Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Monster Hunter World: Iceborne

Monster Hunter World: Iceborne

Julen kommer tidligt i år, for den snedækkede gave kaldet Iceborne er intet mindre end en himmelsk fejring af alt hvad der er essensen af Monster Hunter.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Det gik op for mig for nyligt, at jeg har været Monster Hunter-fan i næsten ti år. Som aktivt spillene har det dog kun været halvdelen af det årti, men ikke desto mindre har serien fastholdt min nysgerrighed i skræmmende lang tid. Dette til trods for at den eneste egentlige nyere udvikling i spilserien har været af grafisk og voluminøs karakter. Så hvorfor vender jeg så tilbage igen og igen, for egentlig blot at spille det samme mikrospil gang på gang? Essensen af Monster Hunter World: Iceborne forklarer det overraskende godt. Selvom Iceborne gør præcis det forventede, er jeg endnu overrasket over hvor meget jeg egentlig holder af det.

Tilbage i december, skrev jeg en ekstremt overbærende artikel hvorpå jeg åbnede op for sluserne om mine forhåbninger og ønsker til denne udvidelse. Nu har jeg haft Monster Hunter World: Iceborne i hænderne i over hundrede timer, og det står klart at det hold der står bag produktionen af Monster Hunter-serien ikke har i sinde at skrue ned for tempoet. Jeg håbede på mere udfordring; Master Rank tilbyder mere end rigeligt. Jeg bad om en mere eksotisk rolleliste af monstre; ikke blot har Glavenus ramt snetæppet i Hoarfrost Reach, men det har Banbaro, Narcacuga og Brachydios også. Jeg ville have mere voldsomt udstyr; de nye niveau 4 dekorationer, og mulighed for Layered Armor leverer.

Okay, vi tager den lige fra toppen, inden jeg snubler over mine fødder i ekstase. Nu snart to år efter udgivelsen, var Monster Hunter: World ved at føles lidt tyndt. De tidsbestemte begivenheder - såsom Kulve Taroth og diverse Tempered-monstre - havde smurt lidt for lidt smør udover for meget brød. Iceborne var en nødvendighed for at sprøjte lidt adrenalin ind i spillet. Den tilfredsstillende gameplay løkke skulle genoprettes. Det har Capcoms produktionshold så forsøgt med introduktionen af et nyt - og meget stort - område i Hoarfrost Reach, en ny hovedby, Seliana, med sine egne seværdigheder og vitterligt en hel hær af nye monstre. Hertil kommer ligeså varianter af velkendte monstre fra Monster Hunter: World.

Monster Hunter World: Iceborne
Monster Hunter World: IceborneMonster Hunter World: IceborneMonster Hunter World: Iceborne

Præmissen begynder med en mystisk "sang" og genopstandelsen af en såkaldt Elder Dragon - is-drage-ørnen-hvad-det-nu-end-er Velkhana - og en større migration af Legiana til et nyt senlandskab. Dette forekommer umiddelbart efter at du har gennemført hovedhistorien i grundspillet, dog meget glidende så du med det samme kan komme i gang med at låse op for alt det nye indhold. Det er nu dit job som jager, sammen med din partner og alle de andre venner du har mødt i den nye verden, at finde ud af hvorfor. Det viser sig at økosystemet endnu engang er blevet kastet ud i en omstridt forandring, og at Velkhana har i sinde at nedfryse hele den nye verden. Monster Hunter og historiefortælling er stadig en lidt akavet symbiose, vil jeg indrømme, i det Icebornes fortælling sådan set er den samme som i World. Lidt mere strømlinet og mindre i vejen end i grundspillet, men umiddelbart ikke videre original eller interessant. Der er nogle små stød til moderne tiders klimaforandringsdebat, men ellers er det ret tandløst. Der bliver dog hentydet til at Hoarfrost Reach måske ikke er den sidste uudforsket del af den nye verden, hvilket kilder alle de rigtige steder.

Jeg har endnu ikke kendt en monsterjæger der spiller Monster Hunter for historien, skal det lige siges. Heldigvis leverer Iceborne masser af andet - og bedre - underholdning end sin fortælling. Indledningsvist var jeg dog en smule bekymret, da en række af de første nye monstre blot var gamle design med ny maling, men der gik ikke længe før denne panderynken blev erstattet med et stort smil og spildåbne øjne. Ja, bevares, der er tre forskellige udgaver af Narcacuga, præsenteret som hver sit unikke monster, men det kan jeg leve med når vi få smidt klassikere som Rajang, Glavenus og Brachydios i nakken. Selvom sidstnævnte er hver sin dinosaur, hvor den ene har en sværdklinge til hale og den anden er en sprængfarlig Mike Tyson i tyrannosaurus-format, placerer alle tre sig dejligt som anderledes oplevelses-indspark til resten af galleriet. Derudover kommer nye anslag som Banbaro, og, selvfølgelig, Velkhana som helt klare højdepunkter. Med Brachydios, for eksempel, skal du ikke blot holde øje med de to boksebolde den har som hænder, men ligeså det eksploderende slim den efterlader. Banbaro har enorme horn den bruger til at kaste sten og træer efter dig, foruden at slå dig omkuld ved hver en mulighed.

Monster Hunter World: Iceborne
Monster Hunter World: Iceborne

Det er den slags anderledes design der manglede i det væld af tacklende øgler og ildspydende drager fra grundspillet. Det ville undre mig heller, hvis der har siddet en produktionsleder et eller andet sted der har haft samme tanke. Store hjerner tænker jo ofte ens, og derfor introducerer Monster Hunter World: Iceborne også noget jeg indledningsvist havde ønsket Tempered-udgaverne var; Variant monstre. Viper Tobi-Kadachi, for eksempel, ligner og opfører sig som en regulær Tobi-Kadachi, men skyder med giftige pigge i stedet for strøm. Min absolutte yndlings var Fulgur Anjanath der gik helt i selvsving med lynnedslag og elektrisk spyt; Flintstones møder Tesla i smuk forening. Disse har også fået en ny omgang lak foruden deres nye evner. Med disse simple tiltag, formår Iceborne at bibringe helt nyt liv til monstre jeg ellers var dødtræt af jage. Med grafikmotorens fokus på vilde visuelle oplevelser, er jeg virkelig glad for at Capcom har turde tage lidt flere chancer hvad angår grafisk design med de nye monstre ligeså. Samtlige af disse nyankomster mangler måske lige et mindre plaster eller to til at rette op på et par hit- og hurtboxes, men teknisk set er implementeringen af nye og gamle monstre i nye og gamle områder overraskende grundig.

Fra de nye monstre kommer også helt vildt overdrevet meget nyt udstyr. Hvis man synes våbendesign allerede var ret overdrevet - Xevo'jima og Kulve Taroth-udstyr, jeg kigger på jer - har man noget i vente i Iceborne. Hvis du finder uproportionelt og urealistisk udseende udstyr provokerende, så er lige præcis det her spil nok ikke noget for dig, og slet ikke efter Iceborne. Udvidelsen ændrer også en række ting ved grundspillet; du kan nu selv ride rundt på de mindre monstre nu, du kan udsmykke de såkaldte mantles - kapperne - med decorations, og mest trængende får den armmonteret slangebøsse sig en opgradering. Den såkaldte clutch claw tilføjer en helt ny dynamik til jagten mod de store bæster, hvorpå du nu kan hægte dig fast til et svækket eller vandrende monster, stikke i den så monsteret ændrer kurs eller gøre et unikt angreb afhængigt af hvilket våben du bruger. Pludselig laver du noget hele tiden når du slås, i stedet for blot at slå til, blokerer eller springe til siden, for derefter at angribe igen. Du kan forsøge at skubbe monstret ind i en væg så det vælte, du kan tømme hele slangebøssens ammunition for et større angreb eller blot angribe med dit våben for at trænge igennem den hårde hage på en Uragaan, for eksempel. Du kan nu slås lige præcis som du vil, udklæde din jæger præcis som du ønsker, og den frihed genopfrisker virkelig et efterhånden udkørt grundpil. Mulighederne føles uendelige.

Monster Hunter World: Iceborne
Monster Hunter World: IceborneMonster Hunter World: IceborneMonster Hunter World: Iceborne

Det handler dog ikke kun alt sammen om dig og dine behov. Din kære kattekammeret, den evigt trofaste Palico, har ligeså fået en udstyrsoverhaling af de helt store. Samtlige special-våben du har fået af diverse katteklaner i den nye verden har fået nye evner, og kan nu trænes op til niveau 15 i stedet for 10. For eksempel kan din Palico ny genoplive dig med Vigorwasp Spray eller affyre bomb af fyrværkeri med Meowlatov Cocktail. Sidstnævnte var en stor hjælp for mig der, grundet embargo, ikke havde mulighed for at spille med andre. Jeg kunne nu læne mig lidt op af at se min Palico springe ting i luften, mens jeg tog en slapper i min Health Booster bag mit skjold. Det lader også til at være den primære pointe med tilføjelserne; at gøre livet lidt lettere for dem der hellere jager alene end sammen med andre.

Hvad angår Hoarfrost Reach er det intet andet at sige, end at det er smukt realiseret skandinavisk is-landskab. Sneen bølger under din jagers fødder, sporene tegner sig flot når du vader rundt og udforsker, og når du ruller til side, snubler eller hopper ned i sneen bliver din jæger dækket i et tyndt lag sne. Det er den slags fokus på detaljer der fortæller mig, at Iceborne er lavet som med et smil på læben. Det der så undrer mig en anelse, er at lanceringen af denne udvidelse ikke sker på samme tid på konsol og computer. Jeg er udmærket godt klar over at det fra starten har været to forskellige projekter, men den model er så ærgerlig elendig at nu ville have været en åbenlys mulighed for gøre hele succesen med Monster Hunter: World lidt mere sammenhørig. Det ændrer sig dog ikke lige for nylig, desværre, hvis det nogensinde gør.

Denne lille hage er dog langt fra nok til at trække selve spiloplevelsen ned i sølet. Monster Hunter World: Iceborne, med få undtagelser, leverer hvad det burde og mere til. Jeg er langt fra færdig med udvidelsen, og jeg har allerede ramt over hundrede timer med det nye indhold. Iceborne formår om noget at genoplive spillet, og ankommer på det helt rigtige tidspunkt. Dertil kommer forhåbentlig også fremtidig nyt indhold, for det ligger ret tydeligt i kortene at Monster Hunter-rutsjebanen ikke ser ud til at sænke hastigheden lige foreløbig. Specielt nu hvor der er så mange forskellige måder at kaste sig over jagten på og du umiddelbart ikke er så såre afhængig af andre spillere mere. Det er umiddelbart bossrush af bedste skuffe. Jeg ønsker mine fælles jagtkammerater held og lykke i det frosne vildnis, og jeg håber dæleme vi ses derude.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
View comments
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Clutch Claw-funktionen gør kampene anderledes dynamiske, Hoarfrost Reach overflyder med indhold, udvidet Palico-udstyr gør din katte-kompagnon langt mere værdifuld, nyankomne monstre puster nyt liv i udfordringen
-
Historien er ret tandløs og ligegyldig, forskellig udgivelsesdato til konsol og computer
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Monster Hunter World: IceborneScore

Monster Hunter World: Iceborne

ANMELDELSE. Skrevet af Søren Svanhof

Julen kommer tidligt i år, for den snedækkede gave kaldet Iceborne er intet mindre end en himmelsk fejring af alt hvad der er essensen af Monster Hunter.

Indlæser mere indhold