Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
anmeldelser
F1 2020

F1 2020

Codemasters er tilbage og mere end klar til ræs.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Lige i hælene på genoptagelsen af den virkelige verdens F1 sidste weekend følger den årlige digitale udgave af motorsporten fra Codemasters. Efter at være blevet udsat ovenpå Covid-19 er dette års kompetitive sæson nu oppe at køre igen, men under nedlukningen blev sporten og det digitale spilsidestykke sammenflettet mere end nogensinde før med en række online ræs med professionelle kørere og sportsberømtheder, der forløb over flere weekender - alle ræs spillet på sidste års udgave, F1 2019. En tiltrængt oplevelse for fans, der sidder derhjemme og har brug for underholdning med fart på.

Nu er sæsonen for alvor startet med Valtteri Bottas, der topper på det første socialt distancerede podie i Østrig, og lige bag ham følger F1 2020 - en velbalanceret og ekstremt engagerende racing-simulator, der tilbyder en unik variation af måder at tilgå F1's fortid og nutid på.

Sidste år fik vi en tilføjelse af en mere komplet karriere-mode, hvor man kunne få lov at starte helt nede i F2 (endnu en ny tilføjelse) og arbejde sig vej op til toppen af Drivers' Championship. Alt dette vender tilbage, mere eller mindre, sammen med en række klassiske biler (der er en Schumacher-version, så som du nok kan forestille dig, er der et par klassiske Ferraris at vælge imellem akkompagneret af en række iøjnefaldende Benettons og McLarens), to nye baner, der bringer det totale antal op på 22, og en omfattende ny My Team-del, der lader dig sætte dit eget hold og konkurrere med sportens titaner, både på og udenfor banen.

Lad os dog først tage et kig på spillets grundlæggende gameplay. F1 er en årlig franchise, og det betyder trinvise opgraderinger, snarere end store overhalinger, og i den forstand er der ikke den store forskel på dette års udgave og sidste års installation. Hvad jeg bedst kan lide ved F1, er den række af oplevelser, der er tilgængelige for spilleren, hvilket kun er blevet udvidet med tilføjelsen af My Team-delen samt et tilgængeligt nyt 'casual' kontrolsystem. Hvis du ønsker at spille den mest realistiske simulation, hvor hver en lille berøring på controlleren/hjulene har en indvirkning på banen, og hvor millisekunder faktisk tæller, jamen så kan du få den her. Ligeledes, hvis du er en nybegynder, der sigter efter at fræse rundt i verdens bedste racerbaner uden at skulle tænke på så meget, og stadig være i stand til at konkurrere med de store modstandere, så kan du også gøre det.

F1 2020

My Team-delen giver dig mulighed for at leve dig mere ind i forretningen bag det at vinde ræs. Selv hvis du agter at fordybe dig i alle aspekter af forretningen, kan du dog stadig få en rimelig let oplevelse på banen, hvor fejl ikke bliver alt for hårdt straffet. Det er i bund og grund op til dig, og den brede vifte af bremse- og styre-hjælpemekanikker og gameplay-features, som du kan justere og fifle med, er i sandhed imponerende. Selv hvis du strømliner oplevelsen ved racer-delen, kan du stadig grave dybt i andre aspekter af forretningen. Denne nye gamemode lader dig rekruttere en medkører til at køre ved siden af dig, og du skal forhandle kontrakter med sponsorer, samarbejde med dit hold for at forbedre din bil, og tale til pressen og give dem lydbidder, der indvirker på dit holds moral.

Nogle af medieinterviewene begyndte at føles en smule repetitive, efterhånden som jeg bevægede mig ind i anden del af sæsonen, og sommetider føltes det, som om jeg bare gjorde det af pligt, men resten af My Team-delen var engagerende og detaljeret. Du kan redigere din bil, din kører og dit mærke, hyre en medkører, opbygge rivaliseringer med karakterer som Lewis Hamilton (min nemesis i så mange ræs) og generelt slibe hver en detalje på din vej, idet du forsøger at finde fordele, som du kan tage i brug på banen. Der er research, som kan igangsættes, opgraderinger at implementere, dæk at sortere, og emails at læse.

En stor del af planlægningen relaterer sig til forberedelser op til ræset. Gennem tre øvelsessessioner og dernæst kvalifikationen kan du forberede dig på det endelige løb ved at lære banen at kende og teste en masse, som for eksempel at køre igennem porte samt optimere dine dæk og din benzin. Jeg brugte lidt tid på forberedelsesrunder, normalt ved at gennemføre to eller tre af opgaverne i de første sessioner, før jeg simulerede resten. Dog kunne en mere dedikeret spiller bruge tid på hvert eneste sekund af banen i forsøget på at justere hver en lille detalje inden det endelige ræs i sin fulde længde, som kræver omhyggelig kontrol over både dæk og benzin med flere pitstop samt passende straf for aggressiv eller svingende kørsel. Nu siger jeg det igen: Jeg var så imponeret over, hvordan du kan justere tingene til at skabe netop den racer-oplevelse, du ønsker.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
F1 2020F1 2020F1 2020

My Team- og karrieredelen giver dig mulighed for at dykke ned i en mere helstøbt og afrundet racer-oplevelse, men der er også mere begrænsede mesterskabsserier, klassiske ræs med nogle virkelig nostalgifremkaldende biler, øvelses-events, samt en helt ny tilføjelse til 2020: Split-screen (her kan jeg desværre ikke tilbyde særligt meget information med hensyn til teknisk performance - jeg spillede på en god PC, der kunne køre spillet på de højeste indstillinger i 60+ FPS, og split-screen præsterede fint på omkring 45 FPS. Men jeg kan ikke kommentere på spillets indsats på konsol). To nye baner er tilføjet med den officielle sæson (Hanoi Circuit og Circuit Zandvoort), og generelt er banernes kvalitet god.

Faktisk er præsentationen god over hele linjen, og Codemasters fortjener ros for at skabe en velfungerende racer-oplevelse, der vil appellere til alle fans af sporten, uanset hvor optaget man er af autenticiteten, og uanset ens niveau. Alle de sædvanlige ekstra ting er inkluderet i form af multiplayer, tidskørsel, ugentlige events, sidste års F2-sæson og en række tilpasningsmuligheder, der sikrer en varieret række måder at spille på indenfor, hvad der er en relativt begrænset sport. 10-års karrieren var allerede en dyb og involverende del, og My Team er endnu mere detaljeret og en skøn tilføjelse, der yderligere konsoliderer pakken. Hvis du er ude efter et racer-spil at synke ned i med en række tilpasningsmuligheder, en stor og detaljeret kampagne og en god håndfuld yderligere trimninger, så er F1 2020 lige dig, uanset om du er forhenværende mester eller årets nybegynder.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Ser skønt ud og føles skønt, en lang række tilpasningsmuligheder, My Team-delen tilføjer en helt ny oplevelse til spillet.
-
Medieinterviewene og nogle af baggrundsaktiviteterne er repetitive.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

F1 2020Score

F1 2020

ANMELDELSE. Skrevet af Mike Holmes

Codemasters er tilbage og mere end klar til ræs.



Indlæser mere indhold