Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Final Fantasy XIV: Shadowbringers

Final Fantasy XIV: Shadowbringers

På samme tid en episk konklusion og en spændende ny begyndelse, sparker Shadowbringers endnu mere liv i et genremæssigt fortidslevn og gør det til muligvis en af de bedste onlinerollespil nogensinde.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Det levende rollespil er efterhånden blevet noget af en fortidens myte. På mange måder har mindre, hurtigere og mere action-præget hybrid-rollespil - som Warframe, Destiny og The Division 2 - overtaget den plads det klassiske onlinerollespil engang havde på toppen som den dedikerede spillers faste daglige holdeplads. Bevares, World of Warcraft findes stadigvæk, men er slet ikke på højde med fordums tids historiske milepæle. Til trods for en indgroet spillerbase, har The Elder Scrolls Online heller ikke formået den gennemslagskraft det måske kunne have haft. Og så er der Final Fantasy XIV. Et spil der står tilbage som en af de meget få eneste voksende, klassiske onlinerollespil i nyere tid. Den nyeste udvidelse - Final Fantasy XIV: Shadowbringers - bygger videre på denne optimisme, med en udvidelse der ikke blot leverer en af de mest gennemtænkte fortællinger i spillets historie, men ligeså en ny verden der sprudler af spænding, liv og mekaniske ændringer der giver spillet det kick det længe har haft brug for.

Eorzea, universets kilde, er på randen af krig. Imperiet Garlemald og alliancen af frie lande - med hjælp fra de nyligt befriede østlige stater - har ramt kampskuepladsen for alvor. Lysets kriger - spillerkarakteren og den såkaldte Warrior of Light - i er mellemtiden blevet hentet bort til en ny verden, The First, for at afværge en inter-dimensional katastrofe. Hvor indtrykket først er, at hovedhistorien i denne udvidelse mest forholder som en pausefortælling for at forlænge spillets levetid, bliver det hurtigt klart at begivenhederne på The First er omhyggeligt skrevet ind i den større fortælling om Garlemald, de mystiske bagmænd Ascians, og selv guderne Zodiark og Hydaelyns fortsatte kamp. Stormblood endte lidt som en flad bryllupskage, hvor en række større begivenheder blev presset ind i alt for korte fortællinger - befrielsen af Ala Mhigo og startskuddet på krigen mod Garlemald mere præcist - og dens områder havde ikke levetid nok til at forblive interessante. Det lader til at Square Enix på alle mulige måder var klar over dette, da Shadowbringers ikke blot byder på farverige fremmede områder, som Il Mheg og Lakeland, et helt nyt og anderledes lydtæppe, med fokus på overstyrede guitarer frem for store orkestrale bevægelser, og en historie der rækker helt udover det sædvanlige. At vende hele pointen med titlen som lysets kriger på hovedet, dyrkelsen af Hydaelyn og lyset som det rene og hæderlige - og at vi endelig får en afslutning på Warriors of Darkness-historien som begynde mellem Heavensward og Stormblood - er en genistreg, og Shadowbringers hidbringer muligvis en af de bedste fortællinger i et onlinerollespil siden de forgyldte tider i World of Warcraft.

Final Fantasy XIV: Shadowbringers

En række af de klassiske karakterer får også endelig lov til virkelig at skinne. Tvillingerne Alisae og Alphinaud til side, er Urianger - som feernes ven, uvildig hemmelighedskræmmer og mystiker - og Y'shtola - som skovens beskytter, tvivlsom allieret og sandsigerske - tilbage i roller der omfatter deres magiske kunnen og viden rigtig godt. Jeg var især draget af den mere rebelske attitude som sidstnævnte lagde for dagen. Derudover formår Shadowbringers også en bedrift der i den grad ikke lykkedes i Stormblood; der tilkommer ikke blot én, to, men hele tre fantastiske skurke. Dertil en overraskelse jeg ikke vil afsløre, men som fik mig til at falde bagover af henrykkelse. Disse skurke har dybde, er anderledes, og på mange måder forståelige i deres gøremål. Jeg fandt hurtigt en yndling i general Ran'jit, en stålsat krigsveteran med utrolige evner, der på mange måder begav sig som en vis, men arrogant, kung-fu b-film skurk; komplet med hænderne på ryggen og vilde, Matrix-lignende undvigelsesmanøvre. Pointen er, at den mindeværdige oplevelse Stormblood ikke helt var, har Shadowbringers bibragt til fulde. Vel at mærke inden den udvidet historie ankommer med fremtidige 5.x opdateringer.

Men en udvidelse der kun bibringer en enkeltstående historie ville ikke rykke nok ved den stilstand spillet selv var ved at havne i, og selvfølgelig er Shadowbringers langt ud over blot dette. Job-systemet har fået en større overhaling - foruden tilføjelsen af tank-rollen Gunbreaker og ranged DPS-rollen Dancer - og er blevet strammet op, til fordel for, tja, alle, er min oplevelse. Jeg vil undlade ordet simplificeret, som ellers var min tese først, da der i slutspillet alligevel ender med at være nok mekanisk dybde de forskellige roller imellem således at rollen i sig selv ikke stagnere. Ligeså bliver det også mere åbenlyst hvem der er gode, og hvem der er knap så gode spillere, så man hurtigere kan finde ud hvem der skal hives med op og hvem der i fremtiden kan hives med frem. Jeg selv spillet primært tank, og denne rolle er blevet mere håndterbar - især som Paladin - efter 5.0 opdateringen. Lad mig derfor bruge den som eksempel; en række situationsmæssige anvendte evner, som Sword Oath og Flash, har fået mere dynamiske erstatninger i Iron Will og Total Eclipse, og det virker som tilfældet med samtlige klasser. Hertil kommer Monk som modvægt på simplificeringsskålen, da slutspillet med slagkraftige håndgemen kører en åbningsrotation med ikke mindre end 20 evner, der skal arbejdes ind i en akavet orden i forhold til hvordan de kombinerer sig. Så nej, der er ikke tale om simplificeret, men snarere strømlining på tværs af niveauerne. Efter de ændringer der fandt sted med Stormblood, vil jeg dog også sige at Monk fortjente lidt kærlighed.

Final Fantasy XIV: Shadowbringers
Final Fantasy XIV: Shadowbringers
Final Fantasy XIV: Shadowbringers