Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Anno 1800

Anno 1800

Anno-serien er langt om længe tilbage, og denne gang i mere avanceret form end nogensinde før.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Jeg er historielærer af profession, og jeg elsker at fordybe mig i vor verdenshistorie med alle dens intriger og krige, konger og paver, fiaskoer og succeser. Anno 1800 har mange af de ting, som gør historie spændende for mig, så da jeg fik spillet i hånden, var jeg ganske tilfreds, da 1800-tallet nok er det mest fascinerende århundrede for mig.

Anno-serien har været igennem mange tidsperioder, både et par hundrede år i fremtiden, og flere hundrede år i fortiden. De er alle baseret på samfundet fra den tidsperiode som spillet omhandler, for eksempel er Anno 1701 om syttenhundredetallet, med dens arkitektur og samfundsstruktur der herskede der, og Anno 2205 er mere baseret på science fiction-versionen af samfundet. Så er man fan af historie, og har en kærlighed for at styre en kolonis økonomi og udvikling i det mest teknologisk innovative århundrede, så er dette drømmespillet. Spillet er lavet af Blue Byte, som også står bag Settlers-serien, og er udgivet af Ubisoft til Windows PC. Spillet udkom d. 16. april.

Anno 1800
Anno 1800Anno 1800Anno 1800

Anno 1800 har både singleplayer og multiplayer, men jeg vil først snakke lidt om historien i den førstnævnte del. For Anno 1800 har faktisk en ganske habil historie, som handler om Goode-familien, der efter at familiens patriark er død, skal rense familiens navn, som er blevet trukket igennem skidtet. Man møder sin søster efter mange års eksil, og man skal så opbygge en koloni på en ubeboet ø, hvor man igennem teknologiske landvindinger skal udkonkurrere andre bosættere, som også gerne vil have en bid af kagen. Historien skrider langsomt frem sammen med ens kolonis vækst, og den fungerer også som en halvvejs introduktion til spillets mekanikker, da man løbende bliver bedt om at bygge vigtige bygninger for ens koloni, og får forklaret, hvorfor de er vigtige. Jeg synes dog at denne måde at gøre tingene på fungerer mindre godt i Anno 1800, mest fordi det ikke er alt man får forklaret.

For eksempel havde jeg meget svært ved at finde ud af hvordan jeg skulle tjene penge i starten, da spillet ikke fortalte mig at indkomst var direkte forbundet med ens indbyggere, og hvor avancerede de var i uddannelsesniveau. Derfor måtte jeg en tur forbi nettet. Det samme med opgraderingen af mine beboere fra arbejdere til håndværkere, da jeg ikke kunne bygge en fregat før jeg nåede det punkt, men spillet indikerede ikke, hvordan jeg nåede dette, så der kom nettet igen til stor hjælp. Det tænker jeg kan gøres bedre, men da jeg forstod dette begyndte spillet at give meget mere mening. Så historien træder tit i baggrunden i lange perioder, men giver lidt krydderi engang i mellem, når man mindst venter det, og noget jeg synes er ret effektivt, er at man kan vente med at udføre de ting som historien foreskriver indtil man er klar, for gør man det når man ikke er kan ens kolonis økonomi hurtigt kollapse. Man kan nemlig være hundrede procent sikker på at fremskridt i historien giver en nye og svære udfordringer, som skal kunne overkommes. For eksempel kan man efter noget tids spil sende sine skibe på ekspeditioner. Disse beskrives via tekstbokse, hvor man så får forskellige valg, som kan føre til succes eller fiaskoer. Lykkedes det får man enten nye allierede, eller ressourcer. Jeg fik en hel ny koloni jeg skulle holde styr på, og det blev en overordentlig stressende sekvens for mig. Dette er både godt og skidt, for udfordringen var sjov, men at holde styr på to kolonier, som kun delte penge, men ingen andre ressourcer, gjorde det ganske svært at finde en balance, så økonomien hang sammen.

Anno 1800
Anno 1800Anno 1800Anno 1800

Balance er i det hele taget et nøgleord for spillet, for det kræver balance at få sin koloni ført til succes. Farer man frem og bygger til højre og venstre, hvilket især på den letteste sværhedsgrad er fristende, så får man problemer, for er udgifter og indtægter ikke i balance kan man bare se sin bundlinje blive fyldte med røde tal, og sker det er fallitten ikke lange væk. Man skal bygge huse til sine beboere. Disse har så behov som du skal opfylde, for at der kommer flere og flere indbyggere, bliver de så glade, og har deres behov opfyldt, kommer der endnu flere. Industrien som skal opbygges koster dog penge at stille op og vedligeholde, og de kræver arbejdskraft også. Derudover skal ressourcer høstes, træer skal fældes og senere skal jern og olie udvindes, når ens koloni er nået til industrialiseringen.

Denne periode er notorisk for forurening, og bliver det for slemt, bliver ens koloni mindre attraktiv. Bliver den det, bliver ens beboere mindre glade, så der skal lægges mange kræfter i hvordan man placerer sin industri i forhold til befolkning.

Alle disse ting skal holdes i balance, og det er super fedt at se ens koloni tjene penge ind. Ens beboere kan også have lyst til luksusvarer, som man ikke nødvendigvis kan dyrke på ens begynder ø, men man kan så handle med andre kolonioverhoveder, som alt efter hvad de synes om en, og den måde man agerer på, kan give en bedre eller værre priser. Mulighederne er mange og det er noget af det jeg synes er utroligt underholdende, nemlig at der er flere løsninger på ens problemer, hvis man er opfindsom nok. Derudover er spillet ikke så gennemsyret af mikrostyring, som andre spil i genren. Så man kan for eksempel ikke hæve eller sænke skatten, hvis man vil have penge i kassen. Jeg synes Blue Byte har ramt en god balance imellem makro- og mikrostyring af ens koloni, hvilket er så fedt. Et spil kan sagtens være tyve til tredive timer langt, hvis man ikke passer på, og det gør at man får et helt specielt forhold til ens koloni. Desværre var jeg ude for en del fejl og bugs i spillet, som for eksempel crashede flere gange, og gjorde at jeg måtte genstarte min koloni tre gange, men den opdatering der ramte på udgivelsesdagen fiksede en række af disse. Stadig, jeg føler mig forpligtet til at beskrive den oplevelse jeg havde.

Anno 1800

Lad os snakke multiplayer, for det er nemlig også en mulighed. Her spiller man faktisk lidt ligesom mod computeren, og man kan alliere sig med hinanden, og føre krig mod hinanden. De menneskelige spillere er mere aggressive end computeren, men det var bare min erfaring. Jeg tror at spillet er super sjovt med venner som man kender, da samarbejdet kunne påtage sig et helt nyt omfang, så man kunne slå sig sammen mod andre. Man kan så selv vælge og sætte spillet op som det behager en, og spille ligesom man har lyst. Det er ret fedt.

Grafik og lyd er meget standard for genren. Det hele ser charmerende og sødt ud, men kommer man tæt på er detaljegraden ikke helt i top altid. Musikken er også generel god, men jeg synes ikke det er noget man lægger så meget mærke til. Det fungerer bare, og det er vel også ganske fint, men jeg savnede lidt at spillet skinnede her. Det er dog effektivt og tilforladeligt alt i alt.

Anno 1800 er et glimrende simulatorspil, og kan man godt lide et eftertænksomt spil, hvor man kan sidde og pusle med ens koloni, og lade historien avancere når man har lyst, så er dette spillet til dig. Er du historieinteresseret er der også en masse at hente, da spillet er meget tro overfor den verden der var før og efter industrialiseringen.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
God historie, eftertænksomt design, tro mod perioden, sjov multiplayer.
-
En del fejl, svingende sværhedsgrad, til tider middelmådig præsentation, manglende tutorials.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer