Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Golf Club Wasteland

Golf Club Wasteland

Vi har spillet os igennem ruinerne af vores civilisation et slag ad gangen.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

I kølvandet på den seneste nedslående klimarapport fra FN og første kapitel af milliardærklubbens rumeventyr udkommer nu Golf Club Wasteland med en sjælden sans for timing. Spillet foregår i det 22. århundrede, hvor de rigeste 0,001% er flygtet til Mars, efter at krig og klimaforandringer har forvandlet vores klode til en ubeboelig ødemark. Den røde planet er dog heller ikke ligefrem et slaraffenland, og derfor drager en kolonist tilbage til sin fødeplanet for at tage et slag golf i en forfalden storby.

Golf Club Wasteland

Golf Club Wasteland imponerer fra starten af med sin præsentation. Vores klode har måske set bedre dage i forhold til biodiversitet, men den er stadig lige så smuk som nogensinde under en dyster, melankolsk himmel. Som du spiller dig gennem tomme lejlighedskomplekser og indkøbscentre et slag ad gangen, er der rigeligt med tid til at lægge mærke til de mange fine detaljer, som satiriske neonskilte og apokalyptisk graffiti, der som den sidste rest af menneskets ånd endnu gløder i de udbrændte byer.

At skyde den mikroskopiske kugle gennem ruinerne af de gigantiske, tomme byer giver en stærk fornemmelse af ensomhed, som dog bliver dæmpet en smule af de beroligende bølger fra Radio Nostalgia from Mars. Bortset fra et par medrivende momenter, hvor reception svigter, er radiostationen din konstante følgesvend og beriger din rejse med spændende lytterhistorier og stemningsfuld musik afbrudt af korte servicemeddelelser fra myndighederne på Mars. Kontrasten mellem de levende, sanselige fortællinger om livet på jorden og de mange restriktionerne, forbehold og regler i boblen på Mars, underbygger på effektiv vis spillets tematik og gør os samtidigt klogere på dets univers. Den originale musik er også i topklasse og dækker en lang række genrer som elektronisk og jazz-pop.

Golf Club WastelandGolf Club Wasteland

På trods af den glimrende præsentation er Golf Club Wasteland dog stadig et spil, så hvordan leverer det som sådan? De enkelte niveauer fungerer lidt som komplicerede minigolfbaner, men med et større fokus på slagenes højde, da du for at forcere vand, forhindringer og skrald, må bruge altaner, kraner og rulletrapper næsten som var det et platformspil. Ofte er der mere end en vej gennem et niveau, hvilket giver et par interessante valg. Vil du for eksempel spille sikkert eller forsøge et risikabelt slag, der lader dig springe en stor del af niveauet over? Du kan endda også finde hemmelige genveje, og til tider er der også nogle (meget) simple gåder at løse.

I mit kortepreview udtrykte jeg bekymring for, om niveauerne ville udvikle sig løbende, og det har desværre vist sig ikke rigtigt at være tilfældet. Der introduceres simpelthen for få nye gameplayelementer undervejs, og det hele bliver en tand for monotont. Samtidigt er de skud, du skal udføre, sjældent særligt vanskelige. Men da de enkelte huller ofte har et par på en 17, 18 stykker, skal der rigtig mange slag til for at komme bare i nærheden af hullet, og alt for ofte bliver alt din fremgang ødelagt af et enkelt uheldigt slag. Langt hen ad vejen Golf Club Waste desværre mere din tålmodighed end dine evner.

Golf Club Wasteland

Dette vil ikke være noget problem, hvis selve slagmekanikken var tilfredsstillende, men desværre skuffer Golf Club Wasteland på dette, for et golfspil, helt essentielle punkt. I teorien er det utroligt simpelt. Du trækker blot venstre analogpind eller musen modsat den ønskede retning og giver slip. En hvid pil indikerer slagets styrke, og du behøver ikke at tænke over faktorer, som vind, valg af golfkølle eller endda den tredje dimension, der normalt gør golf så udfordrende at spille. Det hele kompliceres dog gevaldigt af, at selv den mindste justering, gør en meget markant forskel. I flere tilfælde forsøgte jeg at lave et langt slag, men sendte kuglen alt, alt for kort. En mindre justering senere, og jeg sendte den næsten tilbage til Mars! Problemet gælder også for putting, hvor det forjættede sweet spot, kan være utroligt svært at finde.

En valgfri visuel indikation af, hvor dit slag ville lande, kunne utvivlsomt afhjælpe mange af frustrationerne - særligt da spillet tydeligvis er designet som en oplevelse, mere end en konkurrence. Der er ingen multiplayer, og udover den normale historiedel, er der ikke rigtigt noget at komme efter. Er du et konkurrencemenneske, kan du dog slå en funktion til, så du skal have mindst par for at få lov til at forsætte til det næste hul.

Golf Club WastelandGolf Club WastelandGolf Club Wasteland

Golf Club Wasteland er overordnet set en lidt bittersød oplevelse. Præsentationen og lydsiden skaber en unik og mindeværdig atmosfære, men gameplayet er på samme tid på en tand for simpelt og lige lovligt frustrerende. Hvis du sympatiserer med spillets budskaber og er en tålmodig spiller, kan spilles nemt anbefales - særligt da prisen også er mere end rimelig. For alle andre vil jeg dog anbefale at vente og se, hvorvidt gameplayet bliver justeret i fremtidige opdateringer.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Atmosfæriske miljøer. Glimrende, originalt soundtrack. For det meste udmærket level-design. Rimelig pris.
-
Gameplayet er for simpelt. Flere niveauer tester din tålmodighed mere end dine evner. Kort spil med lav genspilningsværdi.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Golf Club Wasteland

Golf Club Wasteland

PREVIEW. Skrevet af Jakob Hansen

Vi har prøvet det spændende indiespil, hvor du i det 22. århundrede spiller golf i ruinerne af vores ødelagte planet.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.