Dansk
anmeldelser
Going Under

Going Under

Innovativ og succesfuld virksomhed søger motiveret praktikant. Har du mod på at dræbe monstrene i vores kælder? Ulønnet stilling.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Brænder du for effektiv markedsføring, og er du en haj til sociale medier. Så bør du overveje at søge ind som praktikant hos Fizzle. Vi er markedsførende i skæve smagsvarianter, og uafhængige eksperter fra vores moderselskab har slået fast, at vores energidrikke er en perfekt afløser for traditionelle måltider. Hvilket du bliver glad for, da vi ikke har nogen kantineordning.

Det kan være hårdt at være praktikant. Man får sjældent det store ansvar og bliver ofte sat til alle de opgaver, som de lønnede medarbejdere ikke gider spilde deres dyrebare tid på (dog ikke på Gamereactor selvfølgelig!) Det må Jacqueline Fiasco hurtigt sande da, hun lander en praktikstilling i marketingafdelingen hos Fizzle Corp., en producent af energidrikke, der eftersigende fungerer som både kosttilskud og ingrediens i bombefremstilling. Fremfor at skrive blog-posts og opdateringer på sociale medier, bliver hun nemlig sat til rydde firmaets dybe kældre for monstre.

Going Under er en klassisk dungeon-crawler med et twist - alle de kældre, du skal kæmpe dig igennem, er baseret på forfejlede tech-virksomheder. Ser du, når en startup-virksomhed går under, foregår det bogstaveligt. De synker simpelthen ned under jorden, og medarbejdere forvandles til monstre, der vandrer hvileløst rundt i hjemsøgte kældre på jagt efter den sidste løncheck. I hvert fald foregår det sådan i spillets satiriske univers, Neo-Cascadia, der er baseret på tech-miljøet i Seattle, hvor den det debuterende studie Aggro Crab har sin base.

Going Under

Du er: omstillingsparat og kreativt tænkende. En problemknuser, der med de tilgængelige midler kan skabe hurtige, innovative løsninger. Atletiske evner er ikke et krav, men vil helt sikkert komme dig til gavn.

I alt er der tre kældre at udforske. Joblin, en Uber eller Wolt lignende service, Winkydink, en Tinder-lignende emoti-dating app, og Styxcoin, der spekulerer i kryptovaluta. Hver kælder er fyldt med monstre, fælder og våben baseret på den udvalgte forretningsmodel, og de problematikker der knytter sig hertil i form af dårlige ansættelsesforhold, lummert arbejdsmiljø, og usund vækst. Til allersidst venter den fæle boss fyldt med bitter vrede over virksomhedens konkurs.

Fizzle Corp. stiller selvfølgelig ikke sværd og rustning til rådighed for praktikanter, så du må bevæge dig ubevæbnet ned i kælderen. Heldigvis flyder det med ragelselse i form af tastaturer, aflagte instrumenter, skumfingre og meget andet, du kan bruge til at besejre monstrene med. Våbnenes vægt og størrelse afgør hvor meget skade, du gør, samt hvor hurtigt du angriber. Og det kan være decideret morsomt at se Jacqueline i overdreven tegneserie stil hamre en anime-krammepude ned i hovedet på en lidt for nærgående goblin. Regn dog ikke med, at skramlet holder evigt. Klipsemaskiner er trods alt ikke designet til at besejre monstre med, så de går hurtigt op i limningen. Jaqueline er ikke den store bokser (til at starte med i hvert fald), og derfor skal du hele tiden være klart til at gribe nye våben, ofte midt i kampens hede.

Going Under

Det grundlæggende kampsystem fungerer kort sagt glimrende. Hvilket er heldigt, da du ikke rigtigt foretager dig andet i spillet end at slås. Du kan finde opgraderinger undervejs, men disse har mest karakterer af passive bonusser eller færdigheder, der ikke tilbyder den store variation i din spillestil. Det gør de forskellige våben dog, og de mange kreativt designede fjender har vidt forskellige angrebsmønstre. Du skal derfor hele tiden være på dupperne og time dine udfald korrekt. Og så skal der selvfølgelig slås kolbøtter i en uendelighed, når du undviger fjendernes angreb.

De forskellige rum, som du kæmper i, er for det meste tilfældigt genererede. Alligevel formår algoritmen altid at stable en god sammensætning af fjender på benene. Ofte skal du både undgå langdistance angreb, massive fjender med store våben samt små irriterende bæster, der forsøger at overmande dig med deres antal. Der er også ekstra udfordringer i form af fælder, ild og så videre. Disse kan skade både dig og monstrene, og systemet er mest tilfredsstillende, når du i et rent kaos får stablet en utilsigtet kædereaktion på benene. Og nå ja, så kan du engang imellem være heldig at finde en bil og forvandle rummet til et herligt demolition derby.

Going Under

Vi tilbyder et kreativt miljø, hvor du kan trives udvikle dine kompetencer i samarbejde med vores erfarne mentorer. Kom også til vores hyggelige fredagsbar, hvor du kan drikke lige så meget, du har råd til.

Når du ikke render rundt i kælderen og slår på monstre, hænger du ud på Fizzles hovedkontor. Alt her er lavet af farverigt skum og ligner mest af alt noget fra et legeland. Det giver en primitiv og farverig stil, der dog stadig er fyldt med mange fine detaljer, hvilket også kan siges om karaktererne og deres portrætter. Du kommer ikke til at blive blæst bagover, men det visuelle udtryk passer fint til spillets satiriske stil.

For at få det optimale ud af dit praktikophold er det bestemt værd at networke med de andre ansatte på kontoret. Du støder blandt andet på den økonomisk uansvarlige chef Ray, den økonomiansvarlige Tappi, der kæmper med hans ukontrollerbare forbrug, og den kyniske it-medarbejder Kara. Hver af disse karakterer kan fungere som din mentor. I praksis vil det sige, at de giver dig nogle fordele nede i kælderen i form af AI-medhjælpere, ekstra liv og så videre. For at få adgang til fordelene skal du udføre side-missioner, der alle relaterer til medarbejderes unikke karakter. For den liberale chef skal du for eksempelvis forhindre monstrene i at danne en fagforening, mens at den underlige fyr den aflukkede kantine vil have dig til at udføre en masse pranks, såsom at spise en sandwich, mens du i forvejen har fuldt liv, eller en køre en bil over med en anden bil.

Selvom der mest er tale om farverige stereotyper, så er alle karakterne fint skrevet med unikke personligheder og en vis dybde. Ja, selv den overfriske chef viser sig at have en personlighed bag hans energiske facade, og man fornemmer tydeligt, hvordan hans idealer langsomt er blevet kvalt af en tom innovations-retorik og løftet om klingende mønt. Og alle karakterne udvikler sig med historien, der undervejs tager nogle dramatiske tvist, uden dog at levere noget, vi ikke tidligere har set.

Going Under

Bemærk: Vi tilbyder ikke frokostordning, sygesikring eller monetære goder. Til gengæld må du beholde dine erfaringspoint.

Going Under er en coorporate satire af den effektive slags. For hvor jeg indledningsvist frygtede, at der blot var tale om en run-of-the mill dungeon crawler med en tynd fernis af satire, så gennemsyrer spillets ætsende kritik af en usund virksomhedskultur alle gameplay-elementerne. Selv loading-skærmene har rammende slogans, der udstiller den reelle forretningspraksis bag de ususcesulde stattups såsom 'fabricating user stories' og 'endangering pedestrians.'

Det er i det hele taget meget imponerende, hvordan udviklerne formår at få leveret deres satiriske pointer gennem gameplayet. Jeg vil blot komme med et enkelt rammende eksempel. På et tidspunkt, efter at have klaret nok sidemissioner, fik jeg adgang til firmaets betalingskort. Fedt, tænkte jeg og købte straks en masse opgraderinger på kredit. Hvorefter Jaqueline fik en gammeldags fodlænke med fangekugle om benene. Jeg blev nu nødt til at klare mig uden den livsnødvendige bevægelsesfrihed, indtil jeg kunne betalte tilbage i næste butik. Det var dog ikke kun en ulempe, for i en snæver stund kunne jeg også bruge kuglerne til at slå fjenderne med. Gameplayet og konceptet går hånd i hånd, som jeg sjældent har set det.

Et enkelt sted, hvor gameplayet dog ikke behøvede at afspejle den satiriske vinkel på praktikantens liv, er i den evige gentagelse Going Under er et spil i den svære ende, men du kan heldigvis altid justere sværhedsgraden på flere parametre, når du indlæser dit spil. Det virker dog til dels som om, at den høje sværhedsgrad (du autogenererer ikke liv og skal betale i dyre domme for healing items) maskerer, at spillet er en smule let på indhold. De tre grotter er glimrende designet, men du laver de samme dungeon runs igen og igen. Lidt mere afveksling havde været velkomment, omend det er svært at brokke sig, spillets lave pris taget i betragtning.

Hør bare hvad vores tidligere praktikant har at sige!

Jeg var indledningsvist skeptisk, da jeg startede hos Fizzle Corp. Men selvom der var frustrende perioder, hvor jeg blev ved med at få tæsk i kælderen, så endte jeg med at have det langt sjovere end ventet. Gameplayet holder, miljøerne er varierede og den skarpe satire er perfekt fusioneret med gameplayet - på samme måde som en Fizzle kombinerer sunde ingredienser og lækker smag!

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Simpel styring, men varieret og uforudsigeligt kampsystem. Unik grafisk stil og fine animationer. Perfekt blanding mellem tema og gameplay. Skarp satire. Udfordrende med justerbar sværhedsgrad.
-
Progression er nogle gange langsom og frustrerende. Høj sværhedsgrad maskerer til dels manglende indhold.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Going UnderScore

Going Under

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Innovativ og succesfuld virksomhed søger motiveret praktikant. Har du mod på at dræbe monstrene i vores kælder? Ulønnet stilling.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.