Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Sekiro: Shadows Die Twice

Sekiro: Shadows Die Twice

En gammel, hengemt licens har fået langt mere end et nyt lag lak, og endnu et moderne Miyazaki-mesterværk er født.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Lad os sætte os ind i tidsmaskinen, og rejse cirka tretten år tilbage i tiden. I 2006 sad jeg i vildrede, post-folkeskole, og overvejede hvad i alverden der skulle blive af min fremtid. Jeg havde delvist droppede spilleriet, til fordel for musik, men mere ud af foragt for hobbyen end selve spillene. Ligeså, i 2006, var From Software i vildrede. Armored Core-serien kom ingen vegne, og deres ny-anskaffede licens til Tenchu hævdede den brede spilpresse at de misbrugte. Ser man på anmeldelserne, vil jeg være tilbøjelig til at give dem ret. På randen af kollaps, udkom Demon's Souls i Europa, i 2010. Jeg var netop flyttet hjemmefra, havde en ny tråd på livet, og samlede spillet op, på anbefaling af flere personer, der tydeligvis havde svære sadomasochistiske tilbøjeligheder. Nuvel, jeg var blå-øjet 20-årig, og hvem kan ikke godt lide lidt smæk i ny og næ? Dette spil skulle dog vise sig at være skelsættende for både mig og From Software de næste ti år.

Redningen var fundet for min fortabte hobby og for hvad jeg roligt kan kalde et af mine absolutte yndlingsspilfirmaer nogensinde. Efter seks spil i god, brutal Souls-stil, står vi så begge to i 2019. Ældre, mere modne, mere nuanceret, og klar på helt nye udfordringer. For mig er det tydeligt, at Sekiro: Shadows Die Twice har taget specielt den sidste anekdote til hjerte i dets design. For Sekiro: Shadows Die Twice er ikke endnu et Souls-spil. Det er en hyldest til Tenchu, en licens der næsten kuldsejlede firmaet før Hidetaka Miyazaki's Arnold Schwarzenegger-agtige redningsaktion med Demon's Souls. Det er en yderst vigtig pointe, at forstå og blive bekendt med, inden man kaster sig ud i Sekiro: Shadows Die Twice, for ellers kunne jeg snildt forestille mig man bliver delvist skuffet. På tværs af diverse forsmagsartikler, skiftlige hors d'oeuvres og godbidder i form af interviews og videomateriale, der har floreret både på GameReactor og det brede internet, har From Software dog heller ikke lagt skjul på Tenchu-inspirationen. Det er sikkert også derfor de originale rettighedsindehavere, Activision, er med som udgiver!

Sekiro: Shadows Die Twice
Sekiro: Shadows Die TwiceSekiro: Shadows Die TwiceSekiro: Shadows Die Twice

I en noget fantastisk fortolkning af den krigshærgede Sengoku-periode, spiller du Wolf, som titulæres en shinobi og ligeså besidder evner som disse, men som på mange måder opfører sig og udstilles som en samurai. Barnekejseren Kuro, hvis drageblod siges at indeholde helende kræfter, er blevet taget til fange af Ashina-klanen, under ledelse af general Genichiro, og det er op til dig at redde ham. Ja, ikke kun fra Genichiro, men også redde Kuro i fortiden, i Hirata. For tidsrejse spiller også en rolle her. Selvom Sekiro: Shadows Die Twice, fortællemæssigt, er langt mere lineært og øjeblikkeligt end mange andre moderne From
Software-spil, så findes der i Sekiro stadig masser af små forgreninger der sker uafhængigt af spilleren og den styrende fortælling. Miyazaki kunne nok ikke nære sig, kunne han. Der er stadig masser af ting du kan gå glip af, og sidenhen opleve i en gennemspilning efterfølgende. Alt sammen sat op af et smukt og meget farverigt bagtæppe, noget helt nyt fra studiets hånd i disse tider, og en kærkommen gestus, hvis du spørger mig. Dette bagtæppe flankeres dog af en knap-så-flot grafisk kvalitet i forhold til karakterernes ansigter, og eftersom du snakker med del, er det en anke der er værd at påpege. From Software kan åbenbart bare ikke finde ud af det med ansigter. Stemmeskuespillet er dog dejligt autentisk, især de japanske stemmer.

Tenchu går også igen i det mekaniske og kampene. Udover du kan hoppe og svømme, er der vertikal kamp, luftkamp, masser af heftig, hårdtslående og lynhurtig aktion, som står i stærk kontrast til Souls-seriens ellers mere taktiske, velovervejet kampsituationer. Desværre drukner svømme-funktionen i mange af de andre tiltag, og bliver aldrig rigtig brugt til noget. Apropos kamp, er følgende en advarsel til alle der altid har haft genvordigheder med parering i diverse Souls-spil; held og lykke, for kampsystemet i Sekiro: Shadows Die Twice afhænger i meget stor grad af det. Så øv den timing, ven, ellers kan jeg saft-stejleme love for at stakkels Wolf bliver gennemkløvet som en bambuspind i skovrydningssæsonen mange gange. First-hand experience, du ved. Til gengæld, så giver Sekiro dig muligheden for at genoplive, hvis du går hen og bliver kappet midt over.

Sekiro: Shadows Die Twice
Sekiro: Shadows Die Twice

Jeg kan allerede høre tasteklikkene fra den fanskare der mener at From Software har opgivet deres sværhedsgrad til fordel for beskidte casuals, men alting i Sekiro: Shadows Die Twice har heldigvis sin pris. Genopliver man, eller dør man, nok gange begynder den frygtelige Dragonrot at tage hold i dine venner, bekendte og elskere, hvilket gør at du ikke kan handle med dem, opgraderer din Buddha-velsignede skelet-robot-hvad-i-alverden-det-er-arm eller gennemfører specifikke sidemissioner. Ligeså mister du halvdelen af dit indsamlede guld, som erstatter sjæle eller blod kendt fra tidligere når det kommer til at købe ting og sager, og dine erfaringspoint, som du bruger til at opgraderer Wolfs evner. Uden mulighed for at få dem tilbage denne gang. Ingen ekstra kartofler her, du. For at slippe af med denne drage-råddenskab, skal du først og fremmest låse op for evnen, og derefter anskaffe sig en dragetåre, som der kun findes begrænset mængder af. De hænger ikke på træerne, og det tilføjer en hel unik anspændthed og sværhedsgrad til spillet, som ingen andre From Software-spil har. Du er direkte ansvarlig for alles overlevelse, ikke kun din egen, og din rejse bliver kun sværere, jo mere du dør. Til gengæld, har du også væsentlig flere måder at overleve på.

Jeg blev pludselig meget bevidst om, hvordan jeg håndterede kampene, og kamp i det hele taget, hvorpå jeg skiftede fokus over på snigmord fremfor frontalangreb, og ikke at være for stædig til at løbe sin vej. Langt de fleste bosskampe er nemlig ikke i aflåste områder, som vi kender det fra Souls-serien. Får du bank, og kan du godt se hvilken vej skuden vender, kan du flygte. Fjenden får selvfølgelig alt sit liv igen, men til gengæld så udsætter du ikke alle dine venner for drage-fremkaldt hudkræft fordi du absolut skulle have stærk-mand-bukserne på. Til trods for de væsentlige forskelle, står Sekiro: Shadows Die Twice ikke overraskende, med en fælles tråd til de resterende Miyazaki-ledet spil; det er svært. Som i, virkelig svært. Til tider, usandsynligt svært. Nogle gange fordi den kunstige intelligens får sig nogle skøre flip; enten af den usædvanligt bovlamme slags eller den nu-kan-jeg-se-dig-gennem-klippevæggen-slags. Heldigvis er det mere end undtagelse end en regel.

Sekiro: Shadows Die Twice
Sekiro: Shadows Die TwiceSekiro: Shadows Die TwiceSekiro: Shadows Die Twice

For udforskningsmulighederne er stadig meget åbne, så der gik ikke lang tid, genstridig som jeg er i ikke at følge spillets små fingerpeg om hvor jeg burde gå hen, før jeg havde rodet Wolf ud i nogle kampe han slet ikke var klar til. Dragonrot til alle? Ja tak. Heldigvis ankommer Sekiro: Shadows Die Twice med et væld af forskellige opgraderingsmuligheder til den dystre, noget depressive, ninja, som du låser op for adgang til forholdsvis hurtigt. Skelet-robot-armen bugner også af spændende tilføjelser - jeg har selv fået meget brug af knaldperleskyderen og flammekasteren - som ligeså kan opgraderes i lignende forgreningsstil som diverse shinobi evner. Det være sig lidt krudt til flammekasteren, så det også kan slå til som et gevær, eller en mekanisme til kastestjernerne så de snurrer rundt når du affyrer dem. Det er langt fra den dybe rollespilsoplevelse i Dark Souls, men det skal det som sagt heller ikke være. For spillet her roterer langt mere om det du gør, end hvilke tal du gør det med. Jeg gentager; Sekiro: Shadows Die Twice er en hyldest til Tenchu, ikke en videreudvikling af Souls-formularen. Det er snarere en kernestøbet Souls-form med meget tyk Tenchu-maling på.

Disse meget lette rollespilselementer giver spillet præcis den dybde, det har brug for. Sekiro: Shadows Die Twice har fokus andre steder - i kampsystemet, i udforskningen, i semi-platformsegmenterne - hvor From Software virkelig viser sin styrke. De stærke sammenhængende miljøer fra Souls-serien har fået et helt nyt liv, med et ekstra vertikalt niveau, og der er gjort en dyd ud af at de kan anvendes proaktivt. Jo længere jeg kom, jo mere ledte jeg efter små udspring og klippeafsatser, jeg kunne være lyssky ved, og øve mig i at være en vaskeægte ninja. For når alt kommer til alt, er det hvad Sekiro: Shadows Die Twice egentlig er. En fantastisk ninja-simulator, tilsat the golden touch fra Hidetaka Miyazaki, og jeg er 99% solgt. Genichiro, omae wa mou shindeiru!

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
View comments
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Gennemført stilrent og flot, fedt at udforske, passende udfordring i forhold til progression, spændende og hektisk kampsystem, godt stemmeskuespil, overflyder med indhold
-
Den kunstige intelligens er til tider sær, ansigtsgrafikken er ikke op til standard
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Nike
    From Software spil har siden 2009 haft nogle tendenser, til at udkomme på negative tidspunkter i mit liv. Demon's Souls udkom imens jeg bearbejdede... 9/10

Relaterede tekster

Indlæser mere indhold