Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
anmeldelser
Demon's Souls

Demon's Souls

Demon's Souls har gået sin sejrsgang verden over, og er efter et års ventetid nu endelig kommet til Europa. Se hvorfor dette er en titel, som ingen rollespilsfan må gå glip af.

  • Tekst: Vebjørn Koksvik - Gamereactor NO

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus

Endelig kommer Demon's Souls til Europa. Det er en skam, at det har taget så lang tid at få spillet hertil efter udgivelsen i Japan i februar 2009, men denne version bør være af interesse for alle dem, der allerede har importeret det. Den indeholder nemlig soundtracket på CD, samt en bog med konceptskitser og en helt ny strategiguide.

Dette tredjepersonsrollespil har meget større fokus på action og opgradering af udstyr og færdigheder end historie og karakterudvikling. Ved at læse manualen og snakke med personer i spillet, får du dog et billede af hvad der foregår. En oldgammel dæmon er blevet vækket til live i kongens søgen efter magt, og kongeriget Boletaria er blevet oversvømmet af dæmoner, der hungrer efter indbyggernes sjæle. Lykkejægere som dig kommer rejsende langvejsfra på jagt efter magt, ære og sjælene, der fungerer som spillets valuta.

Demon's Souls

Sværhedsgraden bliver altid nævnt, når spillet omtales, og det med god grund. Det er mange år siden, at jeg har spillet et spil, der gav mig så mange bank som dette. For at gøre det hele endnu værre, bliver spillet faktisk sværere, når du dør. Fjenderne bliver stærkere, og dit maksimale helbred bliver halveret. Til at begynde med er det at besejre en boss i praksis den eneste måde du kan få det tabte helbred tilbage på. Alle sjælene, du havde på dig, bliver liggende hvor du døde. Formår du at spille dig hele vejen frem på dit næste liv, får du alt tilbage. Dør du undervejs, forsvinder det hele ud i æteren. Herligt.

Styringen er præcis nok til, at det altid er din egen fejl når noget går galt. Du må lære fjenderne at kende. Hvilke våben de bruger, og hvilke angrebsmønstre de har. Hvilke våben fungerer godt mod visse fjender? Hvilken rustning er det smart at bruge her? Hvilke ringe bør jeg have på fingrene? Der bliver ikke givet ved dørene her.

Det gælder om at være godt forberedt inden du går i kamp, eftersom det er umuligt at pause spillet. Spillet gemmer konstant, og du kan ikke bare indlæse et gemt spil og prøve forfra. Tager du livet af en person, er vedkommende død indtil du starter helt forfra. Eftersom spillet er så svært, gælder dette selvfølgelig ikke fjenderne. De kommer straks tilbage hver gang du dør, eller forlader banen for at rejse et andet sted hen.

Demon's Souls

Spillet har en spændende tilgang til magibrug, med to forskellige veje man kan gå. Der er "almindelig" magi med troldmænd og hekse, hvor magiens kraft bestemmes af udøverens intelligens og magiske færdigheder. Alternativt kan du ty til religion, hvor mirakler og talismaner erstatter trolddom og tryllestave. Miraklernes kraft bestemmes ikke af intelligens, men hvor stærk du er i troen.

Spillere med samlermani vil få nok at kaste sig over, hvis de vil have den komplette samling af våben, skjold, ringe, rustninger, mirakler og trylleformularer. Våben opgraderes med specielle resourcer som fjenderne taber, og nogle er disse er så sjældne, at det langt fra er sikkert du får dem, selv efter at have gennemført spillet både en og to gange. For at få fat i alting må du tage næsten fire ture gennem spillet.

Online-delen minder ikke om noget, jeg har set før. Rollespil af denne type egner sig dårligt til flere spillere, da der kun kan være én hovedperson. For ikke at rode med historien, men samtidigt give en følelese af at verdenen lever, har man inkluderet nogle spændende mekanismer. Man kan når som helst lægge en skriftlig besked til andre spillere. For eksempel for at advare dem mod en fælde rundt om næste hjørne, eller tippe dem om en taktik, der fungerer mod næste fjende. Selvfølgelig bruges beskederne også til at lure andre direkte i døden.

Du kan af og til skimte andre spillere i nogle sekunder, som hvide spøgelser, og steder, hvor andre har mistet livet, ligger der blodpletter på gulvet. Rører du ved blodet, kan du se de sidste få sekunder af spillerens liv. På den måde kan du ofte opdage fælder eller bagholdsangreb, inden du selv jokker i spinaten.

Er der områder, du virkeligt ikke kan komme forbi, kan du bede andre spillere om hjælp. De dukker op i verdenen som stumme blå spøgelser, der kæmper ved din side, til de vælger at vende tilbage til deres egen verden, eller i har dræbt en boss sammen. Andre kan også påkalde dig, hvis du har lyst til at hjælpe. Dertil kommer muligheden for at invadere (eller blive invaderet) en andens verden som et sort spøgelse. Så gælder det om at jagte staklen, der sikkert kæmpere mere end hårdt nok i forvejen, og prøve at tage livet af ham i hans egen verden. Disse måder at blande andre spillere ind i en historie, der kun handler om dig, er intet mindre end geniale.

Demon's Souls

Nu har jeg skrevet meget om innovative mekanismer, men teknisk er spillet ikke meget at råbe hurra for. Det er langt fra dårligt, og det spændende design trækker op, men det er tydeligt, at udvikleren ikke har resourcer nok til at konkurrere med de hårdeste drenge i klassen. Niveauet på grafikken varierer meget. Her er alt fra lavopløste teksturer og fem år gammel lysteknik til intense boss-kampe i stemningsfulde, detaljerede og imponerende omgivelser.

Lyden lider af samme problem. Nogle baggrundslyde gentages alt for ofte, samtidigt med at monstrenes lyde er helt uden variation. Interessant nok er surround-lyden så god, at den bliver et uvurderligt hjælpemiddel når du prøver at finde ud af hvor, og hvad, en uset fjende er. Og man har alligevel bedre ting at tænke på, mens man spiller, så det tog mig et par omgange inden jeg bemærkede disse svagheder.

Er der én ting, som absolut burde være gjort bedre, er det fysikmotoren, der er usædvanligt dårligt implementeret. Det virker slet og ret ikke som om fjenderne har nogen masse. Du ser det allerede på afstand, og når du går gennem en falden fjende, flyver han rundt som en plastikpose i vinden. Illusionen bliver brudt, og det bliver en regelmæssig påmindelse om at du bare sidder og spiller et spil.

En følelse man hurtigt lærer at kende i Demon's Souls er frygten for det ukendte. Her tager det ukendte som regel livet af dig, og der venter en ny fare rundt om hvert et hjørne. Der er utrolig mange måder at dø på, og du mister så meget hver gang - så mange sjæle, og så meget tid. Men så lærer du dig selv, banerne, fjenderne, våbnene og fælderne at kende, og alt falder på plads. Frygten gør dig koncentreret, og du mestrer spilet.

Den kolde regn siler ned omkring mig, mens jeg står i en forgiftet mose. Jeg står helt stille, og håber urterne holder sygdommen væk, mens jeg spejder intenst ud i mørket. Lyset fra fraklen når ikke så langt, men jeg synes jeg kan skimte en sky af kondens derovre. Jo, jeg er helt sikker. Der står nogen der. Eller noget...

Tekniske svagheder til trods, Demon's Souls må og skal bare opleves af alle, der sætter pris på god spilbarhed og skikkelig udfordring. Når alt kommer til alt betyder spillets dårligste sider tydeligvis kun lidt, for det er så let at lade rive med, når du sidder der og sveder med hjertet i halsen. Jeg håber mange tager chancen med en tur til Boletaria, for dette har været en af mine bedste spiloplevelser nogensinde.

Demon's Souls
Demon's Souls
Demon's Souls
Demon's Souls
Demon's Souls
Demon's Souls
Demon's Souls
Demon's Souls
Demon's Souls
Demon's Souls
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Svært men fair, innovativ online-del, ekstremt stemningsfuldt
-
Håbløs fysikmotor, meget svingende grafik, simpelt lyddesign.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Hvad kan man sige om video spil i dag? At de er bedre end nogensinde? Ja det vil jeg os sige. Godt nok var de gamle Nintendo dage dejlige, men de... 10/10
  • puje
    (Bemærk: Demon's Souls er ikke udkommet i Danmark, denne anmeldelse er af den Amerikanske version) Jeg har egentligt ikke været til rollespil i... 9/10