Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Ghost Giant

Ghost Giant

Indtag rollen som kæmpespøgelse i en af årets mest hjertevarme fortællinger.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Da VR-enhederne langsomt begyndte at snige sig ind i forbrugernes stuer for nogle år siden, var det de højintensive oplevelser, vi mest så på hylderne - fysiske som digitale. Men efterhånden som teknologien er modnet, har udviklerne fået øjnene op for et bredere sortiment af genrer og tempi heriblandt adventurespillet, som har vist sig at passe godt til VR blandt andet på grund af den forbedrede opfattelse af dybde og den større skala, som teknologien medfører. De to egenskaber gør det fundamentalt tilfredsstillende at undersøge tredimensionelle rum og brugen af move-controllerne til at manipulere og kombinere objekter tilfører en vidunderlig taktil følelse til gameplayet. Sidste år viste Déraciné fra efterhånden legendariske From Software gode takter og nu lander Zoinks (Fe, Flipping Death) Ghost Giant på Playstation VR. Ligesom i Déraciné spiller du i Ghost Giant et overnaturligt væsen, der forsøger at hjælpe et barn ved at afsøge alle kroge af omgivelserne for at finde de rigtige redskaber til opgaven. Og ligesom Déraciné fortæller Ghost Giant også en historie, der går til angreb på tårekanalerne. Men hvor From Softwares sepiafarvede titel var melankolsk, trist og tilstræbte grafisk realisme, er Ghost Giant med sin billedbogsagtige æstetik, antropomorfe karakterer og humoristiske tone en anderledes finurlig og varm oplevelse.

Ghost Giant
Ghost GiantGhost GiantGhost Giant

Louis har det ikke nemt. Han er raget uklar med sin bedste ven, pengene i husstanden er små og hans mor (som er alene med ham) lider af noget, der nemt kunne være en depression. I et ensomt øjeblik ved søen møder han dig: Et kæmpestort, blåligt spøgelse. Først er han bange og flygter, men indser hurtigt, at Ghost Giant, som han belejligt kalder dig, kun har til sinde at hjælpe. Og hjælp kan Louis i den grad bruge, så gennem 14 scener er det din opgave at assistere den kække dreng med at få familiens gård, morens humør og venskabet med Maurice op at køre igen. Hvis ordet 'scener' skurrer en smule, forstår jeg det godt, for det er ikke en terminologi, vi er vant til at bruge i spilverdenen, men betegnelsen er faktisk Zoinks, ikke min, og i forhold til Ghost Giant giver det rigtig god mening. Det grafiske udtryk bringer nemlig minder om sirligt konstruerede teaterscener, hvor dele af bygninger kan skilles ad og bevæge sig op og ned, og huse kan roteres og åbnes. Ydermere udspiller handlingen sig også som en scene, der skrider fremad efterhånden som du løser forskellige opgaver. Al bevægelse udgøres af scenens elementer som personer, huse og biler, mens du selv kun kan dreje dig og bruge hænderne til at manipulere med scenens elementer. Det gør Ghost Giant til en meget begyndervenlig VR-titel, da risikoen for bevægelsessyge er helt i bund.

Dine opgaver som kæmpespøgelse er primært centreret omkring udforskning af de enkelte scener, hvor sværhedsgraden oftest hænger sammen med antallet af opgaver, der skal løses på et givent tidspunkt og antallet af objekter, der kan undersøges. Visse scener er fuldstændig lineære og kræver dermed, at du klarer opgave A for at åbne op for opgave B og så videre, mens andre scener har flere opgaver, der kan tackles i valgfri rækkefølge. Til den første kategori hører for eksempel en scene, hvor du skal hjælpe Louis med at så frø ved først at rydde en mark og derefter så frøene for til sidst at gnubbe to skyer sammen for på nærmest guddommelig vis at manipulere vejrsystemerne, så frøene kan få vand og spire. Andre scener er heldigvis mere komplicerede. I en scene ca. halvvejs igennem spillet skal du hjælpe Louis med at finde musik til hans lærers magnum opus i gadebilledet. Den ene kilde til musik er en chokoladeglad mand, som skal lokkes hen til en nyåbnet slikbutik med en æske chokolade. Bedst som han er på vej over mod målet distraheres han af et larmende reklameskilt for plastikblomster, hvorfor du må finde en raket og placere den over et levende lys for at tænde den og derefter sende den mod reklameskiltet. Med dette ødelagt kan lokke manden hele vejen til butikken, hvor synet af en hjerteformet chokoladeæske sætter gang i de nostalgiske følelser og medfølgende sang. Der er i denne scene også et andet puzzle, som skal løses og de to kan gennemføres i vilkårlig rækkefølge og ind over hinanden. Det er ikke fordi Ghost Giant kommer til at udfordre garvede spillere, men scener som ovenstående har alligevel nok elementer til, at udforskningen af scenen og løsningen af dens gåder ikke føles helt trivielle. Andre opgaver er mere action-orienterede. Flere gange skal du kaste genstande efter forskellige mål, hvilket føles en smule akavet, og en sekvens hen mod slutningen inkluderer fiskeri efter metalgenstande med en kran som fiskestang - den hørte til blandt mine favoritter.

Ghost Giant
Ghost GiantGhost GiantGhost Giant

Det er bestemt ikke alle opgaver, der er lige spændende at udføre, men de byder på fin variation og giver mening i forhold til spillets historie, som er og bliver Ghost Giants største force. Med hjælp fra den gennemførte æstetik, den frankofile underlægningsmusik og det gode stemmeskuespil formår Zoink! at levere en af den seneste tids fineste fortællinger. Det ene øjeblik fik Ghost Giant mig til at trække på smilebåndet, mens det gav mig en klump i halsen det næste. Psykisk sygdom bliver disse år tacklet oftere og oftere i spil, men Ghost Giants vinkel fra det pårørende barn er ny for mig og måden spillet berører temaet på er både medfølende og håbefuld. I det hele taget er Ghost Giant et enormt sympatisk bekendtskab, der ud over førnævnte tematik også handler om sammenhold, evnen til at hjælpe andre og modet til at række ud efter hjælp. Det hele leveres tilmed uden løftede pegefingre og gumpetunge motivationstaler, hvilket i sig selv er imponerende. Mere af den slags, tak.

Den velfortalte, positive og rørende historie er i sidste ende det, der får Ghost Giant til at placere sig et pænt stykke over middel. Gameplayet er nemlig behageligt, men til tider også en smule kedeligt. Sjovt er det at fremprovokere uvejr, bruge en kran som fiskestang og give Louis en flyvetur på en sky, men lidt for ofte føles dine gøremål som en pligt, der skal overstås for at komme i videre i historien. Heldigvis leverer den som sagt og hver gang jeg blev lidt frustreret over en kedelig opgave, belønnede spillet mig kort efter med en fin udvikling i historien. Det er ikke fordi Ghost Giant udnytter VR-formatet til det helt store - bortset fra et meget effektivt skift i perspektiv, som bruges et par gange - men det gør den på mange måder til en fin introduktionstitel for uindviede og vi andre kan glæde os over, at der fortsat fortælles historier med både varme og personlighed.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Glimrende historiefortælling der berører relevante tematikker, gennemført æstetik, blid mod dem med tendens til bevægelsessyge.
-
Opgaver af svingende underholdningsværdi.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer