Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Siren: Blood Curse

Siren Blood Curse

Henrik har bevæget sig ganske vagtsomt igennem den japanske, forbandede landsby Hanuda og er nu klar til fælde dommen over gyserspillet...

Abonner på vores nyhedsbrev her! - Få info om julekalenderen

* Påkrævet felt

Japansk og nordeuropæisk boligindretning er som nat og dag, slår det mig, da jeg endelig har lagt min forfølger bag mig. Papirtynde vægge med skydedøre, middagsborde uden stole og ingen billeder på væggene. Jeg sidder på hug uden for et værelse, i hvilket en mand står og messer nogle gloser, jeg helst ikke vil vide, hvad betyder, mens han taktfast rokker frem og tilbage. Han vogter over en nøgle. Ikke at jeg kan få øje på den herfra, men via sight jack-funktionen har jeg set den - gennem hans øjne. Jeg har også set løbet på hans jagtgevær, som jeg ikke skal nyde noget af.

Herude i entréen hænger et vægur, og efter at have trukket det op slukker jeg min håndlygte og stiller mig på lur. På slaget ni vralter det, der engang var et menneske, ud fra sit gemmested, men i stedet for at få stillet sin nysgerrighed får han sit baghoved slået ind med en akustisk guitar. Jeg skynder mig at tage nøglen, da jeg ved, at han inden længe er på benene igen. Landsbyen Hanuda er forbandet, ramt af gudernes vrede, og alle bysbørnene straffes kollektivt.

Keiichiro Toyama, som var ophavsmand til det originale Silent Hill, havde fat i den lange ende, da han instruerede Forbidden Siren. En smart sight jack-funktion, der lod spilleren se gennem venner og fjenders øjne, en gruopvækkende historie skrevet i den bedste fjernøstlige horrortradition og muligheden for at tage styringen over flere forskellige figurer, som alle var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Forbidden Siren var selvlysende af potentiale.

Alligevel er en smadret controller det, jeg først og fremmest husker Forbidden Siren for. Det er første og hidtil eneste gang, at spiludstyr har måttet lade livet i min varetægt. Set i bakspejlet fortryder jeg, at jeg lod mig sådan gå på af et spil, men et eller andet sted forstår jeg min reaktion. Forbidden Siren var en usædvanligt mangelfuld oplevelse, som grænsede til det uspillelige. Jeg følte mig som et femårigt barn, der var blevet efterladt af sine forældre på en sydtysk rasteplads - afmægtig, svigtet og overladt til sin egen skæbne.

Siren: Blood Curse giver til gengæld den stik modsatte følelse. Det er som at blive hentet hjem igen i en Limousine, få husets bedste værelse, et kreditkort til fri afbenyttelse og sin livret hver dag. Det er et helt andet og langt bedre spil. Hvor jeg før farede rundt som en skoldet skid i et par lærredsbukser, er jeg nu aldrig i tvivl om missionsmålene. Hvor jeg før var led og ked af sight jack-funktionen, elsker jeg nu at bruge den. Takket være en splitscreen kan du nu både styre din figur og sight jack'e samtidig. Hvor mødet med en shibito var den sikre død i originalen, har du nu en ærlig chance, hvis du er så heldig at have fundet en økse, jernstang, skalpel, svensknøgle, pistol, eller et af de mange andre våben, du kan finde i byen.

Dette er en annonce:

Der er fornuftigt placerede checkpoints, udfordringer, der kræver tænkearbejde, bjørnefælder og røgudviklende signallys, som kan fange og forvirre de blodtørstige shibitoer. Selv fjendedesignene er så modbydelige og fantasifulde, at Konamis Team Silent og Capcoms Resident Evil-hold må føle dyb respekt for deres kolleger i fædrelandet.

Tro nu ikke, at du kan tæske dig vej gennem rismarken, kirken, hospitalet og minen med et haveredskab. Shibitoerne elsker vold lige så meget som en god flaske sake, og der er ingen health packs, skudsikre veste eller andet habengut i den boldgade. Kamp er en mulighed, ikke et must. Det er inderst inde stadig et stealth-spil. Det smukke er, at Blood Curse ikke tager beslutningen for dig. Er du krigerisk, jamen så grib forhammeren, og kom i gang med at flække kranier. Risikoen er mange møder med game over-skærmen, men du vil ikke desto mindre opdage, at Blood Curse i perioder kan fungere som et udmærket actionspil. Men kamp er langt fra altid en udvej.

Når du spiller Bella, en pige i 6-8 års-alderen, har du ingen mulighed for at slå fra dig, og at gå i nærkamp med fjenden kræver, at du har et våben, og dem kan der være langt imellem. Vil du gennem dette helvedesbesøg i den japanske by bare nogenlunde smertefrit, er tålmodighed og kortlægning af fjenders ruter vejen frem; så skal du slukke lommelygten, fare med lempe og se at få gemt dit korpus af vejen i et klædeskab, hvis en shibito har fået færten af dig.

Tredje gang er ikke ubetinget lykkens gang for Siren-serien. Styringen er betydeligt bedre, men ikke perfekt. De "halvfaste" kameravinkler kan drille, men er virkemidler ligesom fraværet af sigtekorn, helbredsmåler og lignende. Sight jack-funktionen har ikke samme centrale position, da du i lange perioder kan leve uden den. Det faldt i god jord hos mig at bruge den efter behag, men ser man sight jacking-systemet som seriens altoverskyggende varemærke, kan Blood Curse virke udvandet på dette punkt. Det er et temperamentsspørgsmål, og i sidste ende er Blood Curse ikke henvendt til seriens hardcorefans, men til alle os, som var ved at gå i spåner over originalens kompromisløshed.

Dette er en annonce:

Jeg kan forstå dem, der lader sig afskrække af, at Blood Curse er et amerikaniseret remake af et ærkejapansk horrorspil. En håndfuld amerikanske journalister fra en tvivlsom tv-station tager til Hanuda for at lave en 28-minutters dokumentarfilm om de sære hændelser, der siges at være foregået i byen, og de udgør sammen med en amerikansk udvekslingsstudent, som tilfældigvis befinder sig i området, hovedparten af de spilbare figurer.

Men modsat Hollywood-tendensen, hvor amerikanske instruktører og skuespillere gør film spiselige for det deres hjemmepublikum - franske Nikita, danske Nattevagten m.fl. - og gerne taber originalens charme og energi på gulvet, er Siren Blood Curse lavet af selv samme hold, som udviklede Forbidden Siren. Der er derfor gået meget lidt tabt i forhold til, hvad der er vundet. Man skal inderligt hade alt amerikansk og elske alt japansk for at anse originalen for at være bedre. Siren Blood Curses gameplay hænger sammen og er helstøbt. Det imødekommer dig, fortæller hvad det forventer af dig og kræver hverken, at du har uanede mængder tålmodighed, eller at du sluger så mange kameler, at du er ved at brække dig. Blood Curse er alt det, originalen ikke var, og det efterlader ingen tvivl om, at Sonys Siren-hold lige nu er branchens største horrorbegavelse.

Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Dette er en annonce:
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
Siren: Blood Curse
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
En på næsten alle områder helstøbt genfortolkning af originalen. God historie og nervepirrende stemning.
-
Sight jack-funktionen er sekundær. For nemt for seriens hardcorefans.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Siren Blood CurseScore

Siren Blood Curse

ANMELDELSE. Skrevet af Henrik Bach

Henrik har bevæget sig ganske vagtsomt igennem den japanske, forbandede landsby Hanuda og er nu klar til fælde dommen...



Indlæser mere indhold