ruiner, et eller andet sted i mellemøsten, og jeg må vente tålmodigt med at flygte, mens to militærgrupper, er godt gang i at udrydde hinanden. Jeg opdages pludseligt af en organisk udseende robot, der begynder at jagte mig, og selv da det er lykkedes mig at flygte op på taget af en nærliggende bygning, forbliver panikken konstant, da jeg må indse at robotten sagtens kan klatre.

Guns of the Patriots har dog også mere rolige scenarier, som da jeg må snige mig efter en mand i mørk jakke, i et forsøg på regne ud hvor han er på vej hen i den mennesketomme, og dårligt belyste østeuropæiske by. Det er en prøve af stor tålmodighed, at undgå de patruljerende vagter, uden på noget tidspunkt at lade mit mål slippe ud af sigte.

De mange forskellige opgaver og miljøer, imponerer mig mere end i noget tidligere Metal Gear-spil. Jeg løber gennem et marked fyldt med mennesker og varer, men jeg har ikke tid til at ligge mærke til detaljerne i omgivelserne eller indsnuse atmosfæren, og markedet vil aldrig være andet end baggrund for en sindssyg jagt på liv og død. Mine øjne har knapt tid til at registrere mere end det mest nødvendige, og inden jeg ved af det er Snake og jeg videre mod den næste opgave.

Pauser bydes der kun på i mellemsekvenserne, der som sædvanlig er alt for lange og i den grad tester min tålmodighed. De er dog værd at sidde igennem, for det der bydes efterfølgende er nogle af de mest imponerende, varierede baner og opgaver. I en bane bydes der på vandvittig motorcykelkørsel, mens jeg i andre kæmper mod nogle af spilhistoriens mest veldesignede bosser, ninjaer og robotter, altid i hæsblæsende omgivelser.

Historien er en smule rodet som den plejer. Private militærgrupper der rekrutterer soldater gennem reklamekampagner og et løfte om uovertruffen spænding. En hel generation af soldater, der ser krigen som en sport. Kojima påbegynder et mørk fremtidige scenarie baseret på aktuelle emner, men lige så dygtigt som han opbygger en stemning, ligeså hurtigt ødelægger han den med nærbilleder af kvindelige rumper, og semipinlig, upassende drengerøvshumor.

Er du fan af serien, er der så mange godter gemt, at du slet ikke vil kunne sidde stille, og hele oplevelsen krydres godt med scener fra de tidligere spil, og endda tidligere Kojima produktioner. Nogle af referencerne gør deres bedste for at ødelægge grænsen mellem spil og virkelighed. Et af de bedste eksempler er da en af figurerne beder dig om at skifte til disc 2, for derefter hurtigt at rette sig selv med "Nej for resten, spillet fylder jo kun en skive. Blu-Ray, er det ikke imponerende!". Personligt synes jeg det er snedigt fundet på, men det ødelægger en gang i mellem spillets illusion.

Et af spillets største styrker er, at det både er rettet til brugere som jeg, uden den store interesse i historien, men samtidigt også historiefanatikerne, der skal have selv de mindste detaljer med. Efter at have gennemført eventyret en gang, begyndte jeg derfor forfra, hvor jeg dog så valgte at springe alle længerevarende forklaringer over. For mit vedkommende, bliver det ganske enkelt sjovere, når jeg ikke skal se en halv film, hver gang der sker noget nyt.

En anden af Metal Gear Solid 4 styrker, er at det er det første spil i serien der sådan rigtigt inviterer et helt nyt publikum til, ved at være knapt så restriktivt som før. Hvis du kan lide at spille superspion, der gemmer sig i enhver busk og tålmodigt venter indtil du har indtaget den rigtige position, er der som sædvanlig masser at komme efter. Vælger du i stedet at lade maskingeværet flå i modstanderne, vil du dog for første gang i serien, også få det sjovt, og dermed vil utålmodige actionfans også have noget at komme efter. Lige meget hvilken type du er, tilpasser titlen sig, og straffer dig ikke for at spille som du foretrækker.

For våbenglade er der et stort udbud at lege med. Våbnene som bruges af fjenderne er desværre låste med en ID kode, og kan derfor ikke bruges af Snake, men det er dog muligt, at omgå sådanne problemer med de rigtige kontakter. Drebin er en våbenhandler, som helt lever efter sine egne regler, og alle de våbendubletter som Snake samler sammen, sælges automatisk til våbenentusiasten. Til gengæld sørger Drebin sidenhen der for at ID koderne slettes, hvilket naturligvis betyder at de kan bruges af Snake. Våbenudvalget er imponerende, og en personlig favorit er den gammeldags pistol, der skyder med bedøvende projektiler. Selvfølgelig lader jeg ikke en raketkaster stå ubrugt hen, hvis den skulle falde mig for fødderne.

Det er sjældent at et spil formår både at virke friskt, og kan udvikles så meget uden at give slip på sine rødder. Men Guns of the Patriots er slutningen på en lang saga, og en slutning af så høj kvalitet at enhver form for efterfølger vil føles overflødig. Tiden er endelig inde til at Hideo Kojima og alle hans mange talenter, kan give slip på Metal Gear-serien og fokusere på et nyt projekt.