Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Daemon X Machina

Daemon X Machina

Der er langt imellem de charmerende øjeblikke, men når de rammer, er det med et brag.

Kan du huske Freedom Fighters? Det post-apokalyptiske Vita-spil, hvor du blev sendt ud på missioner, og skulle nedlægge store robotter? Spillet, hvor du rendte rundt på basen mellem missioner, talte med NPC'er og opgraderede dit udstyr? Nej? Forståeligt nok, det fik aldrig den største succes udenfor Japan (og lad os være ærlige, det var ikke fordi alle havde en Vita liggende derhjemme at spille det på). Jeg kan dog godt huske Freedom Fighters, og mere end det, så har jeg tænkt ret meget på spillet, de seneste par dage. Freedom Fighters og Daemon X Machina ligner hinanden unægtelig meget. Der er dog et sted, hvor sammenligningerne stopper; hvor Freedom Fighters formåede at fange min opmærksomhed, skete det samme aldrig rigtigt med Daemon X Machina.

Daemon X Machina
Daemon X MachinaDaemon X MachinaDaemon X Machina

På mange måder er gameplayet i Daemon X Machina bedre end i Freedom Fighters. Når man blev sendt ud på mission i Freedom Fighters, skulle man ofte løbe rundt før man endelig fandt monsteret, man skulle nedlægge. Missionerne sluttede først, når alle fjender var dræbt, hvorfor jeg ofte fangede mig selv i at finkæmme det lidt for store område efter den lille robot, jeg havde misset i forbifarten. Det samme skete aldrig i Daemon X Machina. For det første er de enkelte områder mindre, så der er ikke plads til at fjenderne kan gemme sig. Endnu vigtigere, så er man ikke begrænset til at bevæge sig frem på sine to ben - i Daemon X Machina sidder du i en toptunet robot, der ikke kun kan flyve, men også svæve glidende over jorden, når du bevæger dig langs den. Gameplayet er bare flydende og lækkert. Man bliver hurtigt bekendt med kontrollen, og inden den første time er gået, føler man sig som en effektiv dræber, når man sidder trygt i sin robot, og skyder alt der bevæger sig.

De mindre fjender formår aldrig rigtig at tilbyde en udfordring. I begyndelsen er de sjove at kæmpe mod, da man stadig skal blive bekendt med styringen, og det er dejligt, at føle sig som den største boss i arenaen. Langsomt forsvandt den følelse dog, og blev erstattet med en følelse af småirriterende oprydning. Som om at man først har gjort sig fortjent til at kæmpe mod den rigtige udfordring, når man lige har gjort arenaet rent for undersåtter. Der var flere gange, hvor jeg tog en ordentlig slurk kaffe eller på en anden måde nonchalant kiggede væk fra skærmen, mens en håndfuld robotter skød efter mig uden at jeg bekymrede mig om at trykke pause. I stedet holdt jeg skydeknappen inde, og lod den gøre arbejdet. Det var ikke sikkert, jeg ramte noget, men jeg var ret sikker på, at modstanderne i hvert fald ikke ramte mig.

Heldigvis slutter banerne ofte af med en boss, der hovedsageligt kommer i to størrelser; lille og hurtig eller stor og langsom. Lad os starte med den lille. Ligesom man selv er en person, der sidder inde i en robot, så vil man ofte skulle kæmpe mod andre personer, der sidder inde i deres robot. Derfor kæmper man mod en modstander, der på papiret har de samme kræfter som en selv. Det er en interessant kamp, hvor hurtighed er nøgleordet - det er kampe, hvor man suser ind og ud af hinanden, både i et forsøg på at undgå modstanderens skud og få sine egne ind. Til tider en medrivende oplevelse, men jeg fandt også, at det hele simpelthen kunne blive for hurtigt. Især når jeg spillede i handheld-mode, mistede jeg hurtigt overblikket over, hvor min modstander var, og derfor trak kampene ofte langt ud over deres holdbarhedsdato. Den lille boss-type er bedre i teori end i praksis, men det var flere gange en fornøjelig kamp. Heldigvis fungerer de store, langsomme modstandere bedre. Når jeg siger stor, så mener jeg virkelig stor. Her er det nødvendigt at flyve højt op, for ellers står du og skyder på deres storetå, og kan let blive trampet ihjel. Deres langsomme bevægelse er lette at læse, men hvis de rammer, så kan de snildt tage halvdelen af dit liv. Denne udfordring i, at man både skal være forsigtig, men også er nødt til at gå lidt aggressivt til værks, er der hvor spillet fungerer bedst. Der kan være langt mellem de virkelig gode kampe, men når de rammer, så er det medrivende.

Daemon X Machina
Daemon X MachinaDaemon X MachinaDaemon X Machina

Når det kommer til japanske film og spil, så foretrækker jeg at se dem på deres originale sprog. Da jeg ikke kan tale japansk, er jeg ikke i stand til at vurdere, om stemmeskuespillet er godt eller dårligt, hvorfor det hele bare glider lidt lettere ned. Da jeg fik muligheden for at vælge sprog i spillet, trykkede jeg glad på japansk og satte gang i rejsen. Desværre så snakker NPC'erne ret meget, når du er midt i de hektiske kampe. Som i, virkelig meget faktisk. Som i, gider I ikke godt holde mund bare to sekunder, jeg er lige midt i noget?! Jeg har svært ved at opfatte, hvad min kæreste siger, når hun taler til mig mens jeg dræber robotter. At skulle læse lange samtaler i venstre side af skærmen, mens jeg dræber de førnævnte robotter er udelukket. Med et suk går jeg derfor tilbage i menuen, ændrer stemmeskuespillet til engelsk og håber på det bedste.

Det er... fint nok. Det er svært at lave guld ud af et manuskript, der er klichéfyldt og fuld af dårlig dialog. Alle karaktererne virker som hver sin stereotyp; den skrappe pige med den lyse stemme, den muskuløse mand der råber hele tiden, den dovne, den afslappede, den... Jeg opgav hurtigt at lære dem at kende, hvorfor spillet hurtigt udviklede sig til; hvad er min mission, udfør den, næste mission, udfør den, næste mission, udfør den... Historien, karaktererne og universet formåede aldrig at fange min opmærksomhed, og derfor endte jeg aldrig med at engagerer mig i de til tider hæsblæsende bosskampe.

Daemon X Machina er bedst, når man bruger alle sine evner i kampen mod en ny boss. Indholdet mellem bosskampene føles i bedste tilfælde som fyld, og i værste tilfælde som irriterende aspekter. Spillet er fyldt med NPC'er, jeg ikke har lyst til at lære at kende. Musik, jeg ikke har lyst til at lytte til, og dialog, som jeg helst ville springe over. Måske rammer højdepunkterne i spillet kun så højt, fordi lavpunkterne er så dybe - uanset hvad, så er der ting at glæde sig over i Daemon X Machina. Der er bare langt imellem dem.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Bosskampene, styringen af sin robot.
-
Sværhedsgraden der kan skifte alvorligt mellem let og udfordrende, musikken, dialogen og karakterne.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer