Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Metro Exodus

Metro Exodus

Platformskift og eksklusivitetsaftaler holder bestemt ikke Metro Exodus tilbage: 4A Games imponerer igen med dommedagsmelankoli og russisk verdenssjæl i særklasse.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Livet er ikke nemt i Moskvas metrobaner. Det er en ynkelig undergrundstilværelse præget - og plaget - af kulde, mørke og kummerlige livsvilkår. Maden er for det meste knap, mutanterne er talrige og møntfoden har, makabert nok, taget form som specialammunition. I dette triste mørke, langt under storbyens sneklædte ruiner, stinkende dyrehuler og faldefærdige bygninger, har resterne af menneskeheden forsøgt at overleve, siden bomberne faldt for tyve år siden. Men hvad med håbet - lever det endnu? Hvad med drømmen om et bedre liv på overfladen, i den verden som ellers sluttede så brat?

Håbet lever. Enkelte steder, gør det i hvert fald. Det har slået rod i den russiske muld og taget bolig i Artyom, Metro-seriens melankolsk introspektive, men fortsat tavse hovedperson. To lange rejser gennem underverdenen har han tilbagelagt, men forude venter, ikke en rejse, men en udvandring. Eventyrene vender man som oftest tilbage fra, men det kræver større mod at forlade den mørke tunneltilværelse, lægge livet i metroen bag sig, sætte fod i atomvinterens sne, og skue forhåbningsfuldt frem mod det ukendte.

Metro Exodus

Det er ikke kun Artyom som har drømt stort, satset større og taget chancen. Også ukrainske 4A Games, studiet bag, har sat meget på spil for at skabe en større, mere ambitiøs og omfangsrig efterfølger til den kritikerroste, men måske ikke universelt genkendelige spilserie. Udviklerholdet er vokset betydeligt siden Last Light, og der er ingen tvivl om, at 4A Games har været ivrige efter at vise deres værd. Metro Exodus, med en kun lidt kejtet sammenligning, er forsøget på en 'Wild Hunt': det tredje kapitel som for alvor skal sætte udviklerne på verdenskortet, på lige fod med industriens bedste.

Men hvor stort kan spillet overhovedet tillade sig at blive, når nu seriens kerne hidtil har været klaustrofobiske togtunneller og labyrintiske metrosystemer? Der er gudskelov ingen grund til bekymring: udviklerne har ganske vist taget spilleren ud af metroen, men de har så sandelig ikke taget metroen ud af spillet. Kun få minutter inde i spillet, efter en kortfattet, men fremragende åbningssekvens, har atmosfæren allerede sænket sig over spillets verden - tungt og selvsikkert, som støvet i undergrunden eller det radioaktive nedfald på overfladen. Indlevelsen er uundgåelig, ja nærmest øjeblikkelig.

Det hjælper bestemt også, at alle seriens velkendte elementer er på plads fra start: dynamolygten, armbåndsuret, den pneumatiske kugleriffel og de brandbare spindelvæv. Et skud morfin er stadig løsningen i kritiske situationer og friske filtre til gasmasken er som altid deres vægt værd i guld. Meget er faktisk som det plejer at være. Metro Exodus er i grunden mere genkendeligt, end mange måske har regnet med - eller frygtet. Genkendelsens glæde er heldigvis stort, og selvom den første time virker en smule ujævn, så kommer spillet hurtigt, og i bogstaveligste forstand, på sporet.

Metro Exodus

Aurora, det gamle lokomotiv som Artyom og hans følgesvende befinder sig på, er vitterligt den røde tråd gennem spillets handling. Toget fungerer som samlingspunkt for det halvstore karaktergalleri, og selvfølgelig som opholdssted og ventebase mellem de forskellige, og ofte meget lange missioner. Rejsens motiv eller endemål har jeg ikke tænkt mig at afsløre. Nej, stemning og mystik er netop nøgleord, og Metro Exodus, akkurat som forgængerne, holder sig ikke tilbage for at stille svære spørgsmål, uden selv at besvare dem. Det er i høj grad fortællingen - og ikke mindst den hemmelighedsfulde tåge som metaforisk og semibogstaveligt indhyller universet - der gør rejsen gennem et postapokalyptisk Rusland så mindeværdig.

Det, og så verdenen selv, der er helt fantastisk smuk at opleve. Den er melankolsk, men sjældent miserabel; altid farlig, men aldrig ondskabsfuld. 4A Games er ikke bange for at sætte computeren på overarbejde, men resultatet er det hele værd. Verdenen, som den lidt forslidte frase lyder, er en karakter i sig selv - og denne gang spiller den flere roller. Fans af serien vil ikke blive snydt for dybfrosne bygningsruiner og mørklagte tunneller, men viften af kulisser indeholder denne gang også sneklædte tundraer, atomristede havbunde, giftige sumpområder og ensomme ørkener. Det er ofte et indtryk af stor skønhed - for ikke at sige af sublimitet - som spillets verden afgiver, på tværs af sine relativt få, men ekstremt veludførte baner.

Det er altid prekært at bygge videre på en etableret verden. Indtil nu har seriens historier hovedsageligt udspillet sig i undergrunden, men i Metro Exodus får man et kulørt og bredspektret portræt af livet på overfladen. Der bliver trukket flittigt på velkendte overlevelsesfortællinger - Mad Max, Lord of the Flies, The Road - men trods åbenlyse inspirationskilder, virker spillets verden ikke fortyndet eller uoriginal. Heller ikke sammenlignet med den betydelige mængde postapokalyptiske overlevelsesspil som efterhånden findes på markedet - eller som står til at udkomme snart. Metro Exodus er ikke så højtråbende eller fandenivoldsk som bundfaldet af vestens mange hyperaktive dommedagsfortællinger, men det har mere kant, noget på hjerte og en gammel, gammel sjæl.

Metro-serien har altid formået at afbalancere en relativt simpel fortælling, med en underliggende dybde, både etisk, æstetisk og historisk: det uendelige mørke som omgiver den rejsende langs de fastlagte togskinner, måske. Mutanterne i dybet er ikke uhyrer, men territorielle dyr. Ordensmagterne i metrobanen er ikke kun med til at beskytte, men også begrænse den enkelte. Og mennesket, i sin afmagt, vil som altid søge Gud - hvad end denne tager form som en forvokset dræbermalle, en skolelærers dagbøger eller en politisk massebevægelse. Rejsen gennem Ruslands ødemark føles som en fordomsfri undersøgelse af menneskesjælen og dens måde at håndtere undergangen på: fra bundløs vrede til uventet næstekærlighed.

Metro Exodus

Banerne er ikke kun visuelt alsidige og tematisk fleksible; de varierer også enormt i struktur og opsætning. Tidligt i spillet bliver man sluppet løs i et jævnt stort område - et stivfrossent udsnit af Volgafloden, som rammer en god balance mellem bredde og dybde. Her er der mange små, åbenlyse landemærker at undersøge og orientere sig efter: hytter, vragbunker og væltede togvogne. Men som kompliment og kontrast er der også mere udførlige bunkerkomplekser og atomkældre at gennemsøge for resurser. Det er enormt imponerende hvordan spillet sømløst formår at skifte fra relativt åbne områder med stor frihedsmargin, til de mere velkendte og stærkt klaustrofobiske korridorer.

Der kan afgjort være en følelse af at pendulere mellem stort og småt - indtil slutningen af spillet, hvor friheden i banerne, ligesom fortællingen, for alvor spidser til. Det skaber en god dynamik, hvor stramme, tætte labyrintsektioner bliver afløst af den friske luft på overfladen - og omvendt. Én ting har de forskellige baner dog tilfælles: de er lineære, i den forstand at der altid kun er én mission at forholde sig ad gangen. Der er altid mulighed for større og mindre ekskurser - et stort lejlighedskompleks i horisonten eller en smal gangsti i kloakken - men spillet taber aldrig fokus. Med en større frihedsmargin end tidligere, er der afgjort øjeblikke hvor Metro Exodus virker som en mere sober og jordnær udgave af Far Cry, men spillets egentlige identitet er der aldrig tvivl om.

Metro Exodus

Det er imponerende, at udviklerne har formået at ramme den balance. Med et brændende ønske om at ville imponere, kunne 4A Games have sluppet alle hæmninger og pustet serien op til ukendelighed. I stedet udviser de et mådehold, som virkelig er et sjældent syn. Spillet er 'kun' omkring tyve timer langt, hvilket virker som den perfekte længde til den historie der bliver fortalt. Selvfølgelig er der nye fjender og våben, forskellige slutninger og en håndfuld valgfrie aktiviteter, men spillet er ikke blevet stopfodret med alle mulige fremmedelementer, bare for at kunne prale med det bagefter eller lefle til det større publikum.

Den mest radikale ændring, foruden tilføjelsen af en håndfuld større, mere åbne baner, er givetvis muligheden for at udskifte dele af sit våben, samt det at kunne bygge overlevelsesremedier af de omkringliggende resurser. I virkeligheden er det ikke en større forandring, end som så. Hvor banerne i tidligere spil vrimlede med patroner og førstehjælpskasser, så bugner verdenen i Metro Exodus med metalstumper og kemikalierester. Med de to resursetyper kan man bygge lidt forskelligt: nye gasmaskefiltre, flere patroner, et lægemiddel eller en håndgranat. Og akkurat som med kort og kompas, så er byggesystemet en del af spillets verden - indlevelsen bliver ikke unødigt forstyrret, fordi man skal bygge et eller andet.

I bund og grund er det en måde at splitte overlevelsesresurserne - morfin, filtre, ammunition - op yderligere og fordele dem over et større areal. Det vinder ingen præmier for originalitet, men det er gennemskueligt, lettilgængeligt og strømlinet på en god måde. Formålet er at minimere spildtiden og tabet af indlevelse i spillets verden - ikke at imponere spilleren med tusind forskellige måder at stege en fisk på. Om noget gør det måske spillet en anelse for let - for ikke at sige mindre stressende - at man nu kan producere lægehjælp på kommando. Men det kræver stadig at man har adgang til resurserne, og at man kan finde et sikkert sted at arbejde med dem. Sværhedsgraden påvirker også antallet af resurser, og de fleste ammunitionstyper kan man desuden kun producere ved egentlige arbejdsbænke.

