Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Disintegration

Disintegration

En af skaberne bag Halo forsøger sig med en anden form for science fiction, men er Disintegration noget værd?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Det er godt nok dejligt, når der kommer en ny måde at spille på, når der kommer et spil, som gør tingene en smule anderledes, så det hele føles friskt og nyt. Sådan et spil er Disintegration, som kommer fra udvikleren V1 Interactive, og som er udgivet af Private Division, som du sikkert allerede ved er en slags indie-afdeling under Take-Two. Det er som sådan ikke fordi at spil skal have ros alene for at innovere, men det gør dog at man lige er ekstra opmærksom, og det har jeg været igennem hele min tid med spillet, der, i øvrigt ankommer her d. 16. juni til PC PlayStation 4 og Xbox One. Jeg spillede Disintegration på Steam.

Men før vi når til den innovative del af spiloplevelsen, så lad os lige kort opridse, hvilket slags univers det er vi befinder os i. Marcus Lehto er trods alt en af skaberne bag Halo-serien, så det hele er vel opfindsomt fundet på, ikke sandt? Jo, det er det faktisk, for vi befinder os i et univers hvor klimaet er kollapset fuldstændig, hvilket desværre ikke er så opfindsomt, men i denne er det muligt at forlade sin menneskelige krop, og få sin hjerne uploadet til en robotkrop, hvis man ønsker det, for så derigennem at gøre sig selv semi-udødelig. Det har mange valgt at gøre, til et punkt hvor der er udbrudt krig mellem almindelige mennesker, og disse robotter. Nogle af disse robotter gider dog ikke deltage i krigen, og de bekæmper derfor deres egne. Disse hedder Outlaws, og disse robotter kæmper for at udslette de såkaldte Rayonne, som er en faktion af robotterne, der vil tvinge alle de tilbageværende mennesker til at blive robotter. Du er en af disse Outlaws og hedder Romer, og du og din flok af venner skal så forsøge igennem omkring ti til tolv missioner, at nedkæmpe denne Rayonne-faktion. Det er ret godt fundet på, omend en smule forudsigelig til tider. Men tematikkerne der er oppe at vende her er svære at sætte en finger på, og det er et univers der nok er mere underfundigt, og klassisk science fiction-orienteret end andre spil af samme type.

Disintegration
DisintegrationDisintegrationDisintegration

Man får historien fortalt igennem mellemsekvenser før og efter hver mission, og de sætter historien godt op, hvilket der er brug for, da der imellem hver mission er små sekvenser, hvor man kan rende rundt og snakke med sine medsammensvorne. Disse små pusterum imellem missionerne er ret kedelige, og giver egentlig ikke nogen speciel indsigt i karaktererne. Man skal ikke regne med Mass Effect-agtige samtaler med karaktererne, og det er helt sikkert spillets svageste del. Man render rundt og får ganske små samtaler med karakkerne, og hvis den Outlaw man snakker med, har en sidesmission til en, siger den ingenting, hvilket også gælder nogle af robotterne man kan snakke med. Jeg tænker en menuskærm hvor den information er til at finde, kunne have virket ligeså godt, for det føles lidt fjollet, og som tidsspild. Det er i det hele taget lidt ærgerligt, når nu selve fundamentet er så bundsolidt, at V1 ikke har formået at konstruere spændende dialog oven på. Vi ved jo de kan, for de dedikerede mellemscener er fede, men der bliver bare ikke rigtig fulgt op.

I det hele taget, så er karakterne en smule endimensionale, og historien er smule forudsigelig i sidste ende. Ens Outlaw-venner prøver at være en smarte i en fart, men det hele falder en smule flat til jorden synes jeg. Kender du det der med "bathos", det er en narrativ teori der går ud på at historier undergraver deres egne pointer med ligegyldig humor, fordi de ikke selv tror på at deres egen historie kan tages seriøst. Marvel-filmene gør i øvrigt det her hele tiden. Hen mod slutningen sker der nogle ting i historien, som gør at nogle af dem faktisk virker mere troværdige, men det er kun nogle få, og slet ikke dem alle. Den eneste som skal nævnes, er nok den karakter man selv spiller, nemlig Romer Shoal, som er spillets hovedperson. Han skal forestilles at være en kendt person for disse Outlaws, og han er uden sammenligning den karakter der udvikler sig mest. Han går fra at være en ener, som er lidt ligeglad med alle, til en karakter der holder af sine Outlaws. Det er set før, men det fungerer uden at brillere, synes jeg.

Disintegration
DisintegrationDisintegrationDisintegration

Det der så virkelig giver spillet kvalitet, er selv det mekaniske aspekt, strukturen, som er en hybrid mellem strategi og skyderier. Romer styrer en såkaldt "Grav Cycle" som svæver over jorden. Fra denne har man overblik over de op til fire enheder, som man så kan give ordrer. Det der gør spillet unikt, er at man selv deltager som aktiv kampdeltager, for selvom man giver ordrer hele tiden, har ens Grav Cycle ganske meget ordinands, og kan derfor selv deltage aktivt i at skyde de mange fjender, man kommer i kontakt med. Der er tre forskellige af disse cykler i kampagnen, og jo flere våben apparaturet besidder, desto tungere er styringen. Så det handler om hele tiden at tænke på sig selv, og på at holde sig selv i live, men også at sørge for at ens enheder ikke dør, for gør de det, er spillet slut. Så man skal hele tiden have fokus på hvad man kan skyde selv, men også passe på enhederne på jorden, der render rundt under en.

Ens cykel kan dog også andre ting. Hvis man trykker på en knap, går den i scanner-tilstand, hvor fjender, ressourcer og generatorer får farver, så man kan skelne mellem dem. Det er især vigtigt, da grønne kasser giver en ressourcer, som efter hver missioner får ens level til at stige. Derudover er der opgraderingschips i nogle af dem, som gør at man kan blive stærkere, eller mere hårdfør. Det kan blive en smule kedeligt at skulle åbne alle disse containere eller kasser, fordi enhederne kun kan åbne en ad gangen, hvilket er irriterende, da der sagtens kan være op til 10 på en gang, som skal åbnes. Så det er helt klart selve kampdelen som giver spillet sin underholdningsværdi, og her kan det gå hedt til, og afhængig af sværhedsgraden, kan spillet være ganske udfordrende.

Disintegration
DisintegrationDisintegrationDisintegration

Specielt kan det være svært at give ordre til sine enheder, mens man prøver selv at undgå at blive skudt. Heldigvis kan enhederne nogle specielle ting. For eksempel kan man lave morterangreb, eller lave en boble hvor tiden står stille, og disse kan sagtens redde situationen, når man føler sig overvældet af de til tider snesevis af fjender, som overfalder en. Dette skaber et meget intenst og sjovt gameplay loop, som godt kan tage pusten fra en, men som aldrig føles overvældende, for man flytter fokus fra sig selv til ens enheder, hvis man mislykkes, hvilket for mig altid gjorde at jeg kom igennem missionerne på en ny og spændende måde. Hen mod slutningen af spillet er der en boss som går igen og igen flere gange, og man kan lidt mærke at opfindsomheden har grænser hos udvikleren, og man tænker bare; "åh nej, ikke den her kæmperobot igen", men ud over denne gentagelse, er spillet ret varieret.

Disintegration ser også ganske godt ud, dog uden at blæse en bagover. Især ser destruktionen fed ud når de mange eksplosioner ryster skærmen. Enhederne er små og fjenderne er heller ikke specielt detaljerede, men de store bosser man kommer til at slås med ser imponerende ud. Lyden er desuden ganske varieret og velddesignet, med gode stemmeskuespilspræstationer, og god musik.

Spillet har også multiplayer, hvor 10 spillere kan spille mod hinanden om for eksempel at kontrollere tre punkter på kortet. Det hold der så har disse punkter længst vinder. Der er en "Deathmatch-atig" spilform, og en "Capture the Flag"-del. Det er set før, men det er ganske god underholdning. Stort set samme mekanikker, strukturer og strategier benyttes her, og derfor er det let at anbefale - hvis altså man kan lide den måde kampagnen føles at spille. Let, ikke sandt? Spøg til side er selve balancen solid, og som det også er blevet nævnt i adskillige previews her på siden, så er der en reel taktisk dybde her i disse holdbaserede modes. Men for os er det nu kampagnen der er hovedfokusset.

Så alt i alt er Disintegration et godt spil, med nogle fede nye ideer, men også med en lidt forudselig, men velfungerende historie. Jeg håber dog at der kommer flere spil i serien, for spildelen har et stort potentiale.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Lækkert strategisk gameplay, flot grafik, solid multiplayer, variation igennem de forskellige Grav Cycles.
-
Middelmådig historie, ensformige fjender, mikrotransaktioner
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

DisintegrationScore

Disintegration

ANMELDELSE. Skrevet af Claus Larsen

En af skaberne bag Halo forsøger sig med en anden form for science fiction, men er Disintegration noget værd?



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.