Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Days Gone

Days Gone

God of War, Horizon, Spider-Man - ja, Days Gone har lidt at leve op til. Har det været ventetiden værd?

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Der sker noget ganske ekstraordinært omkring 20 timer inde i Days Gone. Frem til dette skelsættende tidspunkt er du blevet introduceret for karakterer, mekanikker, strategier, våben og alt derimellem, og du føler at du har godt greb om hvad Bend Studio forsøger at fortælle dig. Du føler dog samtidig, at der på en eller anden måde mangler noget, at de tomme pladser imellem de store ord og den flotte musik er lidt for brede til at det kan ignoreres. Det er umiddelbart svært at beskrive, men i løbet af denne periode vokser en mistanke om at den udgave du sidder med er den anden, tredje hvis ikke fjerde udgave af Days Gone, der tydeligvis har undergået drastiske ændringer igennem tiden.

Og så sidder du der, 20 timer inde, og er ganske imponeret over hvad studiet har kunne klistre sammen, men du mangler bare det der krydderi, en rød tråd der pludselig melder sig, en narrativ krog der pludselig får fat. Og så sker det. En lang køretur akkompagneret af et stykke overraskende folk-musik, og så viser spillet sit és i ærmet, og så sker der bare noget. Pludselig er Deacon en hovedperson du ønsker at beskytte, pludselig mærker du et sært tilknytningsforhold til vragresterne af denne ødelagte verden, og pludselig begynder de systemer du allerede ér blevet introduceret for at hænge sammen på en måde de ikke gjorde op til dette punkt. Denne mærkværdige transformation kræver dog tålmodighed, og de vidner om en oplevelse der er blevet redesignet en række gange igennem spillets besværede udviklingsproces.

Days Gone
Days GoneDays GoneDays GoneDays Gone

Men før vi yderligere dykker ned i konspirationskaninhullet, så lad os lige opsummere. Days Gone placerer dig i bikerstøvlerne på Deacon St. John, en tilsyneladende selvisk "drifter" der driver omkring hvad der engang var Oregon, USA, og laver små tjanser for de sidste beskidte bastioner af den menneskelige civilisation, der kun med nød og næppe holder stand imod de inficerede Freakers, og vigtigst af alt - mod hinanden. Deacon har, ligesom de sidste overlevende, mistet alt, inklusiv hans kone Sarah, og det eneste han har tilbage er vennen Boozer, der i starten af spillet kommer slemt til skade. Det er nu op til dig at beskytte ham, introducere (og genintroducere) dig for de lokale og vigtigst af alt undslippe med nød og næppe fra Freakers, Rippers, Runners og Ragers, som lyder skræmmende - og også er det.

Historien ender faktisk med at være uhyre effektiv, og selvom at spillet ikke ligefrem benytter underfundig originalitet i dets forsøg på fortælle en indlevelsesrig og dyb postapokalyptisk zombie-historie, så er der alligevel lagt tilpas energi i hver eneste scene, som der er mange af, til at du spidser ører hver gang du får serveret ny eksposition. Hver eneste karakter, om det så er Deacon eller nogle af de mange andre han møder på sin vej, er afrundet, spændende og mangefacetteret, præcis som de skal være. Ja, også historien kommer til at lide under den fragmenterede sammensætning, som om at anden akt engang har været første akt eksempelvis, men de mennesker vi tilbringer tid med ender med at fastholde interessen, og som spillet kører derudad, så vokser forbindelsen imellem spilleren og verdenen. Nej, Deacon er ikke din gennemsnitlige helt, han er formet af sine omgivelser og laver fejl, men han ender med at være utrolig spændende at følge, lidt ligesom Kratos i God of War.

Deacon er biker, og det centrale koncept her er hans forhold til hans motorcykel, som agerer både mobilbase, transportmiddel og gameplay-mekanik. Så præcis som diverse trailere har vist os, så handler det egentlig bare om at sætte sig op på kværnen, og drøne ud i denne ondskabsfulde, brutale verden fyldt til renden med blodtørstige skabninger, grumme bander og muterede dyr, alt sammen i en søgen på lidt håb at klynge sig til. I Days Gone udforsker du, du leder efter skrald og ressourcer der bruges til at reparere grej, du finder NERO-udstyr der opgraderer Deacons stamina og livspoint, du udrydder såkaldte Freaker-reder for at reducere populationen og neutralisere fjendtlige bander der ellers vil gøre livet svært for dig på vejene. Det er selvfølgelig også indimellem hoved- og sidemissioner med dedikerede mellemscener, konstant crafting af udstyr såsom hjemmelavede økser, molotov cocktails og lyddæmpere til dine våben. Så langt så godt - Days Gone tilbyder en række forskellige aktiviteter, og de giver alle XP-point, der bruges til at give dig flere evner i kamp.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Lad os dog lige stoppe lidt op ved selve Deacon. Han har et arsenal bestående af et signaturvåben, der eksempelvis kan være en armbrøst med forskellige pile eller en snigskytteriffel, samt et "stort" våben og et håndvåben. Desuden kan han bære et nærkampsvåben også, som kan være alt fra et baseballbat til et jernrør, og disse kan opgraderes løbende. Som spillet udvikler sig får du adgang til flere former for medicin, samt fælder, eksplosiver og meget mere, som kreeres i felten ved hjælp at ressourcer, der er spredt rundt omkring i verdenen. Du får dele fra biler, benzin til motorcyklen fra tankstationer og medicin ved at samle planter, det er en konstant balancegang, og selvom du for en stund føler dig almægtig med masser af ressourcer i taskerne, så vender det hurtigt hvis du bliver udsat for stedvis modgang. Dog er der ikke "survival"-elementer i den traditionelle forstand, og tak de postapokalyptiske guder for det, for Deacon skal aldrig babysittes, og spiller du dine kort rigtige kan du komme ud af enhver situation med livet i behold, men det involverer også at tage benene på nakken en gang imellem.

Selve det at bevæge sig og køre i Days Gone føles fortrinligt, og der er tydeligvis blevet lagt meget energi i at skabe bevægelsesmønstre og en fysik der befinder sig i det interessante spændingsfelt imellem tungt og let. Det kan her sammenlignes en del med Horizon: Zero Dawn, der formåede at finde præcis samme balance. Ydermere er hver eneste fjendetype uhyre intens at skulle op imod, hvor særligt de mange Freakers er et klart højdepunkt. De er avanceret designet, og bliver aldrig kedelige at kæmpe imod, til trods for at Days Gone let kan tage 60 hvis ikke 70 timer at komme igennem. Der er naturligvis adskillige versioner, såsom Newts, Swarmers og Bleachers, men de har alle det tilfælles at de er spændende at skulle op imod. De gigantiske horder er det absolutte højdepunkt, og der er en lang række af disse (af forskellige størrelse og sværhedsgrad) spredt ud på tværs af Oregon, og de kræver samtlige af dine evner at besejre. Jeg glædede mig personligt til hver og én af dem. Hvorimod det du skyder på både er skræmmende og spændende, så selve måden du skyder på ikke helt lige så raffineret. Godt nok er der et stort kartotek af våben takket være de mange lejre der løbende sælger dig flere og bedre af slagsen som tiltroen til dig vokser, men de har alle det tilfælles at de ikke føles helt lige så tunge som de burde, givet hvordan resten af oplevelsen er vægtet. Det er mest imod andre mennesker at den manglende vægtning viser sit grimme ansigt. Fylder det dog meget i det samlede billede? Ikke så meget som man skulle tro, da selve akten at pege våbnet i en retning for at affyre tager bagsædet ved siden af historien, motorcyklen, nærkamp og crafting.

Days Gone
Days GoneDays GoneDays GoneDays Gone

Desuden ser Days Gone fuldstændig vidunderligt ud. Fra mellemscenerne til den visuelle variation imellem verdenens forskellige områder er spillet en fryd at kigge nærmere på, og det står klart at Bend har brugt mange ressourcer på at sikre at selvom spillet ikke ligefrem byder på æstetisk originalitet (som visse måske vil synes er et problem), så selve produktionskvaliteten skyhøj. Om det så er mudderet under dækkene på motorcyklen som du glider igennem et ørkenområde på en varm sommerdag, eller overfaldes af de udøde på snedækkede sletter, så er Days Gone uden tvivl blandt de flotteste spil på platformen, og kan stolt stå blandt God of War, Spider-Man og Horizon: Zero Dawn som et godt eksempel på hestekræfterne i PlayStation 4 Pro. Selvom biker-æstetikken, zombie-settingen og alle de små visuelle detaljer må siges at være set før, så er det virkelig ikke noget der genererer på den lange bane. Faktisk overgiver man sig ganske hurtigt til en oplevelse der bare er godt sammensat over hele linjen.

Men nu kan vi ikke helt danse rundt om den varme grød længere, for som denne anmeldelse har pointeret adskillige gange, så findes der mange små eksempler på, at Days Gone er blevet revet fra hinanden og klistret sammen på ny en række gange. Man kan se den anden vej naturligvis, men Sony har efterhånden trænet os til at forvente en gnidningsfri oplevelse, og det er Days Gone desværre bare ikke helt. Eksempelvis er der et flashback der tydeligvis engang har været en tutorial, og spillet har på et tidspunkt budt på flere udbyggede gameplay-seksevenser fra før epidemien udbrød. Disse er nu reduceret til en række fragmenterede sammenklistrerede mellemscener, som særligt to gange virkelig frustrerer. Deacon lægger endda narrativt op til at spilleren skal tage aktive del i en sekvens, for så bare at udgå til en sort baggrund, og så starte en ny mellemscene. Er det en deal-breaker? Nej, naturligvis ikke. Men det er nu engang genererende at visse sekvenser virker "hullede" og fragmenterede.

Og nu hvor vi er ved det, så lad os lige adresserer variationen af spillets opgaver og missioner. Ja, i princippet laver du det samme i Days Gone efter 40 timer, som du gør i løbet af de første fire, og der vil findes dem der vil mangle variationen en smule. Det ville da også have været skønt med lidt dybere samleobjekter, eller måske et puslespil eller to. Men det at rydde Hordes, opgradere Deacon, angribe fjendtlige lejre, investere i nye våben og ikke mindst bare drive henover ødemarken i jagten på føde og vragdele er alligevel et tilfredsstillende nok loop.

Kan Days Gone stille sig i samme række som nogle af de PlayStation-eksklusiver som vi måske vil huske for altid? Nej, men det skyldes nu hovedsageligt er det tekniske, narrative og mekaniske niveau er sat så højt, at der skal intet mindre end et mesterværk til at placere Bends spil i samme kategori. Det betyder dog ikke at Days Gone ikke er fantastisk underholdning, og når slutteksterne ruller over skærmen, så tør jeg nærmest garantere at du tilfredst vil sige farvel til Deacon St. John, og håbe at Bend Studio kan give os en bedre, mere præcist udviklet efterfølger. Der er nemlig ingen tvivl om at Days Gone har samtlige af de bestanddele der skal til for at skabe en af de helt store PlayStation-klassiskere. Desværre kan man bare mærke lidt hist og her, at det har taget blod, sved, tårer og adskillige omgange at komme hertil.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
Days Gone
Days Gone
Days Gone
View comments
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fantastisk verden, solid hovedkarakter, god historie, motorcyklen fungerer bare.
-
En række sammensætningsmæssige fejl, en række tekniske bugs, lidt intetsigende skyderier.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Days GoneScore

Days Gone

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

God of War, Horizon, Spider-Man - ja, Days Gone har lidt at leve op til. Har det været ventetiden værd?

Indlæser mere indhold