Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Predator: Hunting Grounds

Predator: Hunting Grounds

GET TO THE CHOPPA!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her!

* Skal udfyldes

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

For nogle uger siden havde jeg "fornøjelsen" af at anmelde Resident Evil Resistance. Et 4v1-multiplayerspil, hvor firemandsholdet skal forsøge at undslippe Mastermind-spillerens galehus af zombier. Var jeg glad for det spil? Nej, jeg var ikke imponeret. Resident Evil Resistance fungerede bare ikke for mig. Nu har jeg dog kastet mig over en ny omgang 4v1-multiplayer i form af Illfonics nyeste Predator-installation ved navn Predator: Hunting Grounds.

Predator: Hunting Grounds tager dig tilbage til den helt klassiske sydamerikanske jungle fra den originale Predator-film. Og som i filmen er målet for firemandsholdet ved navn Fireteam at gennemføre specifikke opgaver og derefter nå frem til flugthelikopteren i tide. Der er dog ingen Schwarzenegger til at råbe det til dig - desværre. Men som I nok kan gætte, befinder den anden spiller - Predatoren - sig også i junglen. Og Predatoren har kun én mission: at finde Fireteam-holdet og tage livet af dem, før de flygter ud af junglen. Så er scenen sat.

Predator: Hunting Grounds

Du spiller altså enten som den frygtindgydende Predator eller som en del af Fireteam-kvartetten. Ved sådanne 4v1-spil er en af de vigtigste faktorer, at der er et balanceret styrkeforhold mellem de to parter. I den ideelle verden skal det være præcis lige så svært at vinde kampen som Predator, som det er at nå sejrrigt ud af junglen som Fireteam. Er det så tilfældet her? I store træk, ja. Som Predator er du selvfølgelig de andre overlegen på stort set alle parametre, men du er på ingen måde uovervindelig. Går du direkte i krig mod hele Fireteam-mandskabet, vil du med al sandsynlighed blive mejet ned, inden du overhovedet kan nå at nedlægge bare to af modspillerne. Det er derfor, du er nødt til at blive i træerne. Predatoren er nemlig utrolig adræt og kan klatre og hoppe mellem træerne i en hujende fart. Den kan samtidig gøre sig næsten usynlig samt aktivere varme- og lydsensorer til at opsnuse modstanderne med. Og det er faktisk ret stimulerende. Du føler dig lidt som et rovdyr, når du går på jagt og først har fået færten af Fireteam-holdet. Det var et gameplay-element, som jeg ærlig talt troede ville være ret tamt, men da blev jeg positivt overrasket. "The thrill of the hunt", som man siger.

Predator: Hunting Grounds

Hvad gør du så, når du endelig finder modstanderholdet? Ja, der er forskellige muligheder her. Fra trætoppene kan du for eksempel skyde plasmalaserstråler afsted mod fjenderne eller hoppe ned på jorden og udføre et kraftigt Slam Attack, der skader alle modstanderne indenfor en lille radius. Du kan også bare vælge at kaste dig ud i kampen og gå til angreb med Predatorens nærkampsvåben, men det er som sagt ikke nogen god idé, hvis modstanderholdet er samlet. Det ender de fleste gange ud i, at du enten dør eller er nødt til at trække dig tilbage for at hele dine sår. Efterhånden som du stiger i level, åbner du dog op for flere forskellige classes samt våben- og Predatortyper, som du kan bruge. Det gør det derfor meget fordelagtigt at være i et højt level, hvilket jeg faktisk ser som en fair og velfortjent fordel. Uanset level-rangen er man som Predator dog stadig nødt til at planlægge sine angreb med omhu for at vinde, og det er kærkomment, at du ikke bare er en uovervindelig dræbermaskine, som kan gøre lige, hvad der passer dig.

Det er underholdende at være Predator, men det kommer desværre også til udtryk i online-lobbyen, hvor man kan risikere at vente rigtig lang tid, hvis man ønsker at være Predator i næste runde. Jeg oplevede den ene gang, at jeg skulle vente over 10 minutter, før jeg fandt en ledig plads. Enten er der ikke nok online spillere, eller også vil alle bare gerne være jægeren. Uanset hvad så var det temmelig frustrerende.

Predator: Hunting GroundsPredator: Hunting Grounds

Det er til gengæld ikke svært at finde et spil, hvor du er en del af Fireteam-holdet. Men det betyder ikke, at Fireteam-rollen er en direkte tør omgang. Denne gameplay-del er meget inspireret af Call of Duty-serien. Du har et primært og et sekundært våben, et par granater og nogle perks du kan vælge til din class, og du får nyt udstyr og nye våben ved at stige i level. Det lyder meget Call of Duty-agtigt, gør det ikke? Illfonic har ikke ligefrem opfundet den dybe tallerken, men Call of Duty-opskriften fungerer fint. Som en del af elitemandskabet skal du altså nå frem til helikopteren, inden Predatoren gør det af med jer. Men inden da skal du som nævnt først gennemføre et par opgaver. Det kan for eksempel være at infiltrere en camp med AI-soldater og dræbe deres leder, eller at destruere noget udstyr, som på samme måde er bevogtet af soldater. Det vrimler faktisk med AI-soldater i junglen, som både vil Fireteam-mandskabet og Predatoren til livs, og det pepper derfor det hele lidt op med endnu en modstander at forholde sig til. Dog er disse computersoldater ikke særligt intelligente, og de er i det hele taget ret kedelige og upersonlige. Der er åbenbart tre forskellige soldaterenheder i spillet, men det fandt jeg først ud af, da spillet informerede om dette - det siger vist rigeligt om AI-soldaternes "detaljerigdom".

AI-soldaterne er altså ikke nogen revolutionerende computerfjende, og generelt er opgaverne også ensformige og tamme. Min oplevelse som Fireteam-spiller var, at det helt centrale fokus og den helt centrale fjende uden tvivl er Predatoren. Det er dén, du skal være på udkig efter. Og den er man virkelig også på udkig efter. Jeg gik ofte uroligt rundt og spejdede efter rovdyret i trækronerne af frygt for, at det lige pludselig skulle springe over mig. Det var en nervepirrende følelse, men jeg vidste også, at Predatoren kunne nedlægges, hvis jeg og resten af gruppen holdt os sammen. Sammenhold er nøglen til sejr, og jeg tror derfor, det kan være sjovt at indtage Fireteam-rollen i selskab med tre venner, så man virkelig kan planlægge og snakke sammen om, hvordan man skal håndtere Predatoren.

Predator: Hunting GroundsPredator: Hunting Grounds

Som nævnt foregår det hele i den sydamerikanske jungle. Så hvordan ser den så ud? Ja, først og fremmest så er der faktisk tre baner i det hele. Men ligesom med de tre soldaterenheder gik det først op for mig, da jeg slog det op. Med andre ord: Alle tre baner ligner hinanden på en prik. Det er godt nok sløvt. Og nu er det vist tid til at lukke helt op for de negative sluser. For der er altså rigtig mange ting, der ikke er, som de skal være i Predator: Hunting Grounds. Banerne er som sagt ensformige, men det bliver heller ikke bedre af, at grafikken ærlig talt ligner noget fra last gen-konsollerne. Samtidig er den generelle framerate til tider fuldkommen uacceptabel. Lydsiden er også ret svag, hvor især våbenskud giver samme lyd som mine gamle legetøjsgeværer. Det er rent ud sagt pivringe. Jeg vil dog rose den musikalske del, som fanger atmosfæren meget fint, og jeg er særligt stor fan af temamelodien i hovedmenuen, der er kraftigt inspireret af den originale films temamelodi. Den har en passende blanding af action-, horror- og science fiction-toner, som giver de til tider lange ventetider i lobbyen et velegnet lydligt kick.

Predator: Hunting Grounds

Hvordan lyder min endelige dom så? Hvor på skalaen skal jeg placere Predator: Hunting Grounds? Overraskende højt vil nogle måske sige. Fordi Predator: Hunting Grounds er ikke noget vidunder. Det er ikke på nogen måde revolutionerende, og det er på ingen måde et poleret spil. Grafikken er forældet, gameplayet er præget af tekniske knaster, og der er en generel manglende sans for detaljen. Jeg kan også forestille mig, at spillet kan blive ensformigt i længden, da der netop kun er denne ene gamemode at kaste sig ud i. Så der er mange negative ting at sige om Predator: Hunting Grounds. Og det var egentlig lidt det samme med Illfonics tidligere spil Friday the 13th: Masser af gode ideer, men en haltende udførsel. Og det er en skam.

Men på trods af spillets mange fejl må jeg også blankt erkende, at jeg havde det sgu sjovt. Jeg havde det sjovt, da jeg spillede spillet. Både som Fireteam-mandskab, men i særdeleshed også som den menneskesultne Predator. Og jeg forstår fuldt ud, hvis andre ikke vil bryde sig om Predator: Hunting Grounds på grund af dets mange mangler. Men jeg har efterhånden erfaret, at jeg, afhængig af genren, har en ualmindelig god evne til at ignorere sådanne elementer, så længe jeg har det sjovt med et spil. Det betyder ikke, at jeg direkte godtager dem. Jeg ignorerer dem bare. Og det er også, hvad jeg gjorde i Predator: Hunting Grounds. Jeg ignorerede disse ellers uacceptable forhold, fordi jeg havde det sjovt. Og det er sagens kerne i ethvert spil - for mig i hvert fald. Af den årsag er jeg også i mit lidt gavmilde humør med min endelige karakter.

Predator: Hunting Grounds

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Stimulerende at jage byttet som Predator, på den anden side en skræmmende oplevelse at være det jagede bytte, fint soundtrack, det er ganske enkelt bare underholdende.
-
Opfinder ikke den dybe tallerken, tamme Fireteam-opgaver, forældet grafik, for mange tekniske fejl, upoleret over hele linjen, i fare for hurtigt at blive ensformigt, et uforløst potentiale.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold