Dansk
anmeldelser
The Last Campfire

The Last Campfire

Hello Games har begået et nyt spil, men det har nu ikke så meget med No Man's Sky at gøre. Ketil anmelder...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Spil har som medie altid haft et særligt forhold til døden. I de fleste tilfælde er det en tilstand, vi konstant prøver at undgå og ofte frygter. Ikke, som i vores virkelige liv, af eksistentielle årsager, men snarere som følge af de praktiske- og tidsmæssige gener, den medfører. Dødens funktion i spil er oftest mekanisk og når den er narrativ, signalerer den oftest slutningen på noget. Den begrænser sig så at sige til, at nogen eller noget ophører med at eksistere. Derfor er det usædvanligt, at vi med The Last Campfire for anden gang i august står med et spil, som tematisk er bygget op om døden. For ligesom det glimrende Spiritfarer beskæftiger The Last Campfire sig med hvordan døden får os til at forholde os til, hvordan vi lever vores liv. Hvad er vigtigt at nå og hvad vil vi gerne give videre? Og ligesom den titel gør The Last Campfire det gennem en farverig og fantasifuld verden blottet for farer og, ja, død i den spilmekaniske forstand. Gameplaymæssigt er den grund, det betræder måske lige lovlig velkendt, men The Last Campfires ærinde er sympatisk og da sværhedsgraden samtidig er til at overskue, er Hello Games' lille spil idéelt til at introducere lidt yngre spillere for vægtige emner.

Ved første øjekast kan The Last Campfire med sin kutteklædte protagonist, brugen af vægmalerier til at fortælle historien og en farverig og behagelig æstetik ligne et spil i traditionen fra Journey, men lighederne forbliver overfladiske, for hvor Journey fokuserer på følelsen af bevægelse og svælger i det uklare, er The Last Campfires grundpille gådeløsning og dens historie meget mere klar i mælet - blandt andet fordi Hello Games gør brug af en fortællerstemme til at forklare karakterernes følelser og sætte begivenheder i kontekst. Den spinkle, lidt alfe-agtige stemme passer sådan set fint til spillets tone og bidrager sommetider med kærkommen kontekst, men alt for ofte gengiver den bare de begivenheder, der udfolder sig på skærmen. Den er hovedgrunden til, at The Last Campfires historie står helt klart. Man er aldrig i tvivl om, hvad der sker og når rulleteksterne efter små 8 timer kørte, sad jeg ikke med uafklarede følelser og undrede mig over, hvad det hele betød, hvilket egentlig er forfriskende, med tanke på hvor mange kunstfærdige indie-titler, der svælger i tvetydig symbolik, underbelyste narrativer og åbne slutninger. Misforstå mig ikke. Jeg labber den slags i mig, når det er vellavet, men grebene er blevet lidt slidte og mange spil har brændt nallerne på middelmådig udførelse af dem. The Last Campfire har en positiv og livsbekræftende historie - som dog er blandet op med en pæn dosis melankoli og eksistentialistisk fortvivlelse - og Hello Games vil tydeligvis gerne have, at vi forstår deres budskaber om næstekærlighed og vedholdenhed. Hele vejen gennem vores hovedperson Embers rejse dukker temaerne op, for nok er dens mål at nå frem til det titulære lejrbål, men for at nå dertil er det nødvendigt at hjælpe forskellige karakterer som skildpaddekokken med manglende selvtillid eller den gamle fisker samt Embers artsfæller, der under deres egen rejse har mistet modet og blevet fortvivlede eller Forlorn, som det hedder i spillet.

The Last Campfire
The Last CampfireThe Last CampfireThe Last Campfire

Strukturelt byder rejsen både på lineære sektioner og mere hubagtige områder, hvor dit primære mål er at finde De Fortvivlede og hjælpe dem til at genfinde håbet. I The Last Campfire fremstår de som stenstøtter, som, når du rører dem, teleporterer dig til en anden verden, hvor en gåde skal løses for at genoplive de stakkels væsener. Disse gåder er labyrintiske af natur. Målet er altid at nå frem til Den Fortvivledes flamme, hvilket opnås ved at manipulere forskellige objekter og dermed danne en vej - enten direkte eller på afstand ved hjælp af den magiske genstand The Lanthorn. I én gåde, hvor du skal udfylde huller med rullende sten, er udfordringen at få arrangeret stenene på den rigtige måde ved hjælp af roterende platforme. I en anden skal du flytte en kube mellem tre punkter uden at slukke en række flammer. Hagen er at den ene af kubens sider blæser kold luft ud, som slukker alt i den retning, den peger. Her gælder det om at bevare overblikket over flammernes og kubens blæsende side og finde den rigtige vej. Lyder det bekendt? Det er det. For The Last Campfires gåder er af en karakter, vi ofte ser i puzzlespil. De har ikke en sværhedsgrad, der vil give erfarne spillere de store problemer og jeg oplevede sjældent det fantastiske "aha øjeblik", som ellers er en af genrens mest tilfredsstillende varetegn. Det er dog ikke så meget en kritik som en erkendelse af The Last Campfires appel til lidt yngre og/eller mindre erfarne spillere. For gåderne er mestendels veldesignede og den milde sværhedsgrad passer fint til den rare æstetik, de opbyggelige temaer og den letforståelige historie.

The Last Campfire
The Last CampfireThe Last CampfireThe Last Campfire

Selve disse gåder er den primære udfordring i The Last Campfire, men bare det at komme frem til dem er ikke altid helt ligetil. Der kræves ikke nogen form for finmotoriske evner, for Ember kan kun løbe og klatre, men både de lineære og hubagtige områder byder på små navigationsmæssige gåder, som typisk er mildere udgaver af gåderne hos De Fortvivlede. Der er dog undtagelser. Turen gennem et tåget sumpområde føles næsten som et puslespilagtigt twist på Zeldas Lost Woods og for at hjælpe de karakterer som befolker hubområderne læner The Last Campfire sig op ad point and click-genren. Områder skal afsøges for genstande, som derefter skal bruges på det korrekte sted. I modsætning til mange af netop den genres spil er gåderne dog hverken ulogiske eller særligt udfordrende. Til gengæld bidrager de til afvekslingen og hjælper med at give den lidt generiske eventyrverden en smule mere karakter.

The Last Campfire er måske ikke et spil for den hårde kerne af puzzlefans, dertil er gåderne ikke helt hjernevridende eller opfindsomme nok. Men for mindre trænede spillere eller dem, der bare har brug for en mere afslappende oplevelse, er det bestemt et kig værd. Det præsenterer nogle tunge emner på en letforståelig måde uden det bliver skåret alt for meget ud i pap og rejsen mod det sidste lejrbål havde nok variation og mindeværdige stunder til at fastholde min udelte opmærksom i lange perioder ad gangen. På mange måder er det som et godt lejrbål: Kønt, varmt og sært fængslende, men ikke noget der sætter uudslettelige spor på sjælen.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Fin historie med vigtige buskaber, god pacing, mestendels veldesignede gåder
-
Lidt generisk eventyrverden, overforklarende fortællerstemme, for nemt for den hårde kerne
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

The Last CampfireScore

The Last Campfire

ANMELDELSE. Skrevet af Ketil Skotte

Hello Games har begået et nyt spil, men det har nu ikke så meget med No Man's Sky at gøre. Ketil anmelder...



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.