Også muligheden for at modificere sine våben er en rimelig gennemskuelig størrelse. I toget kan man frit vælge mellem de forskellige våbentyper som er blevet fundet hidtil. Våbensdelene skal ikke bygges, men bliver løbende samlet op. Kategorien af våben spænder mellem pneumatiske kuglekastere og armbrøster, til rørgeværer og nedslidte maskinpistoler. Med forskellige, og mere eller mindre tvivlsomme modifikationer, kan de komme til at se ganske sære ud, men helt fjollet bliver det aldrig. Mådehold! Når jeg alligevel ikke bruger mere spalteplads på at udfolde våbenbyggeriet i Metro Exodus, så er det fordi det egentlig ikke virker som en isoleret, uanmeldt tilføjelse, men som en oplagt og generelt veludført videreudvikling af ældre systemer. Det er simpelt, forståeligt og tilstrækkeligt.

Metro Exodus

Valget af våben afhænger selvfølgelig af individuel spillestil, og som altid har man - med kun få undtagelser - mulighed for at gribe de tilrettelagte konfrontationer an på flere måder. Man kan sige sig forbi fjenderne, slå dem ned bagfra, distrahere dem med dåsekast eller blæse dem i stykker med sømgranater og rifler. Her er der ikke sket så frygtelig meget siden sidst, men uden usynlighedsdragter, droner eller anden snyd bliver man også i højere grad tvunget til at tage en beslutning om, hvad det er man vil. Ligesom tidligere, er der et moralsystem på spil, og verdenen reagerer i al beskedenhed på forskellige handlinger - navnlig på hvor meget blod der bliver spildt. For hvad det er værd, så kan man på PC også gemme og genkalde sit spil konstant, så det hjælper på evnen til at eksperimentere.

Og i Metro Exodus er der nemlig bedre grund til at eksperimentere end tidligere. I de mere åbne baner kan der opstå nogle interessante, hvis lidt begrænsede dynamikker. Fjendernes antal, type og adfærd ændrer sig, afhængig af tidspunktet på døgnet. Og har man for eksempel ikke nerver til selv at tage livet af den lokale bande, så kan man måske sparke til en mutantrede og lokke de vrede beboere i bøllernes retning. Der er helt sikkert et par overraskelser her, og det er noget af det som jeg bestemt kunne have lyst til at lege mere med.

Metro Exodus

Metro Exodus minder mere om forrige kapitaler, end jeg selv havde regnet med. Det gør mig ikke noget. Det tætteste jeg kan komme på en skuffelse, er de lidt svingende ansigtsanimationer og et stemmeskuespil der i visse tilfælde virker noget bedøvet. Måske det accenten, men et par af spillets karakterer lyder som om de lige er vågnet. Med større, men færre baner er der også længere mellem indlæsningsskærmene - det eneste sted hvor man rent faktisk får Artyom at høre. Han fører stadig en hæderlig dagbog - denne gang med fine illustrationer - men jeg ville egentlig gerne have hørt mere fra ham, sådan direkte. Der er nok også en del af mig, som havde håbet på en mere eksplosiv historie, et mere farverigt karaktergalleri og et større udvalg af groteske mutanter. Men inderst inde ved jeg bedre: det er netop forsigtigheden og mådeholdet som gør Exodus til noget særligt.

Det er småting, under alle omstændigheder. Overvejelser, ikke uoverensstemmelser. Det er store ord, men Metro Exodus føles næsten som en modgift mod flere af de ærgelige designtrends som har hærget industrien i nyere tid. Store, svulstige kæmpeverdener? Nej, åbne, men omhyggeligt tilrettelagte baner, uden tomme kalorier. Et overdimensioneret og uigennemskueligt byggesystem? Strømlinet, elegant og tilstrækkeligt. Hvad med en overlang kampagnedel som tager hele vinteren at komme igennem? Hvad med tyve timers kvalitetsunderholdning og tilstrækkeligt mange bevægelige dele, variable slutninger og forskellige sværhedsgrader til at retfærdiggøre en gennemspilning mere, engang i fremtiden?

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

For jo, det har været en spændende rejse med Artyom og de andre. Og jeg ville ikke have noget imod at opleve den igen.

View comments
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fænomenal spilverden med uovertruffen atmosfære. Godt tempo, omskiftelig banestruktur og fortælletekniske kneb er med til at fastholde interessant fra start til slut.
-
Første time virker en smule ujævn. Ansigtsanimationer og visse dele af stemmeskuespillet kunne være bedre.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Metro ExodusScore

Metro Exodus

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Laursen

Platformskift og eksklusivitetsaftaler holder bestemt ikke Metro Exodus tilbage: 4A Games imponerer igen med dommedagsmelankoli og russisk verdenssjæl i særklasse.

Indlæser mere indhold