Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Judgment

Judgment

Folkene bag Yakuza giver os et anderledes spil der dog foregår i den samme verden. Er Judgment et kig værd?

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Judgment er nok et spil, som er gået henover hovedet på mange, som ikke allerede er på udkig efter mere fra folkene bag Yakuza-serien. Udviklerne bag, SEGAs Ryu Ga Gotoku Studio, har nemlig hidtil været så fokuserede på den elskede Yakuza-serie, at de deler navn med seriens japanske titel (Ryu Ga Gotoku). Omend Judgment foregår i samme univers som Yakuza genbruges ingen af de originale karakterer, og derfor skal Judgment hovedsageligt ses som et nyt kapitel for studiet. Mens Judgment har været ude i Japan siden december 2018, kan vesterlændinge nu endelig (gen)besøge det fiktive Tokyo-distrikt Kamurocho, denne gang som privatdetektiven Takayuki Yagami. Som tidligere advokat skal du til tider præsentere evidens for at overbevise folkene omkring dig, og den særlige kombination af kamp, open world og detektivarbejde gør hurtigt Judgment til en slags Ace Attorney møder Yakuza. Spørgsmålet bliver derfor, om spillets misk-mask af distinkte gameplay-elementer faktisk holder i praksis.

To indrømmelser til at starte med: jeg har overvejet at starte på Yakuza-serien adskillige gange, men har kun prøvet lidt af treeren for mange år siden. Den anden indrømmelse er, at jeg var enormt spændt på dette spil, da kombinationen af detektivarbejde og Yakuza-agtig storytelling virkede tillokkende. Jeg var derfor ganske spændt på, hvilken slags spil Judgment ville ende med at være, og om det alligevel krævede lidt forudgående kendskab til Yakuza-universet. Heldigvis kan jeg efter min gennemspilning forsikre om, at man ikke får følelsen af at mangle noget viden her. Judgment har tvært imod givet følelsen af, at jeg er startet et glimrende sted, hvorfra jeg kan fortsætte min rejse ind i Yakuza-serien.

Judgment
JudgmentJudgment

Judgment er aldeles historiefokuseret, og skuffer ikke på den front. Som nævnt indtager man rollen som detektiven Yagami. Spillet åbner med at introducere hovedpersonen og hans brud med advokatverdenen. Dette brud skyldtes en tragisk sag, hvor Yagami fik sat en mand på fri fod, som efterfølgende blev dømt for at myrde sin kæreste på brutal vis, et mord som Yagami naturligvis føler skyld over. Spillet starter tre år senere, hvor Yagami gennem sit eget detektivfirma efterforsker en seriemorder, som dræber yakuzaer og efterlader dem uden øjne i Kamurochos mørke gyder. Sammen med blandt andre hans trofaste makker, den charmerende ex-yakuza Kaito, forsøger Yagami at nå til bunds i denne morbide og spændende sag. Inden man ser sig om er Yagami og Kaito i åben krig med først den ene og dernæst den anden yakuza-klan, da efterforskningen river op i mange skjulte dagsordener på tværs af Kamurocho.

En af Judgments mere imponerende bedrifter er, at selvom historien bliver forgrenet og kompleks, og introducerer mange karakterer, så giver spillet sig alligevel tid til at man lærer karaktererne at kende. Bl.a. imponerer den skurkagtige Hamura, som man får lov at se fra flere sider. Makkeren Kaito har også mange relationer, som tillader hans karakter at udfolde sig til mere end en "gentle giant". Yagami selv er også en glimrende hovedkarakter, som fungerer rigtig godt sammen med det øvrige persongalleri, især Kaito.

Når man ikke ser cutscenes eller indgår i anden dialog, så er der meget andet at lave her. Gameplay-mæssigt kommer man nemlig vidt omkring i Judgment, måske en anelse i overkanten. Judgment har et minispil for alting, fra at åbne en dør med en bestemt nøgle, til alverdens spillemaskiner, dates, jagter til fods, efterforskning, at skygge diverse mennesker, eller de mange ting man kan lave med sin drone (som er en overraskende stor del af spillet). Ofte fungerer disse mange minispil efter hensigten, da de er ret ligetil, og skaber fin indlevelse. Man skal sjældent dirke låse op, men når man skal, så virker det helt fint. På samme vis spiller man ganske vist ikke Judgment for at flyve med en drone, men i bestemte plot-situationer giver det mening at udspionere en yakuza-klan på tredje sal gennem vinduet med dronen. Når man går på dates fungerer det også overraskende godt at spille dart. At lede efter spor understøtter også detektiv-stemningen, og er ofte et forfriskende sceneskift i spillet. Alle disse minispil er dog ganske tilgivende, ligesom der modsat Ace Attorney ikke er nogen rigtig konsekvens af at præsentere forkerte beviser. Kort sagt, så er der meget få steder hvor man sidder fast her.

Judgment
JudgmentJudgment

Det mildest talt varierede gameplay skaber en helhed, som passer rigtig godt med de ting, som Yagami faktisk foretager sig i den spraglede by. Somme tider trækker især det simplistiske "stealth"-gameplay dog lidt i langdrag, når man skygger folk. Her skal man helt simpelt gemme sig bag objekter, for ikke at blive set, og ellers blot sørge for at kunne se sit mål. Ofte stopper de op og ser sig tilbage i lang tid, og går så langsomt videre. Mens dette er en anelse tamt i længden, så er Judgments force, at dette minispil kort efter erstattes af andre aktiviteter, og man derfor altid er spændt på, hvad den næste bid af historien, eller den næste gakkede sidemission byder på.

Som i tidligere spil er der ganske meget kamp. Mange diskussioner ender i slåskamp, og Yagami kan knapt nok gå 100 meter i byen uden at møde en bande, der vil have ham ned med nakken. At slås er både flydende og ganske sjovt, især når kampene lige udfordrer en smule, eksempelvis ved boss-kampe. Man oplader i kamp et EX-meter, som gør at man kan bruge særlige angreb (som ofte er enormt cool udført), og sammen med muligheden for at anvende cykler, kegler og andet fra gaden som våben, gør disse særlige angreb at kampene er ganske sjove. Personligt begyndte jeg dog at løbe væk fra en del af de mere banale kampe på gaden, både fordi der var så mange, men også fordi de var for lette, selv på højeste sværhedsgrad (visse kampe er bare fem sekunders button-mashende komboer, før man løber videre). Det var dog også fordi jeg egentlig bare var spændt på, hvor historien bar henad. Som helhed er Judgment et afbalanceret, men temmelig let spil, hvor næsten alle kampe kan klares med lidt dodging og meget banale komboer, som man lærer indenfor en halv time. Af denne grund bliver visse af spillets mere sofistikerede systemer, såsom potion-brygning, lidt irrelevante.

Judgment
JudgmentJudgment
Judgment
JudgmentJudgment