Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Indivisible

Indivisible

Studiet bag Skullgirls forsøger sig med platformgenren, men er eksperimentet lykkedes?

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Videospil går på tværs af landegrænser og kulturer. Et lille spil produceret i en kælder i Hvidovre, kan gennem internettet nå verden rundt til det brede publikum, og inspirere en udvikler på den anden side af kloden. Derfor ser vi mange gange, specielt blandt indie-spil, en udveksling af ideer og en sammenblanding af gameplay og plotvinkler, som er sjælden i andre medier. Der er ikke noget mere befriende end at spille et spil skabt ud af en udviklers favoritelementer, hvor de så end måtte komme fra, fri for konventioner eller arbitrære kulturelle restriktioner. I hvert fald hvis resultatet er godt. Indivisible er et sammenkog af ideer hvor langt de fleste er set før, men sat sammen i en ny konstruktion: Et RPG med delvist turbaserede kampe og baner i bedste metroidvania-stil. En solid konstruktion som holder det meste af tiden, om end den hverken føles banebrydende eller genial. Spillets charme og fortælling driver oplevelsen fremad, men nogle af gameplay-elementerne er af og til ved at spænde ben for helheden.

Det er sjældent at spil fra vesten bruger god gammeldags animation i intro- og mellemsekvenser. Det ser man til gengæld i japanske spil som ofte trækker på deres animé-tradition. Halvdelen af tiden aner jeg ikke hvad der forgår i disse sekvenser, som er pumpet op til hyperepiske dimensioner: Farver eksploderer udover skærmen, og mærkelige væsener danser rundt, men jeg må sige, jeg elsker det. Måske ikke nødvendigvis selve indholdet, men blot det at traditionel animation bliver holdt i live og ære, er nok til at få et spil til at fange min opmærksomhed. Indivisible lægger ud med en sådan sekvens. Som i en tegnefilm man stod tidligt op for at se lørdag morgen da man var barn, får vi serveret en introsekvens: en lille landsby, en pige med magiske evner; spring til episke kampe mod dæmoniske væsener, omvendte pyramider og et blik udover skorstene og tagspidser i en victoriansk by; cyberpunk, indiske templer, væsener der kaster med kugler på størrelse med planeter. Som sagt, jeg aner ikke hvad der foregår, men jeg glædede mig med det samme til at finde ud af det. Der er lagt op til at man skal vidt omkring, og jeg er helt på.

Indivisible
IndivisibleIndivisibleIndivisible

På trods af denne animé-intro er Indivisible ikke et japansk, men amerikansk spil udviklet af Lab Zero Games, kendt for spillet Skullgirls. Og man fornemmer hurtigt at de har lagt meget vægt på det visuelle udtryk. Verden er farverig, udtryksfuld og proppet med variation. Alle karakterer man møder, har et distinkt design som udtrykker præcis hvem de er. Den første vi møder er hovedpersonen Ajna- som af en eller anden grund bliver udtalt Asja. Hun bor i en lille idyllisk landsby hvor hun hver morgen træner med sin far. Han er dog en hård træner, og Ajna er en rebelsk teenager. Men hun er ikke en irriterende teenager. Faktisk er hun meget charmerende, ikke mindst på grund af stemmeskuespillet, og hendes hidsighed er morsom og tiltalende, specielt når spillet for alvor går i gang. Som i alle gode eventyrer bliver landsbyen angrebet og brændt ned, og Ajnas far dræbt. Det gør hende blot mere ilter, og det er morsomt at se hvordan hun hovedkulds kaster sig mod enhver modstand.

Som Ajna drager ud på hendes hævntogt efter manden bag farens mord, Ravannavar, møder hun en lang række karakterer som alle slutter sig til hende og kæmper ved hendes side. Mange timer inde i spillet bliver man stadig ved med at støde på nye unikke karakterer. Ajna har dog en lidt uheldig evne: Når hun bliver bekendte med nogle, så bliver de suget ind i hendes sind, og kommer kun frem igen under visse omstændigheder, for det meste kamp. Hun har altså et hav af folk rendende rundt i sit hoved. Det er en smart ide fra udviklerne da det både tjener historien og gameplayet. Gameplaymæssigt har du altid dine medhjælpere lige ved hånden - fordi de bogstavelig talt eksisterer i hovedet på dig - og de kan altid kommentere på historiens udvikling eller blive draget direkte ind i den. Der er over 20 forskellige karakterer man kan møde, og de er alle sammen unikke i stil og udtryk. Nogle bidrager dog med mere underholdning end andre, og blandt favoritter bør Razmi nævnes: En heks hvis nihilisme og dødsforagt skinner igennem i alt hun siger og fik mig til at grine mange gange.

I indledningen virker historien rimelig traditionel, men som man kommer længere ind, tager den nogle drejninger som er forfriskende og holder spileren engageret. Tonen er for det meste let, men spillet ved også hvornår det skal gå i en mere seriøs retning. Der er ikke tale om en banebrydende fortælling, men det er en god klassisk historie som bliver løftet godt op karaktererne.

Indivisible
IndivisibleIndivisibleIndivisible

Gameplayet har to centrale dele til sig: Den ene når man er i kamp, og den anden når man udforsker verden. Indivisibles kampe har et udtryk som et turbaseret rpg-system, men slagene udspiller sig i reel tid. Du kan have fire karakterer med i en kamp, og hver figur har sin egen knap. Det vil sige, på PS4, hvis du trykker på kryds, angriber den nederste karakter, og hvis du trykker på trekant, angriber den øverste. Hvert angreb tager et hvis tidsrum at køle ned. Der er altså ikke tale om at man skiftes med modstanderen til at angribe, men alligevel har kampene en fornemmelse af at være turbaseret, dog med et højere tempo. Det fungerer godt, specielt når man begynder at finde ud af hvilke karakterer som spiller godt sammen. Man kan nemlig kæde angreb fra forskellige figurer sammen i comboer. I længden bliver kampene desværre lidt trættende. Mange gange har selv ubetydelige fjender meget liv, og de små konfrontationer tager for lang tid. I store kampe går tingene stærkt, og man skal hele tiden være på; enten for at parere et angreb eller selv angribe. Det er frustrerende når man taber overblikket, og derved også taber kampen. Kampsystemet er grundlæggende godt, men det er nogle gange for hektisk, og selvom der igennem karaktererne kan laves mange forskellige kombinationer, fandt jeg at det også blev for ensformigt og frustrerende. Der var øjeblikke hvor jeg havde lyst til at droppe spillet, også selvom jeg gerne ville videre i historien.

Indivisible
IndivisibleIndivisibleIndivisible

Når man ikke er i kamp, begiver man sig igennem banerne i et 2D-perspektiv. Det er generelt udformet i den stil vi kender fra hvad der nu populært blive kaldet metroidvania-genren. Banerne er formet som labyrinter hvor visse områder er spæret af indtil man har fået nyt udstyr. Der er ikke meget nyt at finde her, og hvis man kan lide denne type spil, så vil man ikke blive skuffet; det er veludført. Det er desværre også bare kedeligt. Alle spillets områder er, ligesom karaktererne, flotte med hver sin unikke stilart, og jeg ville elske at udforske verdenen på en helt anden måde, i en helt anden type spil, men konstant at skulle hoppe og springe på den rigtige måde for at komme videre i en bane, er ikke en sjov måde at udforske på. Hvis man kan lide udfordrende platform-spil, har spillet en masse at byde på, men igen; hvorfor skal man trækkes igennem frustrerende platforms-sekvenser som ikke tjener noget formål? Hvis man synes at gameplayet i denne type spil har værdi i sig selv, så er der en masse at hente i Indivisible. Jeg endte med at kede mig en smule, og frustrationen over at skulle bruge lang tid på et bestemt hop eller spring var tæt på at ødelægge min ellers store lyst til at se hvad der ville ske i historien.

Alt i alt fortjener Indivisible dog en tommelfinger op ad. Dets charmerende stil og karakterer bærer det langt. Jeg synes ikke at gameplayet er den bedste måde at opleve verden og historien på, men der er ingen tvivl om at gameplayet fungerer. Kampsystemet er let at gå til, men svært at mestre, ikke mindst fordi du konstant skal holde overblik. Kampene bliver nogle gange for langtrukne, og at udforske de ellers flotte områder er enten lidt kedeligt eller frustrerende, men er du vild med spil i metroidvania-stilen, så er det her en formidable vinkel på den. Som helhed er der dog ikke en ordentlig balance mellem lysten til at opleve historien og verdenen, og de lidt for kedelige kampe og platforms-elementer.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Chamerende og sjove karakterer. Flot og farverig verden. Grundlæggende godt kampsystem
-
Kampene er af og til for langtrukne. Frustrerende platformselementer.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

IndivisibleScore

Indivisible

ANMELDELSE. Skrevet af Jonathan Sørensen

Studiet bag Skullgirls forsøger sig med platformgenren, men er eksperimentet lykkedes?



Indlæser mere indhold