Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Big Bang Mini

Big Bang Mini

Big Bang Mini er en udsyret oplevelse af fyrværkeri, glødende pixels og en anderledes styring. Lee West har kigget nærmere på Nintendo DS-spillet.

Det er med sommerfugle i maven jeg springer på Big Bang Mini-toget. Her er forventningerne om en noget anderledes og fantastisk tur hjulpet godt på vej af et klistermærke på Nintendo DS-æsken, der bedyrer, at en udenlandsk anmelder har givet oplevelsen 8.7 ud af ti.

Big Bang Mini ruten går igennem de mørkeste havbunde og videre over tørkeramte savannaer, men når også forbi storbyer som Hong Kong, Paris og New York. Da jeg sætter mig i kupéen bemærker jeg med et skuldertræk den lidt irriterende technomuzak der brummer ud af højtalerne.

Toget er dog i ganske god stand, og det er først da jeg kigger ud af vinduet, at jeg bliver klar over, at det her er en rejse i et farverigt fantasiland fyldt med fjender: pirattøjsklædte katte med klap for øjet miaver, enorme hvalrosser med solbriller kaster fiskeben, neonfarvede space invaders skyder lystigt, Pink Floyd-inspirerede grise holdt oppe af balloner svæver forbi mit vindue, mens heksedoktorer, spøgelser og selvlysende kæmpeedderkopper også er del af den lettere psykedeliske oplevelse.

Min eneste redning er, at jeg har lommen fuld af fyrværkeri, og jeg begynder hidsigt at kyle dette efter de deforme uhyrligheder, mens jeg tilfreds betragter den første fjende, der eksploderer i et farvestrålende lysshow. Muzakken drøner stadig i baggrunden, og jeg begynder så småt at kede mig. Den eneste store udfordring er at undgå nedfaldet fra det fyrværkeri, der ikke rammer det tiltænkte mål. Jeg kigger utålmodigt på togplanen der lover, at jeg er fremme ved min destination om halvfems stationer. Ikke engang en medrejsendes selskab i kupéen gør meget for at dæmpe kedsomheden, der får mig til at dagdrømme mens rastløsheden sitrer.

Først fyrre stationer henne i rejsen sker der noget: togets højtaler skræpper "Luxor" og pludselig fyldes togkupéen af svedige retroelectro rytmer, der lyder som en sød blanding af Westbam og Kraftwerk. Landskabet gløder, og neonagtige slanger og invaderende aliens flyver omkring pixelerede pyramider i et sandt farveinferno. Jeg nynner glad med på den lækre melodi, og inden jeg ser mig om har toget kørt yderligere ti stationer, og et nyt landskab presser sig på.

Da rejsen er til ende, stiger jeg ganske tilfreds ud af toget. Jeg forstår dog ikke helt hvorfor denne tur er blevet rost af førnævnte anmelder, for selvom jeg til tider nød oplevelsen, var jeg dog lige så ofte hensat til lettere kedsomhed. Billetten var kun på omkring tohundrede kroner, så jeg føler mig dog ikke synderlig snydt, selvom en hundrede lap oveni prisen kunne have bragt mig til væsentlig mere interessante verdensdele.

Som du nok har gættet er Big Bang Mini en forstyrret oplevelse, der læner sig mere op af skydespil som Parodius og Space Invaders end noget andet, på trods af, at det ved første øjekast ligner endnu et uskyldigt puzzle.

Du præsenteres for de 90 baner, der er fordelt på ni lokaliteter (der alle byder på en ny gameplayfunktion), igennem vinduerne fra en togkupé, hvorfra du kan se dit rumskib på den nederste skærm, og de angribende fjender hovedsageligt på den øverste. Hver gang du rammer en fjende taber denne en stjerne, der fylder dit energi-meter op, og når dette er fyldt, er banen gennemført.

Gennemfører du fyrre baner, er der mulighed for at konkurrere online på highscore, samt endnu senere at åbne forskellige bonusfeatures som for eksempel et vækkeur igennem et achivement-lignende system. Desværre gives der ikke point i hoveddelen, men derimod i den specielle online-version, hvilket virker som en underlig beslutning.

Big Bang Mini byder også på flerspillerkampe, hvor to spillere på en af tre lokaliteter konkurrerer om at skyde hinanden i sænk. Kampene underholder dog ikke synderligt, og efter en halv times tid føles det som om alt saft og kraft er hevet ud af denne del.

Stort set alt styres med stylus: prikker du til dit rumskib, kan du trække det rundt på skærmen, et horisontalt strejf skaber et reflekterende skjold, mens tænd-en-tændstik-lignende bevægelser bestemmer hvor du vil skyde hen. Det eneste tidspunkt du skal bruge en af skulderknapperne er for at affyre specialskud. Dette virker forbløffende godt, den første halve time, derefter begynder det at blive trættende.

Desværre er stylus-udnyttelsen nemlig spillets akilleshæl: et af de charmerende elementer ved skydespil er at nyde de forskellige fjender man møder, men da de fleste opholder sig på den øverste skærm, mens man hidsigt holder styr på den nederste, går man ofte glip af den farvestrålende underholdning, og spillet mister sin styrke. Samtidig vil man i de sidste heftige og utroligt krævende baner ofte finde at stylussen blokerer udsynet til ét af de mange dræbende skud eller nedfald, hvorefter man frustreret må finde sig ved starten af banen igen.

Mens Big Bang Mini gør et godt forsøg på at give en anderledes oplevelse, som mange sikkert vil elske, var jeg dog ikke altid lige imponeret, og ville ønske at spillet havde holdt sig mere til én stil som Luxor-banerne, der med deres minimalistiske udtryk og herlige retromelodi passede væsentligt bedre til spillets temperament.

Spillets meget anderledes stil vil helt sikkert suge nogle spillere til sig, mens andre vil rynke på næsen og kigge på et af de adskillige gale skydespil, der allerede findes på det japanske marked. Jeg sad tilbage med en noget underlig smag i munden. For det lille udviklerhold hos Arkedo har produceret en ganske fornøjelig og utrolig intens oplevelse, der byder på masser af skyderi i småbidder, og til tider nød jeg spillet enormt, mens jeg på andre tidspunkter sukkede over at skulle anmelde et spil, der på så almindelig vis prøvede at være wacky og specielt, mens det tvang en stylus styring ned over mig.

Mit bedste råd er: hvis du er skydespilsfan, så ignorer karakteren, prøv spillet og gå efter din mavefornemmelse. Går intet ved styringen dig på i de første ti minutter, og har du ikke noget imod en rasende høj sværhedsgrad senere hen, er der en god chance for at du bliver hængende. Personligt kommer den ganske fine shooter dog ikke til at optage meget plads i min DS, til det er der simpelthen for mange andre forrygende tilbud på den lille håndholdte.

Big Bang Mini
Big Bang Mini
Big Bang Mini
Big Bang Mini
Big Bang Mini
Big Bang Mini
Big Bang Mini
Big Bang Mini
Big Bang Mini
View comments
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Anderledes, heftig skydeoplevelse.
-
En sjov styring, der dog hurtig bliver irriterende.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Big Bang MiniScore

Big Bang Mini

ANMELDELSE. Skrevet af Lee West

Big Bang Mini er en udsyret oplevelse af fyrværkeri, glødende pixels og en anderledes styring. Lee West fortæller alt...

Indlæser mere indhold