Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Gears 5

Gears 5

Kortere titel, længere spil. Gears 5 siger mest, når det holder sin mund.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Ungdommen varer ikke evigt. Heller ikke for populære spilserier med stærke, bryske mandspersoner i hovedrollen. Før eller siden må selv den mest energiske, blodtørstige og handlekraftige krigerhelt se realiteterne i øjnene og blive voksen. Det har i hvert fald været udviklingen for flere store spilikoner gennem det sidste halve årti: angerfulde Kratos er blevet far (igen), en sorgplaget Master Chief har sagt op, vovemodige Nathan Drake er gået på pension og Marcus Fenix, den måske mest sammenbidte og hårdkogte af dem alle... ja, hvad med ham?

Gears of War 4 var et jævnt, men helt igennem forudsigeligt forsøg på at overdrage faklen med den hellige ild til den bogstaveligt talt næste generation af soldaterhelte. Marcus Fenix, sammen med andre gamle kendinge, dukkede selvfølgelig op i spillet, bevares, men mest af alt for at ryste på hovedet eller vrænge tvært af sin overivrige flødebollesøn, J.D. - en papirstynd Nathan Drake-kopi som trods et par brede skuldre ikke evnede at løfte ansvaret for et nyt kapitel i en af spilindustriens mest indflydelsesrige serier - og et af Microsofts vigtigste navne.

Med Gears 5 har The Coalition, udviklerholdet bag de nye spil, forståeligt nok valgt at sætte pengene på en anden hest, øh, karakter. Denne gang er den unge, forpinte Kait i fokus, hvis skæbnesvangre tilknytning til den nyligt tilbagevendte (og uhyre opfindsomt navngivne) Sværm af blegfede undergrundsorker blev stærkt antydet i slutningen af forrige spil. Så stærkt, at fortsættelsens narrative drivkraft allerede virker svækket på forhånd. Sagt anderledes: hvis du har spillet 4'eren og set forsiden til 5'eren, så ved du, i grove træk, allerede hvad spillet kommer til at handle om.

Gears 5

Selvfølgelig er der visse overraskelser. Gears 5 tager et spadestik dybere i spillets univers og kaster efter fem spil endelig lys over fjendernes sande væsen. Det er en prekær afsløring, som sikkert vil tilfredsstille fans i den korte bane, men på længere sigt? Jagten på endegyldige sandheder medfører visse åbenbaringer - men også skuffelser. For mig at se, er forklaringen ikke bare en anelse søgt, men også med til at aflive en stor del af mystikken. Sådan er det altid. Den 'virkelige' forklaring bag Reapers, Forerunners, Necromorphs eller Locusts kan aldrig overgå fantasien. Der går altid noget tabt.

Så hvad kan opveje en på flere måder gennemskuelig fortælling? Et par stærke karakterer, velskrevet drama og en spændende verden, uden tvivl. Og her leverer Gears 5 bare... overhovedet ikke. Præmissen for Kaits rejse er bestemt interessant og på flere vigtige punkter formår The Coalition også at ekspandere seriens univers på meningsfuld vis, men manuskriptet - hvis man kan tale om et sådant - er simpelthen så pivringe. Papirstynde J.D., viser det sig, er ikke en karaktermæssig afviger, men helt igennem eksemplarisk på et forfladiget persongalleri af latterlige papfigurer.

Alle karakterer, med Fenix senior som gudsnådig undtagelse, lyder fuldstændig ens. Hvor end jeg drejer mig hen, hvad end der udspiller sig på skærmen, så hører jeg det samme, igen og igen: platte, kunstige, ironiske kommentarer og dumsmarte bemærkninger. Det får aldrig ende. I stedet for at etablere en ny generation af værdige arvtagere, så har The Coalition orkestreret en kakofoni af skingre grinemaskiner, med grundtonen indstillet efter laveste fællesnævner. Det er tonedøvt, hysterisk og uinspireret. Det stinker af desperation og jeg hader det.

Gears 5

Det værste er, hvordan kombinationen af latterlige papfigurer og tonedøve replikker faktisk forråder en fortælling med stort potentiale. Der er øjeblikke af arketypisk helterejse, moderforsoning og selvopdagelse i Kaits lange rejse gennem den både symbolske og konkrete underverden. Det er i disse små, kortvarige glimt af dybere karakterpsykologi, at Gears 5 viser sig, ganske forsigtigt, som et spil med mere på hjerte end det klinisk genkendelige budskab om sammenholdets vigtighed i kampen mod det onde. Desværre er heller ikke sådanne nærhellige stunder fredet for dumsmarte bemærkninger...

Gears 5, ligesom mennesker vi sikkert alle har i vores liv, er nemmere at holde af, når det holder sin mund. Spillet er for det meste utrolig smukt at se på, med en miljømæssig variation der ubesværet overgår seriens forrige kapitler. Der er farvemættede urskove, sneklædte bjerglandskaber, rødtonede ørkenstorme - og selvfølgelig områder med den særlige kombination af klassisk arkitektur, ødelagte klunkemøbler og gråbrune farver som ofte udgjorde kulisserne i de første spil. Ligeså alsidig er musikkompositionen, som dygtigt frembringer følelser af heltemod, melankoli og uhygge gennem både nye og gamle lydmotiver.

Gears 5
Gears 5
Gears 5