Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Blazblue

Blazblue: Calamity Trigger

Mikael har sloges med mindreårige vampyrer, højlydte superninjaer og hjerneløse kattepiger i Arc Systems' mildest talt farverige og højopløste slagsmål.

  • Tekst: Mikael Sundberg (Gamereactor SE)

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus

Blazblue... "Blajsbluu". Hvar er det egentlig for et navn? Arc Systems' nye fighting-serie slutter sig til Hresvelgr og Espgaluda i afdelingen for underlige japanske navne der ikke betyder noget. Men der er en vis logik i det. Blazblue er nemlig underligt, meget japansk... og helt og aldeles fantastisk.

Lidt baggrund. Arc Systems udviklede for ti år siden kampspillet Guilty Gear, der blev udgivet af Sammy, et japansk firma der hovedsageligt beskæftiger sig med pachinko (et japansk gambling-spil). Serien tog for alvor fart med Guilty Gear X, og har siden da opbygget en reel fanskare og en hel del opdateringer og forbedringer af den gamle spilmotor. Men så slog Sammy pjalterne sammen med Sega, og valgte at fortsætte serien på egen hånd. System Works måtte af med rettighederne til Guilty Gear. Men det gav dem samtidigt en mulighed for at skabe noget helt nyt, efter at have genanvendt den samme grafik i så lang tid.

Blazblue kan populært kaldes en åndelig efterfølger til Guilty Gear. Det bygger på de samme actionfyldte, ekstreme slagsmål mellem farverige personligheder, men det er også på mange måder mere raffineret og fokuseret. Det er også det første "rigtige" 2D-kampspil i HD. Mjo, Super Street Fighter II HD Remix bød på nytegnede figurer, der mere eller mindre var håndtegnede skitser ovenpå den eksisterende stil. Og King of Fighters XII snød ved at tegne sine figurer i lav opløsning og så opskalere dem. Men Blazblue er fra starten lavet til 720 skinnende horizontale pixellinjer, og er derfor knivskarpt. Grafikstilen er den samme som i Guilty Gear, bare en anelse mere detaljeret.

Resultatet er som at spille en anime-film. Ja, jeg ved at spil som Dragon Ball: Raging Blast og Naruto: Ultimate Ninja Storm har brystet sig at den påstand før, men cell-shaded 3D-grafik er stadig ikke rigtig det samme som håndtegnede billeder. Blazblue er derimod hamrende smukt, og den eneste rigtige brist er at animationen ikke helt er på niveau med Capcoms eller SNK's kampspil.

En anden god ting ved at starte forfra er, at Guilty Gear var ved at blive mere kompliceret end det havde godt af. Blazblue er, trods det spektakulære udseende, meget let at spille. Det hele bygger på tre angrebsknapper af tiltagende styrke, og en knap kaldet "drive", hvilket frit oversat betyder "en masse heftige sager som ingen kan gøre i virkeligheden". Selvom der er flere grader af kompleksitet at udforske med muligheden og at nulstille sine kombinationer og andet finlir, så er det lige så let at gå til som Street Fighter IV. At hoppe og sparke nogen i tænderne fungerer præcis lige så godt her, med den forskel at "sparket" meget vel kan være en sort pulserende masse, eller en kat forvandlet til en lænestol...

Blazblue indeholder tolv spilbare figurer, hvilket kan virke lidt fattigt i tider hvor Tekken byder på det tredobbelte. Men de er ikke bare ekstremt forskellige visuelt, de fungerer også helt forskelliget takket være netop "Drive"-knappen. For at få et overblik over det hele, og give en lille forsmag på hvad der er i vente, vil jer derfor fortælle om dem alle sammen. Hold på hat og briller.

Ragna (med det småfjollede efternavn "The Bloodedge" er spillets hovedperson og frontfigur, en vred enspænder med klare træk fra Guilty Gear-antihelten Sol Badguy. Alle vil se ham død, hvilket bliver svært, da han er næsten uovervindelig. Regn med at støde på ham konstant online, da han er let at spille, effektiv og på mange måder minder om Ryu og Ken. Hans Drive er helt enkelt hans sværd, som giver nogle ekstra stærke angreb.

Jin Kisaragi er den blonde rival, og er selvfølgelig en usymptatisk type med fascistiske træk. Som officer i den regerende magt er han bevæbnet med et sværd, der lader ham fryse sin fjende, hvilket giver mulighed for lange kombinationer. Sub-Zero light, blandet med nazityskland. Selv spiller jeg ikke med ham hvis jeg kan undgå det, eftersom resten af verden allerede gør det.

Ganske ligefremt indtil videre, altså. Men det bliver hurtigt mere varieret. Noel Vermillion er en passioneret men forvirret løjtnant i samme hær, med en nærmest narkotisk afhængighed af sine skydevåben, en kompleks fortid, og et kompleks for sin manglende... øhm, fysik. Hun kan med fordel spilles i en stil, der holder modstanderen på afstand og med et voksende had mod denne skrigende tøs. Kedelig men farlig. Om hendes navn er en reference til Toshinden-seriens Vermilion, som også kun sloges med skydevåben, lader jeg være usagt.

Jeg kan se at løftet afvekslende, underlige figurer ikke rigtig er blevet indfriet endnu, så jeg begiver mig direkte videre til Arakune. Hvis du har set filmen Spirited Away, kan du straks genkende referencen. Han er en svulmende masse af rødsort slim, med en hvid maske som eneste karaktertræk. Med et mildest talt underligt bevægelsesmønster udspyr han insekter og og giftskyer som hurtigt kan ødelægge din dag. At spille mod Arakune kan være som et vovestykke, hvor den mindste fejl gør at du havner i den modsatte
side af skærmen, og må kæmpe dig tilbage gennem en regn af flyvende ting. Han er effektiv og cirka lige så underlig som det er muligt.

Bang Shishigami er, som navnet antyder, en ninja af den mere højlydte slags. Han er som en parodi på al ninjagøglet i Naruto, med hemmelige segl og særskilte ninjamanøvrer, der kræver at du først låser op for andre bevægelser. At han bære på en enorm pig på ryggen virker relativt normalt i sammenhængen. I det mindste taler den ikke.

At tale gør Taokaka derimod, uafbrudt. For en gangs skyld har nogen lavet en kattepige, der faktisk opfører sig som en kat. Hun er konstant sulten, konstant træt, har hukommelse som en guldfisk og cirka lige så meget hjernekapacitet som en hel sæson af Hollywood Wives. Det er hysterisk morsomt både at spille med hende og at udforske hendes forhistorie, og hun blev øjeblikkeligt min favorit. Hendes Drive lader hende dykke ind fra alle sider og irritere end uforberedt fjende. Hun kan heller ikke holde sig fra halsudskæringen på...

... Litchi Faye Ling, en storbrystet læge der har gjort sig til venner med de fleste, inklusive kattefolket. Ser man bort fra den indlysende anledning til at spille med hende, har hun en ret unik stil, da hun bærer på en stav, som hun enten kan bruge til at slås direkte med, eller placere et sted og bruge som udgangspunkt for sine angreb.

En af hendes gamle venner er Tager, en gigantisk fyr med en masse jernskrot hængende på sig. Han var oprindeligt en dæmon i menneskeform, der døde og sidenhen blev genoplivet som cyborg. Hellboy krydset med Marcus fra Terminator Salvation, altså. Hvis du spillede som potemkin i Guilty Gear, ved du hvad du har i vente: Et muskelbjerg, der kan være direkte dødbringende... hvis han altså når frem inden kampen er slut. Tager kan bruge sine magnetiske krafter til at styre og bestemme i kampen.

En anden, der er vant til at styre og bestemme, er Rachel Alucard, en uimponeret, nedladende og arrogant vampyrkvinde, der ikke gider besvære sig med at slås. I stedet er det hendes to tjenere, den fede lille djævel Gil og den formskiftende kat Mago, der får lov at tage slæbet og udføre alle angrebene. Hendes spillestil bygger meget på kontrol. Hun kan placere en lynleder og styre fjenden hen mod den med vindens kraft, for derefter at nedkalde et frygteligt tordenvejr. Hun er svær at spille, men dødsensfarlig i de rigtige hænder.

Carl Clover har en lignende stil, da han styrer en mekanisk dukke som vandrer rundt på egen hånd på skærmen. Han er en småpsykotisk lille knægt, der dog fuldt i stand til at uddele tæv. Ved at placere Nirvana, dukken, et strategisk sted, kan du angribe fra to sider samtidigt, men han er også sårbar, hvis det lykkedes modstanderen at holde dem adskilt.

Slænget rundes af med superridder/cyborg/ninjaen Hakumen, der i Dead or Alive-stil blokerer og modangriber, og robotpigen Nu-13, der fungerer som spillets slutboss, og derfor kan lide at fylde skærmen med sværd som du dårligt nok kan blokere. Som sagt er de vældigt unikke alle sammen, og det er smartest at fokusere på en eller to.

Det der gør Blazblue så helstøbt og faktisk bedre end Street Fighter IV på nogle punkter, er at det er så komplet. Der findes både en arkademode, hvor man kæmper mod de andre figurerer på skift og til sidst får en lille slutsekvens, men der er også en storymode, der kan tage flere timer at udforske. Hver figur har en historie, der kan gå i flere forskellige retninger afhængigt af hvor godt du klarer de forskellige kampe, og de krydser hinanden og skaber en samlet historie der er betydeligt mere gribende end det sædvanlige turneringsoplæg. Altsammen med strålende stemmeskuespil (der er en lille smule bedre på japansk), og en reel dosis humor, især hvis du spiller med Taokaka.

Det er selvfølgelig mest optimalt at spille mod en ven, men den mulighed har man jo ikke altid. Heldigvis har Blazblue den for tiden bedste online-understøttelse blandt kampspil, og det bliver spændende at se om Super Street Fighter IV kan overgå det i næste måned. Niveauet blandt spillerne er, næsten et år efter spillet udkom i resten af verden, stadig meget afvekslende, og selvom du spiller mod en amerikaner eller en japaner fungerer det strålende.

Man kan enten møde hinanden direkte, eller flere spillere kan kæmpe mod hinanden på tur, mens resten kigger på. Hvis du vil granske et nederlag eller svælge i dine sejre, kan man også optage sine kampe. Der er noget skørt ved laggen. I starten kan kampen kan de gå meget trægt, men så snart kommentatoren har råbt "Action!" er det som om spillet kommer i synkronisering, og derfra flyder det glimrende.

Præsentationen sidder lige i skabet. Enhver lille replik kan fås både på engelsk og japans (inklusiv den hysterisk morsomme miniserie "Teach Me, Ms Litchi", der fortæller om spillets baggrundshistorie og figurer), så du både kan nyde den fremragende indsats og forstå hvad der bliver sagt. Musikken er fartfyldt (selvfølgelig) og ikke lige så rocket som Guilty Gear, men mere typisk dramatisk animestil.

Samlet set er Blazblue et oplagt køb, uanset om du er inkarneret kampspilsfan eller bare alment anime-interesseret. Det er sjældent at kampspil har så meget at byde på, både for én og flere spillere. Næstefter Street Fighter IV er det det bedste kampspil du kan spille i dag, og det eneste rigtig store irritationsmoment er, at den ekstremt sene udgivelse i Europa gør at USA og Japan allerede venter på den forberede efterfølger, Continuum Shift, så udbudet af online-modstandere vil snart falde drastisk...

Blazblue
Blazblue
Blazblue
Blazblue
Blazblue
Blazblue
Blazblue
Blazblue
Blazblue
Blazblue
Blazblue
Blazblue
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Strålende figurer, afvekslende kampe, finpudset online-del, frisk grafik
-
En smule ubalanceret, kun 12 figurer
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer