Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Lake

Lake

I Lake afleverer du post i en søvnig lille by. Det lyder ikke særlig spændende, og det er det faktisk heller ikke.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Her er Per, Postmand Per, i sin bil med sin lille kat Emil... Ja, sådan har jeg aldrig startet en anmeldelse før, mest fordi det ikke har været relevant. Det stopper dog i dag, hvor jeg skal anmelde Lake, som jeg har spillet i henover weekenden. Spillet er udvikle af Gamious, og udgivet af Whitethorn Digital. Det er nok ikke studier du har hørt om før, og de er da også relativt uprøvede, men præmissen i Lake var hvad der tiltrak min opmærksomhed.

Meredith Weiss er på vej frem i verden i 1986, og hun er partner i et softwarefirma, som har udviklet programmet over alle programmer, mener de selv. Hun har dog fået til opgave at rejse hjem til hendes families hus i Providence Oaks, som ligger meget naturskønt, ned til en stor sø, som den lille by omspænder. Jeg fik ret store Deadly Premonitions-vibes da jeg først så spillet, med den lidt landlige idyl og de skøre mennesker, men det er slet ikke Deadly Premonition, som i overhovedet ikke.

Lake

Meredith skal overtage hendes fars job i 14 dage, og dele post ud til hele den pukkelryggede befolkning i byen, hvilket er meget anderledes end hendes normale liv i storbyen. Hun skal derfor hoppe i sin postbil, og tøffe rundt om søen, for at breve og pakker kan komme ud til alle. Det er her hun møder nogle af byens beboere, som alle har en historie at fortælle. Der er kattedamen, som er en smule skør, der er skovhuggeren, som er en smule genert, men blød inden i, der er den søde nørd, som har åbnet en videoudlejningsbutik, som måske kunne blive ens kæreste, jo der er nok at se til. Man skal så have små samtaler med de mange mennesker, og det er op til dig, og de valg du træffer i samtalerne, hvordan ens forhold skal være med byens mange skikkelser. Hvis man siger de rigtige ting kan det være de gerne vil hænge ud med en, når alle breve er delt ud. I fritiden kan man så komme til koncert, og være på date, eller hvad der nu falder en ind. Jeg var dog en smule irriteret over at spillets karakterer hele tiden prøvede at sætte mig på date med skovhuggeren, så jeg gav ham den kolde skulder. Ham og hans hjerte af guld. Nørden i videobutikken var min boo.

Historien i Lake er egentlig meget sød, og de mennesker man møder er ret sjove, men der er ikke meget kant over historien. Det mest oprivende jeg oplevede, var at jeg tog mig en joint med de to hippier, som camperede ved søens sydlige bred, og som ønskede at snige sig ind i Canada. Problemet med historien er at den kun løber over 14 dage, og at alting går alt for stærkt, så progressionen føles unaturlig. For eksempel kunne jeg gå på date med hende i min videobutik fem minutter efter jeg havde mødt hende, og det føltes underligt. Jeg ved godt folk snakker om kærlighed ved første blik og så videre, men i min verden skal der gå mere end et kvarter inden man inviterer en ud, men måske er det bare mig der er underlig, hvem ved? Jeg ved godt at spillet er lavet af en lille udvikler, som ikke har haft ressourcer til mere end de 14 dage, men det ville have været fedt hvis historien foregik over længere tid. Måske kan dette spil sælge godt nok til, at udviklerne får mulighed til at lade det hele løbe over en måned eller længere.

Lake

Det skal dog nævnes, at den måde det hele bliver afsluttet, med et stort valg angående ens fremtid, er ret fedt. Man føler virkelig at de beslutninger man har taget bliver basen for den afslutning man vælger, og det er sjældent det lykkes for udviklere.

Spillet går simpelthen ud på, at man hver morgen hopper i sin postbil, og kører ud med breve og pakker til Providence Oaks mange borgere. Man har et kort som man kan zoome ind og ud på, og på samme er der små brevikoner og små pakkeikoner, som viser hvor breve og pakker skal hen. Det bliver hurtigt monotont, men heldigvis udspiller der sig små scener rundt omkring, når man kører rundt. Jeg skulle for eksempel køre kattedamens ene kat hen til ham den gamle fiskermand ved molen, da den var lidt slatten at se på. Han gav den fisk henover natten, og så skulle man på den følgende posttur hente bæstet igen. Så der er lidt adspredelse, men det kan godt blive en smule ensformigt, mest fordi man skal gøre det hver eneste dag, undtagen om søndagen, hvilket er ret realistisk.

Spillet er ret flot at kigge på, altså på en måde der var flot for 15 år siden. Karaktererne er godt lavet, om end en smule karikerede i den måde deres ansigter ser ud på, og landskabet er stemningsfuldt. Det er som sagt ikke Doom Eternal det her, og jeg er sikker på grafikken var smuk for et årti siden, men den har charme og kærlighed i sig.

Postbilen har desværre ikke charme og kærlighed i sig, og kunne sagtens måle sig med den rædselsfulde kørerfysik, der er i Deadly Premonition. Der er ingen skadesmodel, så kører du ind i andre biler, og det gør man, da postbilen er som en klump bly med hjul, ja så sker der intet. Og med intet mener jeg absolut intet, bilerne stopper bare, og kører videre. Det kan gøre de til tider lange køreture ganske frustrerende, og hårdt for ens tålmodighed.

Lake

Lyden skal også nævnes, for stemmeskuespillet er fra acceptabelt til; "som optaget i en spand". Meredith lyder godt, men postmesteren Frank lyder som om han snakker fra en anden planet. Så kvaliteten svinger en del. Musikken som er i spillet, skal også lige have et par ord med på vejen. I bilen kan man lytte til en radiokanal, som altid starter med en radiovært, som man sidenhen møder på sin rute. Han snakker lidt om vejret, og lader andre fra byen ringe ind. Så langt, så godt. Problemet ligger i den musik der bliver spillet efterfølgende. Det føles som om at der kun findes fire sange i alt, og de spilles så ellers i et loop resten af de 14 dage man kører post. Det varede ikke længe før jeg fandt knappen for at slukke for det lydspor, da det var ved at drive mig til vanvid.

Så hvad kan man sige om Lake generelt, og kan det anbefales? Jeg synes det er fedt at Lake er blevet lavet. Ideen er god, og skulle udvikleren få nogle flere ressourcer, kunne de lave noget godt en dag. Det her er bare ikke den dag, og det de har udviklet er ekstremt middelmådigt, og der vil nok ikke være mange der ville kunne lide den meget svingende kvalitet det hele har i spillet.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Hyggelig grafik og stemning, ens valg betyder faktisk noget.
-
De samme fire sange igen og igen, føles lidt for budgetagtigt, 14 dage er for kort tid for historien.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

LakeScore

Lake

ANMELDELSE. Skrevet af Claus Larsen

I Lake afleverer du post i en søvnig lille by. Det lyder ikke særlig spændende, og det er det faktisk heller ikke.



Indlæser mere indhold