Annapurna Interactive har annonceret en showcase, hvor de fremviser en række af deres kommende titler. Showcasen varer 30 minutter og starter mandag den 24. februar klokken 18.00 dansk tid.
Showcasen indeholder spil som To a T (fra skaberen af Katamari Damacy), Wanderstop (fra skaberen af The Stanley Parable), Wheel World, Morsels, Skin Deep og Faraway. Annapurna siger også, at der vil være "a few more surprises", så vi krydser fingre for at se mere fra blandt andet Mixtape og måske Silent Hill: Townfall.
Annapurna Interactive var udsat for masseopsigelser i september sidste år, da samtlige medarbejdere forlod virksomheden efter at interne forhandlinger om en ny virksomhedsstruktur var brudt sammen.
Bossen for Annapurna Interactive og New Media, Hector Sanchez, forsikrede dog alle om, at de eksisterende aftaler med indie-udviklere rundt om i verden ville blive overholdt. Med denne showcase, kunne noget tyde på, at det faktisk er sket.