Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Concrete Genie

Concrete Genie

Mobning og magisk realisme går hånd i hånd i Pixelopus' hjertevarme eventyr.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

De første øjeblikke i San Mateo-baserede Pixelopus' andet spil, Concrete Genie, giver kraftige associationer til Naughty Dogs nyere titler. Først og fremmest i animationen af hovedpersonen Ash, der ligesom Drake anno 2009 bevæger sig livagtigt og lettere skøjtende og stivbenet på samme tid, automatisk bevæger hovedet mod interessante steder i omgivelserne og i platformssekvenser rækker ud mod tilgængelige steder. Lighederne stopper dog ikke ved animationen. Der er fokus på filmisk historiefortælling og en indre monolog samt brug af geografiske fikspunkter til at kontekstualisere dialogen og visualisere destinationen. Egentlig giver det god mening. Pixelopus kalder ligesom Naughty Dog Californien for hjem og er tilmed også ejet af Sony. Men hvor Naughty Dog primært lader dig interagere med spilverdenen gennem mundingen på et skydevåben, er dit primære værktøj i Concrete Genie af en anden og noget mere pacifistisk karakter.

Som kotymen i så godt som alle spil er, skal du naturligvis redde verden - eller rettere sagt byen Denska, som er blevet forladt og nu trues af en mørk, slimet masse. I rollen som den kunstneriske og lidt ensomme dreng Ash skal du bogstavelig talt male farverne og livet tilbage i byen ved hjælp af en magisk pensel og din skitsebog. Det er altid rart med spil, der fokuserer på hvordan opbyggende og kreativ adfærd kan være helende, særligt når det er så visuelt forførende som i Concrete Genie. Pixelopus' nye spils helt store force er nemlig dets grafiske præsentation. Selvom Denska er mørk og trøstesløs, gemmer den alligevel på masser af personlighed under det dystre ydre og de farvestrålende malerier skaber en fantastisk kontrast til de grå bygninger, når de giver sprudlende liv til selv de mest trøstesløse facader.

Concrete Genie
Concrete GenieConcrete GenieConcrete GenieConcrete Genie

Netop maledelen er Concrete Genies mest fremtrædende og anderledes mekanik. Du kan til hver en tid male på facader ved at klikke R2, hvorefter du kan frit kan vælge motiv fra din skitsebog og med enten den højre analoge stick eller dual shocks motion controls male med penslen. Sidstnævnte måde er standard og var også den, der fungerede bedst for mig. Uanset hvad du vælger, er det simpelt at gå til og tilfredsstillende at udføre. Der stilles ikke store krav til dine kreationer, hvilket faktisk er befriende, da det bare handler om at slå sig løs. Dine malerier bliver på væggene, så når du vender tilbage til tidligere besøgte områder, pryder de stadig bygningerne, hvilket tilfører et kærkomment personligt element til din rejse for at redde Denska. Fra tid til anden får du også mulighed for at male ånder frem, som assisterer med at løse relativt simple gåder. Oftest gælder det om at finde det rigtige håndtag, så din ånd kan bevæge sig fra en mur til en anden og komme frem til det sted, hvor dens evner er brugbare. Der findes tre typer ånder, som hver især har en særlig evne. Røde ånder kan sætte ild til stof, gule ånder kan tilføre elektricitet og blå ånder kan blæse genstande rundt. Ligesom tilfældet er med dine andre malerier, kan du selv bestemme dine ånders udseende og til hver en tid ændre på det. Igen er det med til at personliggøre oplevelsen på fin vis.

For at bringe Denska til live igen er det nødvendigt at finde lyskæder og male på facaderne bag dem. Byen er delt op i zoner, som lineært skal males til før den næste åbner. Visse zoner har dog op mod otte facader med lyskæder, der skal findes, så helt lineært er Concrete Genie ikke. Ud over førnævnte platforms- og puzzle-elementer, er det også nødvendigt at anvende en smule stealth, da Ash har en plagsom gruppe mobbere på nakken. Tematisk er de enormt vigtige for spillet, men gameplay-mæssigt får Pixelopus ikke nok ud af deres tilstedeværelse. Ofte blokerer de for områder med lyskæder og det eneste middel til at aflede dem er at råbe for dermed at lokke dem væk. Får de øje på dig, er det relativt let at slippe væk ved at hoppe op på tagene, da de af en eller anden grund ikke har evnen til at klatre og tilmed hurtigt mister interessen for dig. Det gør katten-efter-musen sekvenserne ret trivielle, men i det mindste er der ikke mange frustrationer forbundet med dem.

Med tiden bliver jagten på lyskæder lidt formularisk, men lige da monotonien for alvor var indtruffet ryster Concrete Genie posen på interessant vis ved at transformere sig til et decideret actionspil. Din pensel udstyres med tre typer angreb og Ash får muligheden for at skøjte hurtigt afsted på maling, så han bedre og hurtigere kan jage fjenderne. Ash bliver på den måde katten i stedet for musen og denne nye rolle tilfører en masse dynamik til spillets pacing. Selvom transformation kan virke i modstrid med spillers pacifistiske natur og tematik, er det faktisk ikke tilfældet, da Ash stadig hjælper sine fjender. Formuleringen er ganske givet lidt kryptisk, men vi bevæger os ind på seriøst spoiler-territorium, hvis jeg røber mere. Til gengæld er historien værd at bruge lidt mere tid på. Ashs kamp for at redde Denska er nemlig ganske rørende og hjertevarm og selvom visse plot- og karakterudviklinger føles lige belejlige nok og afvikles lidt for hurtigt, er det en af årets bedre spilhistorier. Mobning børn imellem er altid et vigtigt emne at tage op - særligt fordi Concrete Genie også henvender sig til børn i den alder, hvor mobning typisk bliver et problem - og spillet får nogle fine og opbyggelige pointer igennem. Dialogen føles til tider lidt for skrevet, hvilket resulterer i nogle lidt kunstige udvekslinger, men når det spillet formidler er så sympatisk, har jeg svært ved at være rigtig sur over det.

Concrete Genie
Concrete GenieConcrete GenieConcrete GenieConcrete Genie

Efter en håndfuld timer sætter den tilfredsstillende konklusion et fint punktum, men der er god grund til at blive hængende. For det første er det muligt at free painte i spillets forskellige områder helt uden at blive generet af mobbere og målsætninger. Har du adgang til Playstation VR, er det også værd at starte Splotch and the Magic Canvas op. Det er en skøn lille sidedistraktion, der består en historiedel på ca. 30 minutter, hvor du skal følge Splotchs og din malerbogs instruktioner, hvorefter der låses op for VR free paint. I VR er perspektivet ændret fra 3. til 1. person og dine move controllere overtager styringen, hvilket fungerer aldeles glimrende. Jeg er egentlig ikke den store tilhænger af move controlleren, men som malerpensel er den uovertruffen. Det er enormt intuitivt og tilfredsstillende at male med move i VR - faktisk en del mere end det er i hovedspillet og så er det sympatisk, at VR delen bare følger gratis med hovedspillet i stedet for at sendt ud som betalt dlc eller selvstændig oplevelse.

I en tid hvor de fleste titler enten er enorme AAA-titler eller små indiespil, maler Concrete Genie en fin lille niche frem til sig selv, for der er altså ikke et hav af kortere, lineære singleplayerspil med gode produktionsværdier til halv pris derude. På det punkt minder Concrete Genie mig faktisk lidt om forrige års Hellblade i og med de begge føles som AAA-spil - bare kortere og med et mere afgrænset scope. Udtrykket "mere end summen af sine dele" er som skabt til Concrete Genie. Med undtagelse af maleri-delen er ingen af de gameplay-mæssige grundsøjler særligt opsigtsvækkende, men tilsammen danner de en varieret og overraskende oplevelse, som tilmed har en historie med en masse på hjerte og en virkelig flot præsentation. Selvom den relativt korte længde måske vil være et minus for nogen, vil jeg til hver en tid foretrække et spil, der stopper mens legen er god. Det formår Pixelopus' spil, som på bare 5 timer leverer en komplet oplevelse med vigtige temaer. Det ligner måske nok et Naughty Dog spil, men Concrete Genie er helt sit eget.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
Concrete Genie
Concrete Genie

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Vigtig historie, flot præsentation, kunstmaling som gameplay-mekanik.
-
Overfladisk stealth, til tider lidt kunstig dialog.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Concrete GenieScore

Concrete Genie

ANMELDELSE. Skrevet af Ketil Skotte

Mobning og magisk realisme går hånd i hånd i Pixelopus' hjertevarme eventyr.

Concrete Genie afsløret

Concrete Genie afsløret

NYHED. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Blandt de mest farverige, iøjenfaldende afsløringer ved årets Paris Games Week var Concrete Genie, som blev afsløret af Sony og udvikleren Pixelopus under...



Indlæser mere indhold