Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Patapon 2

Patapon 2

Lee West fyrer op for rytmesansen, og tager med Patapon 2 et kig på efterfølgeren til sidste års overraskelse på Sonys håndholdte PlayStation.

  • Tekst: Lee West

Facebook
TwitterReddit

Man siger i religionsvidenskaben at al religion er kultur, men ikke al kultur er religion. Der kendes ikke til nogen civilisationer på vores klode, der ikke har indeholdt en eller anden form for religion, og selv kulturer som den kommunistiske, der forsøgte at eliminere Gud, har haft meget lidt held med dette. Med den tanke i baghovedet, er det imponerende sjældent at spil strejfer andet end græske og nordiske guder som halvforkølet baggrundsstøj for endnu et sværdsvingende, blodfyldt eventyr.

Måske netop derfor var det første Patapon så forfriskende et spil: her skulle du som en gud for folket Patapon lede dem i kamp og sikre sejren. At dette blev gjort ved hjælp af heftige rytmer, der skulle udføres i en tranceagtig tilstand, mens fingrene dansede henover PSP´ens knapper, og musikken drønede afsted i en herlig harmoni med stilsikker tegneseriegrafik, gjorde ikke oplevelsen mindre unik.

Patapon føltes speciel, og var det også: i bund og grund blev man kastet ind i et strategispil, hvor rytmen man slog an, bestemte om ens små tobenede tilbedere marcherede, angreb eller gik i forsvarsposition. Pata - Pon - Chaka - Don var de fire udtryk, der kunne kombineres, og selvom det til tider var svært at huske knaptryk under en hektisk kamp, blev det aldrig rigtigt frustrerende.

Som ivrig spiller af stort set alle musikspil fra Parappa the Rapper til Dancing Stage tog jeg imod Patapon-rytmeoplevelsen med åbne arme. Det var derfor med store forventninger, at også denne UMD-skive blev kastet i PSP´en, og jeg må nok indrømme, at jeg ved første øjekast blev skuffet.

Patapon 2 ligner og føles utrolig meget som forgængeren, men denne gang er oplevelsen af at være vidne til noget nyt og unikt ikke helt så slående. Franske Rolitos karismatiske silhouetter vender igen tilbage, og musikken er påfaldende ens. Efter et år der har budt på Loco Roco, Pixeljunk Eden, Flower, Braid, Guitar Heroes og et hav af eksperimenterende titler virker Patapon ikke længere helt så imponerende og nytænkende. Og da det umiddelbart heller ikke ser ud som om, at der er sket specielt meget siden den første udgave ramte butikshylderne, er det med en lidt tam smag i munden, at jeg begynder historien.

De herlige Patapons er rejst ud mod nye verdener og efter 49 dage på havet, ender de på en ukendt ø, hvor de demotiverede og ulykkelige beder deres gud om hjælp. Denne gud er selvfølgelig igen spilleren, der i første omgang skal motivere de små Patapons til at tage kampen op, og hjælpe med at skaffe mad på bordet.

Der går ikke lang tid før jeg husker hvad det var der gjorde Patapon til en magisk oplevelse, da musikken og strategien igen går op i en højere enhed. Heldigvis viser det sig også, at Patapon er mere end en digital fotokopi af etteren: heltene, de såkaldte Heropons giver dig mulighed for at skræddersy en Patapon med de styrker og det forsvar, du finder vigtigt. Ved hjælp af en række præcise knaptryk opbygges fever, der ved yderligere ekstremt præcise tryk, giver adgang til endnu mere bombastiske angreb.

Et evolutionstræ byder på et hav af pincetlignende justeringer til dine Patapons, og hvis du har tålmodigheden, er der her muligheder for at finjustere din hær til mindste detalje, mens små specialdesignede multiplayerbaner kan plyndres sammen med op til tre andre spillere i nogle fornøjelige minispil.

Hvor etteren var som første møde med en velsmagende, iskold smoothie, føles efterfølgeren desværre mere som at få leveret en kasse frugt og en bunke med køkkenudstyr, for derefter med bind for øjnene, at blive bedt om at genskabe oplevelsen. Intet udover det mest basale er særligt intuitivt præsenteret, og hvad der tidligere gjorde Patapon til en fornøjelig titel, bliver nu begravet i et hav af let diffuse micromanagement-muligheder.

Selv efter flere timers spil sad jeg stadig med en fornemmelse af ikke helt at vide, hvilke af de tilføjede egenskaber, der gjorde forskellen i kampene. Og alt for ofte befandt jeg mig i en situation hvor jeg spillede, uden at bekymre mig om at inkludere nogen af de nye muligheder i mine gruppeopstillinger.

Da Tanggaard i sin tid anmeldte etteren følte jeg måske nok, at han var lidt hård, derfor er det underligt i skrivende stund at overveje, om efterfølgeren faktisk fortjener selvsamme syvtal. Sandheden er, at jeg var tæt på at kaste et sekstal i spillets metaforiske nakke grundet de nyimplementerede irritationsmomenter samt den nu manglende wauw-effekt.

Patapon 2 kan anbefales til storfans af originalen, eller hvis du savner et gensyn med de tobenede øjne og higer efter en højere sværdhedsgrad samt et system, der lægger op til masser af forsøg og gætværk. Til alle os andre, må vi bare pata-pata-pata-pon videre.

Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
Patapon 2
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Stadig charmerende og fantastisk for storfans af Patapon.
-
Rodede tilføjelser, der ikke gør nye spillere nogen tjenester.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer