Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Hunters: Episode One HD

Hunters: Episode One HD

Efter en hård start er strategispillet endelig ved at tage form. Lee fortæller.

  • Tekst: Lee West

KA-SPLATT. Den første fjende fortryder hurtigt sin frembrusende adfærd, da Hammer viser hvorfor han har fået sit øgenavn, og metal farves blodrødt. Firecracker besvarer ild fra en anden angriber, mens Tommy Twohands gør sig parat til at flankere modstanderen. Booster råber heftige kommandoer og hiver medkittet frem. Denne mission er blevet langt mere blodig end det hurtige ind-og-ud-job, som gruppen af dusørjægere er blevet lovet.

Året er 2981, det tredje årtusinde lakker mod enden, og universet er blevet en slagmark for alskens megaselskaber, der alle slås for ejerskabet. Love er afløst af firmapolitikker og blækket på kontrakten er tykkere end blod. Uafhængige lejesoldater udfører de beskidte opgaver for firmaerne. Disse lejesoldater kaldes Hunters.

Hunters: Episode One HD

Hunters og Hunters HD: Episode One er et turbaseret strategispil fra engelske Rodeo Games. Fire gutter med fortid i spilindustrien har slået sig sammen for at følge den klassiske drøm: at udvikle et fantastisk spil uafhængigt af "de stores" indblanding. Efter et par uger på markedet er det lykkes. Vejen dertil har dog ikke været så simpel. Hunters var ved lanceringen fyldt med fejl, det var utroligt ustabilt og det var ikke usædvanligt at ende med et save game der ikke kunne bruges.

Hunters: Episode One HDHunters: Episode One HD

Alt dette er dog fortid. Eller det vil sige, der er stadig mindre småfejl: et enkelt sted er der byttet om på to statistikker, og et andet sted er der stadig en enkelt stavefejl. Men ser man bort fra dette, er det lykkes udvikleren at leve op til ambitionerne og lave et produkt, der tør tænke anderledes, og som leverer en ganske unik oplevelse på iOS-platformen. Forklaringen kommer her.

For det første er spillet ganske gratis at hente og spille. Om ikke andet hvis man er tilfreds med at blive på samme erfaringsniveau uden mulighed for at stige. Der er dagligt fem nye baner at klare, og det uanset om man vælger at betale de 30 kroner den fulde oplevelse koster, eller vælger at spille uden at gribe til pungen. Disse fem baner har samtidig et bonus-mål, og kan gennemspilles for mere loot og flere penge.

Har du spillet det klassiske Games Workshop-brætspil Space Hulk, vil du vide hvad du kan forvente dig (minus genestealers): turbaserede kampe, hvor dit hold skyder, hamrer eller løber i et forsøg på at score gevinsten eller udrydde fjenderne. Der er line-of-sight og overwatch (hvor man i modspillerens tur kan have reserveret point til at forsvare sig). Fallout Tactics-light kan man også kalde det. Hver mission kan typisk klares på 15-30 minutter og er altså i den lette ende af strategigenren.

Hunters: Episode One HD

Hunters byder på hundredevis af (tilfældigt genererede?) baner, hvor man enten skal nå udgangen, redde en forsker, snigmyrde en bestemt person, smadre en generator eller hente en genstand sikkert hjem. Dette sker ved at sammensætte en gruppe fra dit hold af lejesoldater, og så sende dem afsted til banen.

Måden dette sker på giver masser af frihed. Afhængigt af dine valgte personers udstyr, koster de et antal point at bringe med på missionen. Det samme gælder selvfølgelig modstanderens folk. Det vil sige at du eksempelvis kan medbringe tre supersoldater eller seks lidt svagere folk, valget er dit. En af de smarte ting i den forbindelse er måden man derved kan indstille sværhedsgraden (og belønningen). Dette sker ved at justere antallet af point fjenden har til rådighed. Simpelt men effektivt.

Hver af dine figurer har samtidig mulighed for at specialisere sig i en eller flere af fire talenttræer, der dækker adræthed, skade, liv eller gruppesupport. Det gøres som i de fleste rollespil ved at stige i level og allokere de optjente point. Udover dette er styrken på din rustning afgørende for hvor hurtigt din figur kan bevæge sig, mens valget af våben bestemmer rækkevidden og styrken af angreb.

Det er ganske simple mekanikker, men byder på nok variation til at man føler det gør en forskel. At man kan navngive sit hold og sine personer på det, samt vælge farven på rustningene, vil ganske sikkert også begejstre fans af miniaturefigurer og rollespil.

Efter hver mission kan man suse forbi den lokale våbenhandler og købe flammekastere, raketkastere, pistoler, maskingeværer, rifler eller spillets ikoniske hammere. Man kan også forstærke sin rustning eller købe andre forsyninger.

Det hele er med til at gøre jagten på flere penge interessant, noget som historien nemlig ikke kan klare. For der er nærmest ikke nogen, udover beskrivelsen af samfundet og tiden. Dette er noget Rodeo Games har planlagt til senere udvidelser. At der bydes på fem nye baner dagligt uden mulighed for at gemme sine favoritter, vil ganske sikkert også irritere nogle, men ideen bag er ganske god: man bydes på fem nye udfordringer hver 24. time, og bliver derfor aldrig træt af turen.

Hunters: Episode One HDHunters: Episode One HD

Det er usædvanligt at se et så velfungerende interface og flot turbaseret strategispil på iOS-platformen, og er du fan af de ældre Games Workshop-brætspil, vil du ganske sikkert elske Hunters: Episode One. Lydsiden vinder dog næppe nogen fans. Lidt geværlyde og støn er alt, hvad der bydes på.

Manglen på en historie og småfejlene, der stadig optræder i spillet, hiver det dog ned fra den absolutte topscore til en rigtigt flot 8-tal, men da det er gratis at hente i første omgang, er der kun at sige: prøv det. Du kan let ende med at elske det så meget som denne anmelder.

Hunters: Episode One HD
Hunters: Episode One HD
Hunters: Episode One HD
Hunters: Episode One HD
Hunters: Episode One HD
Hunters: Episode One HD
Hunters: Episode One HD
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Lækkert interface. Overskuelig strategi. Masser af spiltid.
-
Dårlig lydside. Stadig enkelte bugs, Ingen historie.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer