Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Dreams

Dreams - Early Access

Dreams er langt om længe blevet lanceret på PlayStation Store, og derfor kommer vi med første første tanker om den version du kan spille lige nu.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Spillet befinder sig lige nu i Early Access, og anmeldelsen er baseret på version 0.1. GameReactor tager sig friheden til at anmelde titler i Early Access fordi udviklerne tager penge for produktet. I det her tilfælde koster det 239 kroner. Vi anmelder desuden spillet igen, når det er helt færdigt.

Ved første øjekast ligner Dreams et lille tuttenuttet legetøj. Et spil hvor man kan flytte rundt på nogle plyssede lyserøde figurer og hoppe rundt som var det en børnefødselsdag med oppustelig hoppeborg og en lirekassemand som underlægningsmusik. Men hurtigt finder man ud af at det ikke helt er tilfældet. Bag det luftige ydre gemmer sig en usædvanlig dyb spilmotor. Der gemmer sig en verden hvor kun din fantasi sætter grænser - eller din tålmodighed. Både styringen og designmulighederne går hen og bliver temmelig komplekse ret hurtigt, men holder man ud, så er der uanede mængder af belønning for kreative sjæle.

Som med LittleBigPlanet, der gjorde udvikleren Media Molecule populær, er Dreams både et spil og en form for software til at skabe spil. Men hvor det i LittleBigPlanet primært var baner man kunne skabe, så synes mulighederne i Dreams at være næsten uendelige. Alt fra gameplay, design, lyde, musik og skulpturer kan stort set laves fra bunden, og man kan blande dem sammen præcis som man ønsker.

Dreams
DreamsDreamsDreams

I Dreams skaber du scener, også kaldet drømme, og de kan være alt fra små spil til interaktive kunstinstallationer. I grunden handler det om at slippe kreativiteten løs. Det bliver understreget fra første øjeblik spillet starter op: Man flyver i et univers, et rum fyldt med eksploderende farver og figurer som konstant skifter form. En gudindes øjne dukker op i den spraglede forestilling og byder spilleren begejstret, men blidt velkommen i en verden af drømme og uhæmmet kreativitet. Det lyder jo fantastisk.

Og det er også fantastisk. Men inden kreativiteten kan udfolde sig fuldkommen uhæmmet, er der lige en ting eller to man skal lære.

Først får man sig en lille ven, en Imp. Dette væsen er drømmerens - sådan bliver spilleren omtalt - hjælper i drømmenes landskab. Den fungerer grundlæggende på to måder: en form for cursor som man styrer med joypaddens bevægelsessensor, og et væsen som kan 'besætte' karakterer i spillet som man så direkte kan styrer. Når man er blevet fortrolig med den, så bliver man kastet ud i drømmelandskabet. Her kan man vælge at spille andres drømme eller begynde at lave sine egne.

Skab, spil, del. Det er den hellige treenighed i Dreams. Man føler tydeligt at udviklerne har haft ambitionen om at afstanden imellem disse tre ting skal være så kort som muligt, og grænsen mellem at spille og skabe er næsten udvisket. Det ene øjeblik kan man surfe igennem tilfældige scener for straks at begynde at remixe - omforme dem - til ens egne kreationer. Når man laver sine egne scener, kan man med to tryk øjeblikkeligt begynde at spille den. Det hele flyder sammen til en stor leg hvor man hele tiden skaber eller spiller - eller gør begge dele samtidigt.
Inden denne leg opnår et naturligt flow, er der dog en del ting man skal lære. Eller rettere sagt, man skal ikke nødvendigvis lære noget. Man kan nøjes med at spille andres drømme. Men vil man have det fulde ud af Dreams, så er der altså en lidt stejl læringskurve.

Dreams
DreamsDreamsDreamsDreams

PS'en er ikke det naturlige sted at sidde og lave spil, film eller musik. Man er hæmmet af joypadden på en måde man ikke er med en mus. Media Molocule har gjort hvad de kan for at få styringen til at fungere, og det gør den. Men ikke uproblematisk. De har forsøgt at gøre alt intuitivt, men det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre når man samtidig skal have mulighed for at manipulere alle elementer. Og du kan vitterligt manipulere alle elementer.

Du kan forme dine egne landskaber, du kan lave din egen musik, og du kan programmere alle elementer præcist som du vil have dem. Udviklerne har forsøgt at integrere alle disse ting så man nemt har adgang til deres indstillinger. F.eks. kan du placere forskellige mikrochips rundt omkring i scenen og forbinde dem med ledninger. Her skal man have styr på sin logik. Vil du have en platform til at bevæge sig hele tiden, eller skal den kun bevæge sig når man hopper på den? Skal den lyse når man står på den, skal den give en lyd når den bliver aktiveret? Det er alt sammen beslutninger du skal træffe, og du kan gøre det som du vil. Jo mere i dybden man går, jo mere avanceret bliver det, og her vil mange nok stå af. Men bliver du grebet af den kreative ånd, så kan du spille Dreams i mange, mange timer. Den uge jeg har haft med spillet, er slet ikke nok til at prøve kræfter med hele systemet.

Dreams
DreamsDreamsDreamsDreams

Hvis du vil opleve hvad andre har skabt, kan du tage på dreamsurfing. Her hopper du tilfældigt fra scene til scene. Som var det verslinjer fra hundrede forskellige sange, bliver man kastet rundt i både genre, stilart og stemning. Snart spiller man et skydespil, snart spiller man et bilspil. Abstraktionen er fri, og drømmescenerne bliver af og til finurligt absurde. Hvis en drøm er kedelig, skipper du bare videre til den næste, og hvis du kan lide den, kan du give den en 'thumbs up'. Det hele føles poetisk og organisk. Man kan også følge individuelle skabere. Dreams fokuserer på fællesskabet, og det har potentialet til at blive en form for Instagram hvor folk kan vise deres ideer og kreativitet. For det ikke skal være nok, så kan du tage alle elementer, eller hele scener, som andre skabt og bruge dem i dine egne kreationer.

Det jeg har set folk skabe indtil videre, er til tider dybt imponerende. Folk eksperimenterer og afsøger grænserne. Der findes scener som genskaber Picasso-malerier eller baner fra Super Mario. Det ene øjeblik udforsker du en mærkelig grå planet med en robot, det næste kæmper du mod en drage i bjergene. Scenerne er ikke altid perfekt lavet, men de fleste føles unikke, og de konstante skift gør at man hele tiden er underholdt og ser igennem fingre med mindre problemer.
Dreams kræver tid hvis du vil skabe noget. Systemet og mulighederne er meget dybe, men belønningerne er store hvis man bliver hængende. Hvis du går og drømmer om at lave spil eller arbejde i spilindustrien, så er Dreams et godt sted at tage dine første skridt og lære reglerne for spilskabelse. Hvis du bare har lyst til at udfolde dig kreativt, er Dreams også et fantastisk redskab.
Det burde stå klart nu at Dreams ikke skal ses som et spil, men en kreativ portal. Det er et sæt af værktøjer, eller måske bedre beskrevet, en stor legetøjskasse hvor du kan lave dit eget legetøj. Ikke alle Playstation-spillere vil gide at bruge tid på det, men Dreams er så interessant og veludført at det burde være en fast bestanddel i Playstationbiblioteket. Det burde ganske enkelt komme præinstalleret på maskinen.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
En enorm mængde muligheder, dybt spilsystem, en hyldest til kreativiteten, det er sjovt at opleve andres drømmescener.
-
Stejl og til tider frustrerende læringskurve, ikke anbefalelsesværdigt hvis du kun vil spille, men ikke skabe selv.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer